Kommentarer til: Når x’erne fra fortiden spøger

Af: Brian

Brian — Wed, 10 Jan 2018 00:54:37 +0000

Hej Rikke Super godt skrevet.. jeg kan også huske det med følelser, når mor var sur på far, efter for mange øl i garagen. eller når de pjattede over opvasken.. Nu er jeg alene med min 9 årige søn, som jeg har fuld tid.. min ex og jeg har det ok med det.. Jeg var heldig at hun som 37 årig lige pludselig opførte sig som 18 og ikke havde tid til et barn.. Jeg er meget opmærksom på det følelser min søn har, for hører jo tit fra ham, når han skal på weekend hos sin mor, at han vil ikke der hjem for hun har ikke tid til ham. Selv om det er hårdt at være alene far ville jeg ikke bytte det for noget… Kh Brian

Af: Rikke

Rikke — Wed, 10 Jan 2018 00:53:59 +0000

Som svar til Karina. Hej Karina, Tak for din kommentar og fordi du også delte. Hvor er det dejligt at det for dig er fortid - og at I fandt hinanden i det hele. Stort tillykke med din familie Super fedt at du valgte at lære noget af drt og at du fik noget positivt ud af det, så at sige. Tak fordi du delte. Kh Rikke

Af: Karina

Karina — Wed, 10 Jan 2018 00:53:30 +0000

Kære Rikke Hold nu op hvor kan jeg spejle mig i så meget af det du skriver , men det høre heldigvis fortiden til . Den fortid som netop var ved at ødelægge mig og min den gang nye kærlighed ( vi har nu været sammen over 11 år), netop fordi jeg var så ekstremt mistroisk efter ,at være ført så meget bag lyset af en tidligere kæreste, så jeg tog svigtet med i mit nye forhold .Jeg turde helt enkelt ikke stole på nogen , eller lade nogle komme helt tæt på mig, fordi jeg var så bange for at havne i samme situation en gang til. Det var en virkelig lang process at skulle igennem, og krævede for mit vedkommende også hjælp udefra . Set i bakspejlet har det bare også lært mig en masse , så intet er vel så skidt at det ikke er godt for noget . Jeg blev ihvertfald efterfølgende meget mere bevidst om hvad jeg ville ha og ikke ha, samt fik tildels lært at sige fra.Jeg lærte at sige til mig selv havde x ikke behandlet mig sådan, så havde jeg heller ikke haft det som jeg har i dag , og det vil jeg ikke bytte for noget i verden , nemlig min lille familie

Af: Rikke

Rikke — Wed, 10 Jan 2018 00:52:32 +0000

Som svar til Camilla Kinnerup.

Hej Camilla, Tak for din meget fine kommentar. Og du har bestemt ret i meget af det du skriver. Det er ved at være en del år siden jeg selv kæmpede med den slags spøgelser fra fortiden. Som du selv siger, så har man en naturlig mavefornemmelse – og den er jeg enig i at man skal lytte til… Hvis man dog har styrken til at hænge lidt i, kan det være det hele løser sig… Det kræver noget arbejde fra modpartens side, hvis det er ham eller hende som har spøgelser på besøg. Det et must faktisk.. Men indlægget skrev jeg mere objektivt omkring emnet – fordi jeg tænker at det er relevant for mange 🙂 Tak for din kommentar! KH Rikke

Af: Camilla Kinnerup

Camilla Kinnerup — Wed, 10 Jan 2018 00:50:28 +0000

Kære Rikke. Mine egne erfaringer, (som kræver benhårdt arbejde siger jeg lige med det samme) på det her med fortids X’er er – accept af egen fortid der ikke kan ændres. Man må lære sig selv ikke krampagtig at forsøge at holde fast noget der ikke længere er, men vigtigst er tilgivelse. Tilgivelse af det menneske der har gjort en ondt og ikke mindst tilgivelse til sig selv fordi man måske blev for længe i noget der ikke var sundt. Ja ja, hurra hurra det er nemmere sagt en gjort. Jeg sagde heller ikke at jeg selv har gjort det over natten vel 🙂 For det har jeg ikke. Jeg har arbejdet meget intenst med mine egne dæmoner de sidste godt 4 år. Jeg er nået meget langt, men er ikke i mål vel. Jeg vil dog sige, at det stykke jeg er nået har givet mig en enorm følelse af befrielse og følelsen af at kunne ånde friere. Det næste jeg har løst til at sige er at man meget hurtigt, midt i alle de der lækre følelser man flyver rundt når man lige møder en der er lidt sød og lækker ik, alligevel må forsøge at lytte efter de der mavefornemmelser der sjældent tager fejl. For er den andens udfordringer så store at man har løst til at være hende – eller ham- der hjælper vedkommende med at løse dem? Mit sidste forhold var i foråret – en stormende forelskelse. Havde han sagt “Skat, vi flytter til månen” havde jeg sagt “ja hvornår”. Men da vi løb ind den konflikt der blev vores endeligt gik det op for mig. At uanset hvor højt jeg elskede ham der, for det gjorde jeg virkeligt, var jeg ikke hende der hverken kunne eller ville stå model til hans udfordringer som han havde med sig fra sin fortid. Jeg er en “voksen pige” på 45 år. Jeg har lært hvordan man kommunikerer med hinanden også i konflikt situationer og flere detaljer deler jeg ikke lige om det forhold :-). Pointen er i virkeligheden bare at man skal huske et lytte efter det der der også sker i maven ik når man er på “Cloud nr. 9”. De bedste hilsner, og pøj pøj med det hele – Camilla