Jamen, så godt Nytår, da!

Kære Dagbog

Tiden flyver, og det er allerede ved at være noget tid siden, at vi bød det nye år velkommen. Må jo nok starte med den lille indrømmelse, at min dømmekraft er svigtet endnu en gang, og min tavshed nok nærmere skyldes moralske tømmermænd end så meget andet. Jeg kunne kravle i et musehul, og har da også forsøgt at holde lav profil de sidste par dage. Man må sige, at jeg lidt ufrivilligt gik ‘All In’ på mit nytårsforsæt om at droppe alle hæmninger, men er ikke sikker på, at det var helt på den måde, mine veninder mente det.

Nytårsaften blev holdt i selskab med gode venner, deres venner og mig, som det ensomme reservehjul. Det var egentlig ikke en svær beslutning, for da jeg kiggede på den fede hankat, der lå krøllet sammen og sov på yndlingspladsen, var det helt tydeligt, at han vitterlig ikke ville savne mit selskab uanset, hvilken dag det var. Så jeg endte med, til min store fortrydelse, at tage af sted. Det kommer jeg tilbage til.

Jeg havde selvfølgelig kæmpe tøj-krise. Hverken økonomi eller tid var til nye investeringer, så der skulle graves dybt i garderoben. Det var jo ikke lige frem, fordi der var lagt op til en aften med mulighed for scoringer, men omvendt ville jeg jo gerne tage mig lidt godt ud, – selvom jeg var det sørgelige påhæng. Jeg fandt et par sorte nederdele, og så var det jo bare at vælge om det skulle være kort sort, lidt sort eller meget sort. Note til self: Nytår = Ny stil og nyt tøj. Vægten sagde, jeg vejede det samme som altid, men syntes godt nok tyngdekraften havde omrokeret kiloene her på det sidste, og det var IKKE til det bedre! Nederdelen sad noget stramt, og lavede ligesom en ekstra mave over den højtaljede ligning, hvor kom den fra? – Skjorten sad om muligt endnu strammere, og lavede sådan et fint, lille kighul indtil babserne, som skvulpede lystigt rundt i bh’en. Ja bevares, den skulle nok ha’ været et nummer større, altså både skjorte og bh! Selvfølgelig var det hele sort i sort, ingen vilde farver her, dog havde jeg piftet lidt op med pailletter hist og her, i dagens anledning.

Aftenen strøg af sted uden de store nævneværdige oplevelser. Det startede egentlig ret tungt og kedeligt. Ingen kendte hinanden. Man ser hinanden an, snakkede med dem man allerede kendte osv. Jeg selv havde dog rigeligt at se til med at holde mit muligvis uheldige antræk på plads; nederdelen kravlede op, og skulle holdes nede, og babserne, ja, de skulle holdes inde.

Der blev smidt lidt selskabslege hist og her, og en gang ’Gæt og Grimasser’ i mit outfit, løftede utvivlsomt stemningen lidt. Det var en broget flok af folk, som var samlet, der var flest par, og enkelte singler. Som festen skred frem, og i takt med promillerne steg, endte vi alligevel med at blive bedzstesste venner alle sammen. Må jo nok erkende, at jeg ikke ligefrem holdte mig tilbage med alkoholen. Kedsomheden tog over og tømte det ene glas efter det andet. Jeg var jo længe forbi punktet, hvor jeg på lovligvis kunne køre hjem, og vi manglede jo trods alt stadig at hoppe ind i det nye år, kl. 12.00. Den tradition skal holdes; Man hopper ind i det nye år!

Det sidste jeg husker derefter er, at jeg tænkte: ”Jøses, der er længe til rådhusklokkerne ringer…” – Der blev sort skærm. Klip til; Det næste jeg husker er, at jeg lå med hovedet i toilet-kummen og brækkede mig, i mens en sød, men ukendt fyr holdt mit hår.

Det der akavede øjeblik, hvor situationen rammer én, og jeg netop ville ønske, jeg var blevet hjemme hos min fede kat; Jeg lå med hovedet i toiletkummen, med selskab af en fremmed mand. For fanden da! Helt ærligt, jeg er bare så forfængelig på det punkt, INGEN skal se mig sådan, heller ikke mine veninder. Fuld af skam, stadig med hovedet i kummen, spurgte jeg grådkvalt, Hey! hvorfor er man egentlig SÅ ynkelig, når man er fulde-syg? Nej, det var ikke det jeg spurgte om, jeg spurgte om vi kendte hinanden, det andet var blot en indskudt tanke. Fyren forsøgte at trøste mig, men da han svarede ”Nej…” hylede jeg fuldstændig utrøsteligt. ”Hvorfor ikke?!” Hulkede jeg. Hans korte, men meget ærlige svar, var at vi jo ikke havde mødt hinanden før nu? Med våde blanke øjne, mascaraen løbende ned ad kinderne, formentlig lidt bræk i mundvigene, og måske også lidt i håret, kiggede jeg ham dybt i øjnene, og bekendtgjorde med største hengivenhed, hvor inderligt jeg ville ønske, at vi kendte hinanden. Han smilede overbærende til mig, og spurgte, om han skulle finde et sted jeg kunne sove den lidt ud. Straks beskyldte jeg ham for beskidte bagtanker, og formanede ham, at der var nul sex på første date, det siger mine veninder selv! Han undlod høfligt detaljen om daten, og lovede højt og helligt, at han var en god fyr, uden den slags hensigter. Mit temperament farede op og ned, fra ydmyg og undskyldende, til vred og spydig. Jeg husker fyren, som utrolig utålmodig. Da jeg endelig, efter guderne må vide hvor mange glas vand, endelig, var klar til at blive puttet, tog fyren mig under den ene arm, og fik bakset mig på husets første sal, hvor der var gjort klar til mig i gæsteværelset. Jeg husker turen op ad trapperne, som en heftig bølgegang på Oslo-båden. Det har ikke været nemt for den stakkels mand at slæbe mig hele vejen op. Jeg blev puttet, og instrueret i, hvor vandglas, og brækspand stod, og fyren, gjorde klar til at rejse sig og gå, da jeg greb hans hånd ”Du må ikke gå før jeg sover, vel?” sagt med ynkeligste barnestemme. Han satte sig eftergivende på sengekanten og holdt min hånd. Jeg mærkede trætheden overmande mig, og jeg lod øjnene glide i. I selv samme sekund lød det højt i kor nede fra stuen: ”GODT NYTÅR!!!” Klokken var altså tolv.

”Jamen, så godt Nytår, da…” mumlede jeg fra dynen, i mens jeg klemte trygt om den fremmede mandehånd.

Senere på natten blev jeg vækket af min veninde og hendes mand, der fik mig med i en taxa, og kørte mig hjem. Fyren har efterfølgende skrevet en sms og spurgt, om jeg er blevet ædru, og om jeg er okay. Jeg har ikke svaret, er for flov, aner ikke, hvad jeg skal sige, tiden er vel også lidt forpasset til at svare på om jeg er blevet ædru?

Ofelia

Ofelia

- Ofelia

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Lis

    Nøøøøøj hvor er det synd for dig, stakkels dig, der ikke engang tør svare ham….. er du et lille barn? NOT – så fingeren ud og se at få svaret ham – er det svært? Så nøjes da med at sige “tak” i første omgang. Livet er sgu for kort til sådan en gang pylderi, du leverer – men så godt nytår da 😉

    1. Ofelia

      Hej Lis, tak for din besked. som du kan læse i mit nyeste blogindlæg, så svarede jeg ham, endeligt ;O)

Skriv et svar

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg