Det ukendte land – og hvordan det gik…

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

Her kommer en lille opfølger på mit indlæg om Det ukendte land.

Landet, der viste sig, at ikke være nær så farligt eller forfærdeligt, som mine tanker og forestillinger havde gjort det til. Dét at bevæge sig ind på en dating side og søge lykken – og måske kærligheden – var, som jeg skrev i mit sidste indlæg, ufatteligt grænseoverskridende.

For én ting er at tage skridtet ind i en digital verden, man egentlig kender fra alle andre sociale medier, det er der jo som sådan ikke noget svært i. Men…her trådte jeg ind i et digitalt rum, for at finde en potentiel kæreste, havde taget en beslutning om, at jeg ikke skulle være alene mere. Og jeg havde opgivet det rum, der før i tiden – på den “gammeldaws” måde –  ville have været en fest, en koncert, et besøg hos en veninde – det virkede underligt….og svært.

En helt anden ting er, når dét skridt er overvundet, og man så at sige er i gang…Når man oplever fordelen ved at skrive sammen,  opdager at det fungerer rigtig godt. Når man lærer hinanden at kende gennem skriverier og så bliver enige om, at man gerne vil stå ansigt til ansigt. I den ægte verden. Så har man i mellemtiden glemt alt det her med den “gammeldaws” måde… for;

Puha! Skal man nu virkelig det? Altså mødes?  For det var faktisk rigtig fint at bare skrive sammen?  Man kan jo ikke se hinandens reaktion og kropssprog, mærke energien, høre stemmerne.  Alligevel, danner man i sit hoved både ideer om stemmen, mimikken, hører humoren, og har nok en forestilling om den her mand i den anden ende af tråden. Det var faktisk slet ikke så tosset, at kunne skabe sit eget billede af manden.

Så igen – man kan jo dybest set skrive hvad som helst – men… mener man det? Ja, hvis det nu er mistroen, der skal være i fokus, så er det nemt at finde grunde til at være både mistroisk og pessimistisk. Man ved jo ikke, hvad det er for et menneske i den anden ende…hvad nu hvis….og hvad nu hvis…. og tænk hvis man bliver skuffet…eller til grin….men heldigvis er jeg grundlæggende ikke mistroisk og absolut ikke pessimistisk af natur. Jeg var nok mest nervøs for, hvad han ville synes om mig….sådan i det virkelige liv…men skal man se om man kan blive kærester, er man jo nødt til at tage skridtet videre end at skrive sammen.

Så der var kun en vej frem: Vi var nødt til at mødes. Tænk, hvis vi missede en chance for at møde noget, der kunne blive til kærlighed. Og på et tidspunkt vil man vel  bare gerne se giraffen!

Det var lidt som at blive teenager igen. Her sad jeg, 56 år, enke i to år…et ægteskab på tyve år bag mig ..hvad skete der lige her? Bare tanken om, at skulle møde manden, gav mig pludselig min tendens til at rødme igen, ligesom jeg oplevede at al appetit forsvandt fuldstændigt, og koncentrationen røg. Det føltes vildt underligt, at føle sig forelsket i én man ikke havde mødt…måske i virkeligheden forelsket i tanken om, hvad det kunne blive til. Det føltes både fantastisk og fuldstændigt  anspændt…for hvad nu hvis…tænk, hvis  han ikke syntes, jeg var sød…tænk hvis…puh…på en absurd måde, var det så også bare en skøn følelse…den dér forelskelses følelse…

Men! jeg var virkelig grundigt nervøs, da jeg drog mod Jylland, for at møde manden, jeg følte, jeg havde så god kemi med. Jeg følte mig samtidig sikker på, at jeg havde mærket rigtigt – at der var sandhed bag vores skriverier. Og én ting var jeg helt sikker på; Han havde humor – og så både rar  og godt ud på billederne.

Hvad det kunne føre til, kunne jeg slet ikke overskue. Jeg var bare nødt til at møde ham i det virkelige liv. Jeg tog bilen over…så kunne jeg jo altid stikke af, hvis det var helt galt….

Og så stod vi der. Ansigt til ansigt – og det var præcis, som vi begge to vel havde håbet på og måske endda ventet: Det virkede så rigtigt. Ja …måske lige bortset fra, at han så langt bedre ud, end jeg havde forestillet mig…..så jeg blev lidt befippet! OG smigret….for han blev faktisk glad da han så mig.

Der er  jo et kæmpe plus ved at være i vores alder; man kan springe rigtig mange mellemregninger over. Vi har begge to forhold bag os, har begge to voksne børn, ved begge to godt, hvad vi søger hos en partner – og vi er enige om, at der er ingen grund til at spilde tiden – det er meget lettere, bare at være ærlige og direkte overfor hinanden. Og her var det faktisk et stort plus, at vi havde skrevet så intenst sammen, for vi kendte allerede en del til hinanden via vores korrespondence. 

Dermed ikke sagt, at man ikke er nødt til at bruge følehorn, selvfølgelig er man det, for der er stadig mange punkter, hvor usikkerheden melder sig i forhold til, hvordan vi modtager hinandens vaner, holdninger, måde at håndtere livet på. Man har måske holdninger, der kan være lidt sværere at ændre på, end når man er 20 år og sliber kanterne af sammen.

Inden Peter døde, sagde han til mig; ”Du finder en ny mand. Det skal du, det er spild af al din kærlighed ellers”. Den gang var jeg slet ikke enig, men hvor havde han dog ret!

Jeg havde bare slet ikke forestillet mig, at det skulle blive på den her måde: At jeg via en dating side skulle få kontakt til en mand, der i dén grad har fejet benene væk under mig! En mand, der får mig til at le, som jeg ikke har gjort i årevis, som fortæller mig, alt det, jeg har savnet at høre, siden jeg blev enke. En mand, der ser på mig, så jeg føler mig som en “ung” kvinde igen, som kalder mig sin kæreste, som tager mig i hånden, som spiller præcis den musik jeg aller helst vil høre – uden at spørge mig. En mand, som holder om mig, så jeg føler mig tryg, varm og lykkelig. 

Hvordan kan jeg være så heldig, at møde én, der  bliver mit livs efterårs kærlighed?  Kan man virkelig få så meget af livet?For jeg har jo én gang mødt mit livs kærlighed – kan det så være rigtigt, at jeg skal møde den store kærlighed igen? Det er sådan det føles. Jeg føler mig uendeligt privilligeret; Skal vi mon få lov at grine sammen, danse sammen, synge sammen, skændes med hinanden, holde sammen, og være der for hinanden? Ja, det tror jeg, vi begge to tror på. Om det så fortsætter med at være på afstand, sådan at vi er “weekendkærester”…det ved vi jo ikke.

Det ved kun fremtiden – og den har vi jo ingen magt over, heldigvis. Lige nu er livet godt og smukt. Og hvor er jeg taknemmelig for, at to gode veninder overbeviste mig om, at man godt kan finde kærligheden på nettet. Det skal jeg aldrig glemme dem for.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Kærligst Charlotte

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 6 kommentarer

  1. Avatar
    Vibe

    Hurra, hvor er det vidunderlig læsning!
    Nyd hvert et minut 🙂

    1. Avatar
      Charlotte Falmer

      Tak Vibe. Det gør jeg😘

  2. Avatar
    Frank Torreck

    Go girl, GO ! Det har du dælme fortjent.

    1. Avatar
      Charlotte Falmer

      Det er så dejligt, at du læser med Frank, og tak for din dejlige kommentar 😉

  3. Avatar
    Rikke Ganer-Tolsøe

    Hvor er det helt igennem fantastisk Charlotte – jeg er SÅ glad på dine vegne! <3

    1. Avatar
      Charlotte Falmer

      Tak Rikke ❤️ Jeg er også rigtig glad…. Det er virkelig et uforudsigeligt liv vi har, men fantastisk!

Skriv et svar

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg