Kære Heidi,
Jeg er både glad for og ked af, at du kan genkende hvad jeg skriver. Du har tydeligvis taget din erfaring med dig i livet, og sørget for at søn ikke oplever det samme som du gjorde. Det er flot af dig at kunne bryde mønstret – for jeg tror desværre det lige så ofte sker, at man gentager sine forældres fejl. Godt for dig og godt for din søn at du kunne bruge den udfordring, du blev budt tidligere i livet, til at klare den næste. Det var selvfølgelig rigtig svært, men du har gjort det du følte, var det bedste for dit barn. Jeg ønsker jer alt det bedste fremadrettet! Mange tak for din dybe og ærlige kommentar – den betyder meget for mig ❤️

Kære Birgitte,
Jeg beklager det sene svar – har simpelthen ikke opdaget, at der var kommet flere kommentarer herinde.
Du har så ret. At blive sammen er det lette, trygge valg – selvom man måske skal leve med en dårlig stemning – og børnene bliver desværre den undskyldning man giver sig selv. Frygten og det ukendte vinder desværre lidt for ofte, som du siger. Jeg håber det at tale/skrive om det, gør flere bevidste om hvad den handling kan have af konsekvens, for det/de små mennesker, de elsker allermest.. Tusind tak for din fine besked – jeg værdsætter så meget at du deltager i snakken ❤️

Jeg har selv været den teenager der ønskede at mine forældre flyttede fra hinanden. Ønskede at de tog en voksen beslutning for deres egen, men også for min skyld.
For det var så hårdt at navigere rundt i den tunge stemning der ret tit var hjemme hos os.

Og som barn vil man nærmest gøre alt for at lappe på den stemning, så der er rart at være. Og det er jo ikke børns opgave – men vi tager den ubevidst på os.

Jeg forsøgte selv at være mere sød, vise hensyn – ikke være til besvær. Noget jeg har taget med mig ind i mit voksne liv.
Svært ved at sige fra og stå op for mig selv, hvis jeg føler min grænse er overtrådt. For jeg KAN bare ikke have dårlig stemning. Tænk hvis nogen blev sure…
Det er helt sikkert en ting jeg har med fra min barndom.

Mine forældre var og er stadig gode forældre. Jeg elsker dem og de gjorde det de troede var det bedste. Det bedste de kunne. Og de gjorde det af kærlighed til mig.

Jeg er selv mor nu.
Far og jeg bor ikke længere sammen.

Jeg tog en beslutning efter flere forsøg på at fixe det. Bl.a. par terapi og mange, gode snakke.
Men det gik ikke. Og det er sådan det er.

Min søn skal ikke vokse op i et hjem med den stemning jeg gjorde. Han skal hellere lære, at det er OK at sige fra når noget bare ikke længere er det rigtige for én.
At man ikke er en fiasko, et dårligt menneske eller forkert, fordi man må bryde med et menneske man var sikker på man ville elske for evigt.

Jeg har hørt det er hårdt at være barn i en brudt familie. Men jeg ved af personlig erfaring, at det er også er hårdt at være barn i en familie der ikke længere fungere.

Tak fordi du åbner for et følsomt emne Aura…

Når man påstår at man bliver sammen for børnenes skyld, så er det et dække over, at man ikke har rygrad til at tage sit liv og sine forhold og beslutninger på sig, og stå ved, hvad man selv kan mærke. Børn er bekvemme at lægge ansvaret over på, og det er i realiteten det, mennesker gør, når de bortforklarer deres eget manglende mod med “hensynet” til børnene. Det er i realiteten et hensyn til sig selv, de tager. Det er ubekvemt at blive skilt. Det bringer en ud på dybt vand – man skal måske flytte, og hvad med økonomien? Og godt nok er hverdagen med ægtefællen ikke så hyggelig, men i hvert fald er den kendt. Og det ukendte er ikke så rart.

At se ægtepar, der så at sige “har givet op”, samtidig med at de ikke lader sig skille, og som gemmer det bag undskyldningen om hensynet til børnene – det er svært at tage seriøst. Den allermindste forpligtelse man har, hvis man ved, der er noget galt, uden at man gør noget ved det (og det behøver jo ikke være at blive skilt, det kunne for eksempel også være at begynde at arbejde med forholdet), det er at erkende sin egen ulyst til at tage sine udviklingsmæssige opgaver på sig, bare som en begyndelse. Men det sker ikke. .

Det er lettere at lade børnene bære det. Og det gør man så.

Kære Per,

Tusind tak for din historie, det betyder meget for mig at du har delt den med mig/os her. Selvom vores opvækst og hvor vi er i dag, er forskellige fra hinanden, har det nogle ligheder – og jeg er under alle omstændigheder glad for at høre fra andre, at mit indlæg kan nikkes genkendende til. Det er selvfølgelig også trist, men det betyder det er et emne værd at snakke om, og dele med hinanden så vi på den måde kan få mere fokus på området.. For jeg har det som dig – at blive sammen for børnenes skyld, er bare ikke godt hvis det er den eneste grund man har tilbage.

Man kan aldrig vide hvordan tingene havde set ud hvis andre valg var blevet truffet, men det er det smukke, finurlige og nogle gange skræmmende ved livet.

Tak igen for dine tanker, Per!

Alt det bedste.

Aura

Da jeg var omkring 30 år, fortalte en tante mig noget. Da min lillebror blev døbt, følte hun, at der var noget helt galt. At det var helt forkert, at mine forældre havde fået hinanden. De havde da været gift i 7 år.

Jeg tænkte ikke over noget i løbet af barndommen, men efter at jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, der mærkede jeg en stemning som optræk til tordenvejr, når jeg var hjemme på weekend. Da var jeg flere gange ved at skrige: ”Så tag da for HELVEDE at blive skilt, i stedet for at blive ved med at gå rundt på den her måde”. Jeg har aldrig hørt dem skændes, men det der konstante nærmest elektriske spændingsfelt.

De blev først skilt efter 24 års ægteskab. Det var en psykiatrisk overlæge på sygehuset, som gav min mor ”ordre” på at gå hjem og blive skilt.

Min mor fortalte senere, at hun var blevet i ægteskabet for vi børns skyld. Min mor fik invalidepension da hun var 42 år, fordi hun var slidt op fysisk og psykisk, og min far døde som 56-årig. Og jeg har stadig, som snart 70-årig, ting i mit liv, som helt sikkert stammer fra en opvækst i et hjem med en trykkende atmosfære uden særlig megen kærlighed.
Jeg ved ikke, hvordan det ville være gået, hvis de var blevet skilt meget tidligere. Jeg ved ikke, om min mor havde undgået invalidepension. Og jeg ved ikke, om min far havde levet længere. Men de to mennesker har i hvert fald slidt gevaldigt på hinanden. Og jeg ved ikke, om mit liv havde været nemmere.

Når jeg hører mennesker tale om at blive sammen for børnenes skyld, så får jeg en snurrende fornemmelse i hele kroppen. For det har i hvert fald ikke været en god oplevelse for mig.

Hilsen Per.