Kommentarer til: “Selvmordslinjen, det er Trine”

Af: Maia Westh

Maia Westh — Sat, 28 May 2022 20:52:32 +0000

Tak spids… sikken en energivampyr… Hun har da ret i, at du ikke fortjener at være hendes datter. Ingen fortjener at være vanrøgtede og misbrugte børn af ophav med psykiske lidelser, men nogen af os blev det så alligevel. Hvor er det stærkt gået, at du fik vristet dig fri. Det er virkeligt imponerende. Det kan være virkeligt svært at fatte, at hvis man havde været født med grønt hår og heddet Trisse, så havde man fået samme behandling, for det har intet med ens personlighed at gøre, og man kunne ikke have forhindret det. Samtidig er det også benhårdt at indse, at man aldrig blev set eller hørt som den, man var. Jeg bøjer mig i næsegrus beundring for alle de små supermennesker, der står en reelt forældreløs barndom igennem i familier med voksne, der burde være forbudt for børn. At du er nået hertil har krævet en ufattelig styrke. Waauuww…

Af: Trine Sørensen

Trine Sørensen — Mon, 03 Jan 2022 08:09:27 +0000

Som svar til Solveig.

Hej Solveig
Tusind tak for dit skriv. Jeg er glad for du følger med og, ligesom mig, finder noget fællesskab. Det har vi alle behov for.
Kram herfra til dig

Af: Solveig

Solveig — Thu, 30 Dec 2021 20:22:44 +0000

Arhh, hvor det er bare noget af det mest modbydelige forældre kan gøre, at true med eller forsøge selvmord.
Jeg husker også stadig, når min mor truede med at begå selvmord, som altid var i forbindelse med et skænderi med min far. Jeg husker, at jeg som ca. 10 årig løb panisk skrigende efter hende ned af villavejen, fordi hun truede med selvmord og sagde, at vi aldrig så hende mere. Som voksen ved jeg dog, at hun aldrig ville kunne så meget som knække en negl på sig selv – det er hun for meget narcisist til.
Jeg følger dig med varmt hjerte, mest på insta, men selv om man er voksen, er det trygt at være en del af et fællesskab – det fælleskab, hvor man har valgt én eller begge forældre fra.
Tanker og tak fra mig 🙂

Af: Trine Sørensen

Trine Sørensen — Sun, 17 Oct 2021 06:09:47 +0000

Som svar til Christel.

Desværre gik der mange år, før jeg sagde stop. Alt for mange år.
Til sidst indså jeg, at min mor aldrig ville ændre sig. Vores roller ville for evigt være dysfunktionelle.
Da hun, for halvandet år siden overfaldt mig, der sagde jeg endeligt stop.
Den historie kommer en anden gang.

Af: Christel

Christel — Sat, 16 Oct 2021 12:43:36 +0000

Barsk at være barn i sådan en dysfunktionel familie. Barskt, at du i så mange år ikke kunne lade bære emd at have din mor i dit liv. Stærkt at du gjorde dig fri.
Forældres handlinger er aldrig barnets ansvar eller skyld. Det er ene og alene den viske der bærer ansvaret for en relation til sit barn.
Hvordan gjorde du dig fri? Hvad gjorde at du sagde stop?
Kæmpe respekt for at du valgte livet uden at skulle tage ansvar for din mor