Mit liv med stress (del 1)

Stress er ikke en svaghed…

Du har været stærk og klaret alt for meget for længe.

Jeg er pt ramt af overbelastning igen, også kaldet stress med et andet ord. Det er ikke første gang, at jeg er her i mit liv. Jeg har indenfor de sidste 4 år af mit liv oplevet stress med dertilhørende sygemelding 3 gange.

Alvorligt syg og dårlig samvittighed

Jeg har været virkelig alvorligt syg, med så mange mange helt vildt voldsomme kropslige reaktioner over så lang en periode, at jeg virkelig blev syg. Første gang stressen for alvor ramte mig var, da jeg over en længere periode både havde et kæmpe arbejdspres med mit almindelige arbejde, læste et ekstra linjefag ved siden af mit arbejde, var fuldtidsalenemor for mine to børn, med en exmand, som stille og roligt optrappede vores konfliktniveau fra et velfungerende samarbejde til slet ikke at ville se sine børn i 2 år! Jeg kæmpede på alle områder af mit liv, for at holde næsen oven vande. Oven i dette gik jeg fra min kæreste, og var nu helt alene om alt. Og jeg kunne intet. Jeg kunne ikke lave mad (vi levede af pap-pizza og pommes frites), jeg kunne ikke tage mig af mig selv eller mine børn, jeg kunne ikke vaske tøj og gøre rent, jeg kunne ikke gå til psykolog i starten pga angst, jeg kunne bare sove, græde, spise og se tv. Jeg var en virkelig dårlig mor i denne her periode af mit liv. Jeg kunne ikke tage mig ordentligt af dem, og jeg ved de har lidt svigt i denne periode. Jeg råbte af mine børn i afmagt og frustration. Men jeg gjorde det så godt jeg kunne, ud fra de ressourcer jeg havde på daværende tidspunkt, som jo var helt i minus. Det lille plus jeg så dog trods alt havde, det prøvede jeg at bruge positivt på dem. Mit arbejde hev i mig, og jeg fik ikke den ro mit nervesystem havde brug for. Jeg følte et kæmpe pres i mange mange uger, før min psykolog sagde til mig. ”Prøv at hør her Mette, du skal ikke have dårlig samvittighed. Det skulle du kun hvis du kunne gå på arbejde, men det kan du ikke. Hvis du havde 40 i feber, så ville du jo overhoved ikke overveje om det var ok du var syg og ikke gik på arbejde…. Du er syg, og du skal være rask igen, før du igen kommer tilbage på dit job”. Her gik det op for mig for første gang, at jeg måtte stoppe med min dårlige samvittighed og stille og roligt begynde at fylde mig selv op med god energi igen. Det tog lang tid, at nå bare dertil bare at acceptere, at jeg rent faktisk var virkelig syg og mit arbejde bare var et arbejde. Jeg havde gået på arbejde hver eneste dag i ¾ år, og haft kvalme og nogle morgner kastet op, men taget afsted alligevel. Ignoreret min krop på fuld skrue. Til sidst kunne jeg ikke smile, jeg kunne ikke mærke en skid for at sige det ligeud. Men stille og roligt, mærkede jeg i bittesmå skridt, at jeg igen fik lidt mere energi og igen kunne mærke mig selv og min krop.

Bryd tabuet – tal om det

Det her jeg beskriver nu, ligger 4,5 år tilbage i tiden i mit liv. Og jeg deler noget af min rejse med jer nu, fordi jeg er klar til det, og fordi jeg ved, at der er andre, som måske sidder i samme eller en lignende situation, som mig lige nu, eller har gjort det. Jeg tror på, at vi ved at dele åbent, kan få sårbare temaer og tabuer, som fx at stress, det er noget svage mennesker får, til at blive manet til jorden.

Hvad sker der, når du får stress?

Stress sker for os mennesker, fordi vi har fået en overbelastningsskade, på baggrund af, at vi har klaret for meget for længe.En kortvarig stressreaktion, er i bund og grund en meget vigtig del af vores kropsfunktioner. Den kan fx fortælle os, at der er fare på færde, og vi skal kæmpe eller flygte hvis vi udsættes for noget farligt. Den kan også hjælpe os, hvis vi kortvarigt udsættes for et pres, som kræver noget ekstra af os, fx på vores arbejde. Men vores hjerner og kroppe kan i længden ikke tåle, at blive udsat for en stor mængde stresshormon (cortisol), så vil kroppen sende stærkere og stærkere signaler og symptomer på, at du skal holde op med at stresse, og slappe af. Hvis ikke du lytter til din krop, ja så fortæller den dig det til sidst så voldsomt, at du enten kan risikere at få et hjerteanfald (worst case) eller du kan blive lagt ned af andre årsager, og i mit tilfælde udviklede jeg angst. Jeg blev desværre ekspert i at ignorere og fortrænge min krops signaler, så den dag i dag, så nøjes min krop ikke kun med at sende små signaler, hvis jeg stresser, den ligger mig ned med det samme, fordi den har lært, at jeg ikke lytter efter.

Hvad har jeg lært?

Det er jo både godt og skidt, kan man sige. Det har lært mig en masse om mig selv, men på en virkelig hård måde. Kunne jeg have lært det på en anden måde? Jeg er ret sikker på, at svaret på dette er nej, helt sikker ikke. Jeg har altid været hende, som havde 3-4 jobs, arbejdede og arbejdede og havde mega travlt og følte jeg skulle klare det hele. Nu har jeg lært, på den hårde måde, at jeg skal ikke klare en SKID, og jeg er kærlighed, du er kærlighed og vi blot er små majonetter både af vores opvækstvilkår, samfundets struktur og vores egne tårnhøje forventninger til os selv. Når du lære at slippe noget af dette, så mærker du en indre frihed, ro og kærlighed. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og jeg sidder nu lidt i kattepinen igen, fordi jeg bl.a. har knoklet for meget for længe igen, og ikke lyttet til min krop. Så nu er jeg her lige et smut igen. Hej stress! Men nu kender jeg den, og denne gang har jeg formået at sige stop, langt tidligere end den første og værste gang. Så tak kloge krop, for at støtte mig, endnu en gang på denne mit livs rejse.

Dette var første del af min lille føljeton om mit liv med stress. Håber du har nydt at læse med, og jeg håber du vil læse med på min næste del, som bl.a. kommer til at handle om, hvad jeg valgte at gøre og kaste mig ud i af nye tiltag i mit liv, for at komme min stress til livs.

Vi læses ved inden længe😊

Varme Hilsner fra Mette Friis

Skriv et svar