Kommentarer til: Der er tiden der hedder “Før” og der er tiden der hedder “Efter”

Af: Charlotte Falmer

Charlotte Falmer — Tue, 24 Jul 2018 20:43:59 +0000

Kære Britta.
Ja, man siger nemlig så meget, og i virkeligheden er det nok fuldstændigt individuelt, hvornår vi synes, det er svært, hvordan vi kommer videre i livet og hvilke ting der gør os sørgmodige. Jeg synes stadig, det er rasende svært, men der er længere mellem mine tudeture, der er ikke så dybt ned og dermed så langt op igen, som der var i begyndelsen – men det kan være en bagatel, der får tårerne til at komme og savnet til at jage i mig. Det er godt du har børn og børnebørn – det er meget værd, men ensomheden når man er i savnets stund, den kan ingen hjælpe med. Jeg forsøger at give mig selv lov til at være i det – det synes jeg letter.
kærlige hilsner
Charlotte Falmer

Af: Britta Brink

Britta Brink — Mon, 23 Jul 2018 15:33:33 +0000

Kære Det er netop sådan jeg føler. Det er 1 1/2 år siden min mand gik bort, og jeg synes at denne sommer føler jeg savnet mere end nogensinde. Man siger at det første år er det værste, men der er jer uenig. Men man må jo videre, og få hverdagen til at fungere som alene. Mine børn og børnebørn er utrolige søde og opmærksomme, og det er jeg meget glad for.

Af: Charlotte Frølund

Charlotte Frølund — Thu, 03 May 2018 12:18:08 +0000

<3 Hvor det smukt og rørende – jeg læste det med en klump i halsen og en tåre i øjet. Kære anonyme <3 Tak for at dele – og tak for før og efter <3 Sender dig en masse kærlighed herfra <3

Af: Linda

Linda — Thu, 03 May 2018 06:45:29 +0000

Kære dig Wow du rørte mig DYBT, kæmpe respekt for at kunne sætte så smukke ord på noget så personligt og hårdt. Sender dig en masse tanker

Af: Mig der har skrevet indlægget

Mig der har skrevet indlægget — Thu, 03 May 2018 06:22:51 +0000

Kære Mette.
Tak for din kommentar til mit indlæg. Se, nu var det mig der blev rørt til tårer, og det er det, der gør os til mennesker; følelserne, angsten for at miste som går hånd i hånd med livet. For det er nødt til at være et livsvilkår, at døden og tabet ligger og lurer; vi kan miste brat, i et trafikuheld, ved sygdom eller vi kan se vores kære forsvinde i demens – men altid gør det ondt. og altid føler vi et øjeblik, at vi svæver i frit fald, og ikke ved om vi lander på en hård afgrund eller i en blomsterklynge. Giv din mormor et stort knus og sig, du elsker hende. Lad hende vide, at det også gør ondt i dig, at hun har mistet den hun delte sin hverdag og sit liv med – for det er i de situationer at livet vender tilbage i al sin pragt og glæde.
Kh .

Af: Mette

Mette — Wed, 02 May 2018 17:40:54 +0000

Kære Anynom Hvor det bare går lige i hjertet på mig Jeg tænker også så tit på den dag min morfar gav slip ,måske skulle jeg ha ventet med at læse dette men jeg måtte altså læse det ,tårene fik frit løb ,jeg ved hvilke smerte det måtte være ,lige nu efter jeg har læst dette ,har jeg lyst til at starte min lille bil køre op til min mormor ,holde om hende og aldrig give slip ,hun er bare verdens sejeste kvinde og det er du bestemt også , jeg kan tit kigge på min snart 40 årig mand og tænke en dag er det mig der skal leve uden min soulmate ,det er jo fakt men hold op det gør ondt , jeg ved simpelthen ikke hvordan man overhoved kan leve ...Jeg syntes simpelthen i er for seje og jeg håber at dit barnebarn og dig får så mange dejlige minder sammen ,for hold nu op et godt argument han kom med at han ikke syntes at farfar skal være død mere ,det ville jeg også ønske min morfar heller ikke skulle Mange tusinde kram fra Mette