Kan man elske en voldelig mand?

… Da jeg var 17 år, mødte jeg min søns far for første gang. På det tidspunkt og i mange år frem, så jeg ham kun som min bedste ven. Vi lavede alt sammen. Boede sammen i en periode også og tilbragte stort set, alle døgnets 24 timer sammen.

Jeg havde allerede den gang set bider af hans temperament og oplevet ham da han var værst. Men jeg holdet af ham alligevel – ingen er jo perfekte.

Da jeg efter nogle år og endnu et dårligt forhold senere, begyndte at få følelser for ham, vidste jeg at det var nu eller aldrig. Enten gik jeg all in, eller også gjorde jeg det slet ikke. Men jeg måtte give det en chance og se hvad det kunne blive til. Han havde ønsket forhold med mig, næsten allerede fra start, så han var selvfølgelig glad for at hans følelser nu var gengældt.

Der gik kun 1 måneds tid, så blev jeg gravid med min søn. Planlagt ønskebarn fra begge sider 

På daværende tidspunkt havde vi en sund relation til hinanden og jeg havde aldrig troet, at vi skulle ende op hvor vi gjorde.

Som jeg sidder og skal skrive det her, går det op for mig hvor meget min hjerne har lukket ned for den her periode i mit liv. Forsvarsmekanismen – når vi oplever ubehagelige ting, så lukker hjernen ned og forsøger at glemme hvad der er sket. Det har min i hvert fald gjordt og der er meget jeg ikke husker. Men jeg skal gøre mit bedste ..

… Når vi havde vores kontroverser, var jeg god til at køre tingene videre – også selv om jeg kendte til hans korte lunte. Dog havde jeg ikke selv følt det på egen krop, men kun set hvordan det kunne gå ud over fysiske ting. Men det skulle jeg snart få at mærke.

Jeg husker ikke hvordan vores skænderi startede den dag, men jeg husker at jeg sad på gulvet i vores lejlighed og ordnede noget. Husker ikke hvad – da der kommer en kop flyvende forbi mit hoved og var tæt på at ramme mig. Jeg var gravid med min søn og ca 4 måneder henne. Det var egentlig der at det gik op for mig, at han ikke kunne styre sig, ej heller over for mig, når han blev gal. Jeg mener, han kastede jo en kop efter mig. Mig som var gravid, med hans barn i maven. Hvad hvis han havde ramt maven?

Han sagde altid undskyld bagefter og græd meget. Han fortalte vores fælles venner hvad der var sket de fleste gange, eller i hvert fald hans version, for det var aldrig sandheden de fik og hvad de ikke har måtte tænke. Men jeg blev jo hos ham, så så slemt kunne det vel ikke være?

Der var løbende i de år, masser af episoder hvor hans temperament løb af med ham og det gik mere og mere op for mig, at jeg levede i et usundt forhold.

Den ene løgn blev til to løgne, blev til 3 osv. Det fortsatte i uendeligheder og min tillid blev totalt brudt gang på gang, men jeg holdt ved. Jeg gik fra ham flere gange, men gik altid tilbage. For det virkede jo som om, at nu havde han virkelig forandret sig. Det havde han bare ikke.

Da min søn kom til verden, var han sjældent hjemme. Han arbejdede i København og vi så ham kun i weekenderne. Når han så var hjemme, prioterede han vennerne højere end os. Jeg stod stort set alene, men jeg klarede det pisse godt! Jeg blev færdig med min HF, imens jeg var på barsel, så jeg var stolt og det er jeg stadig den dag i dag – at jeg klarede det og så med en baby der ikke sov om natten. #Mompower 

Episoden som for alvor gjorde at jeg gik fra ham, husker jeg dog så klart.

Vi var sammen med et vennepar i vores nye hus. Vi lavede god mad og fik nogle drinks. Min søn blev passet af sin mormor, som boede på samme vej, så det hele var trygt og skønt og en fantastisk aften var i vente – jeg havde glædet mig helt vildt!

Allerede derhjemme inden vi tog i byen, havde alkoholen ramt “A” som den altid gjorde. Den forandrede ham – hver gang! Vi hyggede os dog alligevel og endte også med at tage i byen.

Her var der en gut som kom til at gå ind i “A” og med alkoholen pumpende i blodet og et temperament som en okse, måtte det jo ende galt. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at der ikke skulle opstå en konflikt og jeg fik heldigvis ro på “A” og kunne ånde lettet op.. 

Da vi gik hjem fra byen, begyndte han at spørge om hvorfor jeg blandede mig og sagde en masse usammenhængende ting, som slet ikke gav mening. Jeg prøvede at ligge låg på, men kunne godt mærke at situationen eskalerede , så jeg valgte at holde min mund og bare gå videre. Han kom gående truende hen i mod mig og begyndte at sige en masse ting, husker ikke hvad, hvorefter han bukker mig ned mod jorden, kaster mig ind i en hæk. Hiver mig op og kaster med ned på fortorvet igen. Først på højre side – så venstre side og tilbage igen. Han råbte og skreg og kastede mig ind i en busk i en have og det vækkede familien. De kom ud og spurgte hvad der skete og jeg bad dem om hjælp. Han var gået i forvejen, for han ville gå hjem og hente vores søn og smadre min mors hus. Jeg var rædselsslagen. Jeg bad dem ringe til politiet og pegede på vejen hvor vi boede. Jeg løb alt hvad jeg kunne for at kunne nå at stoppe ham, inden han ville flyve ind i min mors hus. Da jeg nåede til hendes hus, var alt lys slukket og jeg vidste, at han var gået hjem. Jeg husker jeg frøs. Lige der, på fortorvet. Ude foran min mors hus, hvor jeg kunne stå og kigge over på vores eget. Der var helt stille. Tårnene trillede og jeg rystede. 

Der gik ikke længe før politiet kom. De kørte forsigtigt. Lyste med lygterne for at se, om de kunne se hvad der foregik. De så ingenting og kørte igen. Jeg gik forsigtig over til os selv , hvor jeg kunne se “A” stå i forhaven og i næste øjeblik, hører jeg en rude knuse. Han havde kastet en vandkande af stål, igennem køkkenvinduet og den kolde vind fossede ind. Det fik mig til at gå ind i huset til ham, trods jeg var så bange. Han mødte mig i vores gang , hvor han igen flippede helt ud. Sagde en masse usammenhængende ting. Det næste jeg husker er, at han ligger mig ned på en bænk vi havde stående i gangen, han tager kvælertag på mig – hans øjne er totalt sorte og jeg husker, at han slipper lige inden jeg besvimer. Han slog mig i hovedet men jeg fik alligevel hevet mig selv ud i køkkenet og skrevet en hurtig besked til min mor om, at det var helt galt. Han ser jeg skriver og tager min telefon og kaster ned i gulvet, så den smadrede i tusinde stykker. Herefter fortsætter han ellers slavisk rundt i stuen med at vælte alle reoler , hive tv’et ned fra væggen og kaste det i gulvet så rammen smadre i tusinde stykker. Pludselig står min mor i køkkenet og spørg hvad der sker. Jeg kan ikke forklare , kan ikke få et ord ud af min mund. Jeg ryster. Kan mærke min krop reagerer da jeg ser hende og jeg ryger ud på toilettet og kaster op. Min krop kører på højtryk! 

Imens snakker hun med “A” og får ham beroliget og da jeg kommer ud fra toilettet er han gået. Vi ved ikke hvor han, men han var væk. Jeg stod helt stivnet. Vinden blæste ind igennem køkkenvinduet, glasskår alle vegne og blod fra hans hænder. Min søn sov med hans moster – trygt, på den anden side af vejen. Heldigvis! Jeg får snakket med politiet og meldt ham for vold og beder om tilhold. Nu kunne jeg ikke mere. Politiet ringer så senere næste dag og fortæller at en borger har henvendt sig til dem, da de har fundet nogle af “A”s ting ved en Å, lidt fra vores hjem. Han var død tænkte jeg. Det var han ikke. Han havde sovet der. Og en havde fundet hans ting og fundet det mistænkeligt og henvendt sig til politiet. 

Senere kom han tilbage i huset og han snakkede med min mor. Jeg husker jeg næsten ikke turde gå ind i stuen, men det gjorde jeg alligevel. Min mor havde fundet ham over i huset næste dag, siddende i et hjørne under en dyne , hvor han bare græd. Han huskede ingenting. Intet og forstod slet ikke hvad der var sket. Jeg vidste den var helt gal. Han blev senere den dag hentet af sin familie hvor de fik ham tilset. Tiden efter var frygtelig! De mørke aftner hvor hvert er vindpust som fik bladene uden for til at bevæge sig, gav mig sæt i kroppen. Jeg var dybt paranoid og turde ikke være alene. Det var jeg dog og hverdagen med min søn fortsatte. Han skulle intet mærke til noget, så jeg forblev stærk. Som jeg altid gjorde. 

Jeg havde løbende kontakt med ham, pga vores søn, men som altid så han kun ham i de perioder hvor han havde det godt og det havde han ikke så meget af tiden. Jeg fik efterfølgende en ny kæreste efter ham, som vi flyttede hjem til. Det var et rent mareridt, da “A” ikke ville lade os være i fred. Han arbejde på samme vej og gik forbi huset flere gange. Spyttede på vinduerne. Fuldte efter mig når jeg handlede – husker en gang han gik efter mig i Netto. Da han gik forbi mig inde i butikken, snottede han mig lige i ansigtet, hentede sin mælk og stillede sig i kø. Jeg kunne ikke være i fred for trusler og beskederne væltede ind. 

Jeg snakkede med politiet flere gange og fik tilhold på ham igen. Forholdet til min daværende kæreste gik i stykker. For meget uro , så det stoppede og min søn og jeg flyttede i en rigtig fin lejlighed – også her i byen. Vi fik ro på og havde det skønt! Som tiden gik, fik jeg stille og roligt stablet et forhold til “A” på benene igen og han begyndte at se vores søn igen. Han virkede forandret. Rolig. Jordnær. Han boede nu i Nykøbing og virkede stabil over en længere periode. Jeg kunne mærke mine følelser for ham kom tilbage og vi tilbragte mere og mere tid sammen. Som tiden gik, blev vi enige om at give forholdet en ny chance og vi fik hus sammen og jeg glædede mig til, at nu skulle min familie være sammen igen. Min søn skulle have sin far hver dag igen og det hele skulle nok gå.. 

Vi flyttede i det dejligste hus , men der gik ikke længe før jeg kunne mærke, at der var noget der ikke var som det skulle være. Her var “A” ikke voldelig – af hvad jeg husker, men han prioterede igen andre højere end os og var sjældent hjemme. En dag spurgte jeg ham om han var sikker på, at han ikke havde en anden – det var han, men han synes bare ikke, at vi skulle være sammen længere. Det knuste mig fuldstændig. Jeg tænkte, det er ikke rigtigt. JEG gav dig en chance , nu vælger DU mig mig fra? Jeg forstod ingenting. 

Vidste der var noget mere i det og til sidst indrømmede han. Hende fra hans skole som jeg hele tiden havde haft en dårlig fornemmelse omkring, var han nu sammen med. Og samme dag, tog han hjem til hende .. han kom aldrig tilbage og flyttede derefter sammen med hende til Sjælland. Jeg forstod intet. Men jeg accepterede det. 

Han gav slip på mig. Det var det der skulle til. Jeg følte mig fri og vidste nu, at det var hende som fik hans problemer. Det var lettende, men jeg var ked af det på min søns vegne og nervøs på hendes! Jeg accepterede deres forhold og tog i mod hende. Hun skulle trods alt have min søn i hendes liv, så jeg ville gøre mit for, at det hele blev så positivt som muligt og det gik også rigtig fint .. i hvert fald i de perioder hvor “A”var der for vores søn. … 

Men jeg elskede en voldelig mand. Også selv om folk omkring mig sagde, at jeg ikke gjorde. Han var og er for evigt, min søns far og det kan ingenting ændre på. 

Tak fordi du læste med. Næste blogindlæg, åbner stille og roligt op for et nyt kapitel og en ny fortsættelse … 

 Kærlig hilsen Mette

De kærligere hilsner,
Mette 

Like & Share

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 5 kommentarer

  1. Puha Mette 🙁 det gav mig godt nok kuldegysninger og tåre i øjnene <3 godt du er kommet ud af det, du er filme en stærk tøz

    1. Tusinde tak ❤️❤️

  2. Tak fordi du tør dele det – du er modig. Det er ikke alle der når til det punkt.

    1. ❤️❤️❤️

  3. Kære Mette,
    Desværre forandre mennesker med narcissistiske og psykiatriske træk sig kun for en stund… Deres andet “jeg” vil altid stå i kulissen, klar til at poppe op som en trold i en æske 💀 …og det sker❗…spørgsmålet er bare altid 👉 HVORNÅR ⁉️

    What doesn’t kill you makes you stronger ❤💪
    Længe ♡ Leve ♡ Livet – YOUR WAY ❣
    Kærlig hilsen
    Bettina

Skriv et svar

Luk Menuen