Jeg har altid været en af de piger, som elsker for meget.

Husker i tiden? Med arto? Det en der vi skal tilbage til ..

Usikkerhed! …  Det var mig. Dengang.. I folkeskolen, hvor jeg aldrig følte mig som en del af fællesskabet og hvor jeg egentlig kun havde 1 rigtig veninde.
Der var ikke rart at være og så snart jeg havde mulighed for det, så blev jeg hjemme.

Jeg husker de morgener hvor jeg med stor nervøsitet cyklede igennem stien, den samme sti, som jeg også følte at jeg kunne gemme mig på. Den lå ud til den store vej, som førte hele vejen til skolen, men godt dækket af de storetræer, så der kunne ingen spotte min usikkerhed. Jeg ved egentlig ikke hvad det var jeg var så usikker over. Jeg er ikke blevet mobbet, og selv om jeg ikke følte mig som en del af fællesskabet, så var der stadig plads til mig.
Jeg vidste, at når jeg nåede frem til skolen og havde sat cyklen og skulle over i skolegården sammen med de andre, så ville folk stå i grupper og kliker, indtil klokken ringede og jeg vidste bare aldrig helt, hvilken gruppe jeg tilhørte. Jeg var der dog, men følte mig altid dårlig tilpas. Først her efter jeg er blevet voksen, kan jeg se tilbage og forstå, at alle de følelser jeg ikke kunne være i den gang og som jeg ikke rigtig forstod, var usikkerheden. Den sorte sky, som dagligt hang hen over hovedet på mig og som frarøvede mig en hver mulighed for, at folk i virkeligheden fik at se hvem jeg var.

Derudover var jeg ikke stærk bogligt og jeg hadet alle andre fag, udentaget dansk. Dansk var jeg god til, men jeg havde en dansklærer som ikke troede på mig og som aldrig synes, at det jeg gjorde og lavede, var godt nok. Mit engelsk var rigtig godt, men det sås kun skriftligt, da min usikkerhed igen kontrollerede mig når vi kom til det sproglige. Jeg har altid kunne snakke engelsk næsten flydende når jeg var alene, men klappen gik ned så snart der var andre.

Allerde den gang var det ‘de smarte fyrer’ der fangede mig. Dem som var skaldet, eller ikke havde ret meget hår på hovedet. Dem med tattoveringer og de store trøjer og hængerøv, for sådan skulle man jo gå klædt den gang. Jeg havde en følelse af, at de var beskytteren og så påtog jeg mig “redder” rollen. Det er altså også noget som jeg først kan se, den dag i dag.

Kan I huske hjemmesiden som hele Danmark var på – Arto? Det var der jeg stødte på den første “bad guy” og ham som endte med, at ødelægge mig rigtig meget. Vi kalder ham L.
Jeg var 17 år og mit forhold til min rigtige første kæreste, var lige slut.

Han var ikke fra byen. Han boede i Jylland og rent faktisk, så boede han hos en slags plejefamilie. Jeg skulle siden hen finde ud af, hvordan mit liv skulle til at ændre sig.
Vi skrev sammen meget længe husker jeg. Et lille års tid. Jeg havde fortalt min mor om ham og hendes alarmklokker lyste jo allerede. Naturligvis.
I hele perioden jeg skrev med L, stod jeg også og skulle flytte hjemmefra. Ikke noget jeg overhovedet havde lyst til, men som jeg godt forstår at min mor ønskede. Jeg var ret rebelsk teenager.

Jeg fik min egen lejlighed og kontakten med L fortsatte. Vi var to teenager som var overbevist om, at vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende, så næste skridt måtte jo være at han flyttede ned til mig. I min et værelses lejlighed. På daværende tidspunkt havde L og jeg ikke mødt hinanden endnu.
Jeg husker at jeg snakkede i telefon med en som var L’s kontakt person og snakkede også med familien havde boede hos. De skulle være sikre på, at jeg ønskede at L kom ned og boede hos mig – for jeg , som 17-årige vidste jo helt sikkert hvad jeg gik ind til, det klart. Forstår ikke hvordan kommunen kunne handle på den måde de gjorde og lade beslutningen være op til os. Fuldstændigt uhørt! L var hvor han var, af en årsag. Han havde haft og havde stadig et misbrug, voldelig adfærd og den slags. Men det kunne jeg jo bare hjælpe ham med. Jeg skulle nok få han på rette spor og ændre hans liv. Godtroende, flyttede L hjem til mig, ikke ret lang tid efter jeg havde fået min lejlighed.

Virkeligheden begyndte så småt at banke på, da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne styre L’s handlinger og jeg pludselig var gået fra at have en masse ungdommelige bekymringer, til rent faktisk at leve et liv med oprigtig bekymring for, hvordan det hele skulle gå.
Når jeg sidder her og skal skrive om det nu, er jeg overrasket over hvor lidt jeg husker, for husker alt andet. Men det føles tåget. Uklart. Min hjerne har nok forsøgt at “viske” de dårlige minder ud.

L gjorde præcis hvad der passede ham, når det passede ham. Han var dog også sød, bevares, de sider havde han jo flest af, det var i hvert fald hvad jeg prøvede at bilde mig selv ind. Men han passede på mig. Han fik mig til at føle mig beskyttet, ironisk nok og det var der jeg havde ledt efter. Men L kunne blive sur og faktisk også voldelig. Her husker jeg specielt en episode, men jeg husker ikke hvorfor han blev sur.

Han råbte altid så højt og denne dag, nok højere end han havde gjort før. Han smed rundt med tingene og naboerne begyndte at reagere. Dog gjorde de ingenting, da jeg råbte

jeg råbte at jeg havde brug for hjælp. Rigtig mange gange den dag, tænkte jeg på, hvad det var jeg havde rodet mig ind i. Hvem var han overhovedet, ham L? Han skulle jo ellers komme herned til mig og fuldende mit liv. Ikke ødelægge det.

Jeg husker jeg forsøgte at slippe væk fra ham efter han kastede med mine ting i lejligheden. Men hvor skulle man flygte hen, i et et værelses lejlighed på 25 kvm. Ud på badeværelset. Der gemte jeg mig, låste døren og satte mig så langt over i hjørnet af brusekabinen som jeg kunne komme. Jeg kunne høre ham. Hans trusler. Jeg skulle lukke op. Men jeg turde ikke. Jeg var så bange! Sad som stivnet i hjørnet og stirrede på låsen, for jeg vidste, at om lidt ville den gå op. På en eller anden måde, vidste jeg at han nok skulle komme ind – og det gjorde han.
Da han så at jeg sad der, satte han sig bare koldt ned på toilettet. Han tændte for vandet, husker det var rart varmt. Han sagde en masse onde, kolde og kyniske ting, men igen så husker jeg ikke hvad. Han havde brugt en kniv til at dreje låsen op ude fra og den kniv havde han med ind. Han lagde kniven mod mit ben og jeg husker at jeg råbte, at han var syg i hovedet. Kold som han var, begyndte han at snitte i mit skinneben – ikke dybt, men jeg fik mærker. Smerten husker jeg ikke. Jeg sad der. Som stivnet. Vandet løb og foran mig sad en psykopat. Jeg var slet ikke i tvivl.
Hvad han ellers havde gjort ved mig den dag husker jeg heller ikke, men det må have været voldsomt, for jeg husker at jeg ringede til min mor og hvad der skete imellem der og til jeg stod oppe på politistationen med begge mine forældre, det husker jeg overhovedet ikke. Min far var kørt ned til mig. Den gang var han selv betjent. Han var kørt fra Hillerød til Nakskov, på 1,5 time – jeg aner ikke hvordan han gjorde det, jeg er bare glad for at han var der.
Jeg skulle både på politistationen og skadestuen. Husker ikke jeg var på skadestuen. Jeg husker heller ikke at jeg fik tager billeder. Jeg husker dog, at jeg fik er tilhold med L. Et tilhold som senere skulle vise sig, slet ikke at være “nødvendigt”.
Jeg tilgav L. Det ville jo ikke ske igen. Han skulle nok få hjælp nu og så ville det hele blive godt. Det var der slet ikke tvivl om. Hvad mine forældre tænkte, kan du nok regne ud.

Hele den her oplevelse med L, skulle tage mig i hvert fald et godt års tid at komme ud af og først da L forlod byen, så jeg ham aldrig igen. Den dag i dag er han førtidspensionist fordi han er så ødelagt af hans tidligere misbrug, men hvor han bor henne, det ved jeg ikke. Forhåbentlig rigtig langt væk.

Tak fordi du læste med. Næste gang vil jeg fortælle om ham som kom og reddet mig fra L. For han måtte jo være bedre, den eneste ene. Han forstod mig. Han passede på mig. Men det gjorde L jo også……

KH

De kærligere hilsner,
Mette 

Like & Share

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. 💖💖

    1. 🙏🏼💐

  2. Puha hård læsning 😢❤️

    1. 💐💗

    1. 🙏🏼❤️✨

Skriv et svar

Luk Menuen