Det ukendte land…

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

Min blog herinde, hedder Det uforudsigelige liv – og det er præscis hvad livet er. Så her kommer historien om noget, jeg aldrig havde forudset ville ske – helt uden filter: Jeg har taget et skridt ind i en verden, jeg havde forsvoret, jeg nogensinde, ville bevæge mig ind i: Måske er det min opdragelse. Jeg er fra tiden med bill. mrk. ”Ensom dame 40 år/lille og buttet med mørkt og krøllet hår…” Ja, det er fordomsfuldt – MEN…dating?!? på nettet??!?

Det er ikke mig. Det er ikke noget, jeg gør. Hvis det er meningen, at jeg skal finde kærligheden igen, ja så sker det. Det er jo ikke noget, jeg er nødt til at opsøge…..det kommer vel, hvis det kommer….og det gør det måske…jeg har så meget kærlighed i mig…jeg kan selvfølgelig…måske jeg bare skulle… eller….Jeg kan…

Ja, hvad kan jeg? Gå med min hund, til den er slidt op? Håbe på at møde en ved et eller andet arrangement? Satse på, at der en dag står en ved siden af mig i Føtex? Eller bare tænke, at kommer der ikke en, så er det nok ikke meningen… og jeg er altså 56….er der overhovedet nogle mænd på min alder, der ikke er gift?!?…og hvis de ikke er, er det så fordi, de er mærkelige?!??…og hvordan i alverden skulle jeg…

To år som enke. Opture og nedture. Gråd, latter. Mod, mismod, gåpåmod. Lyst til livet og accept af livet som det er nu. To år med savn, sorg og forandringer. Forandringer der har været voldsomme og som viste sig, at være dét, der skulle til for at finde tilbage til livets oprigtige glæder og følelser. 

For et par uger siden, ryddede jeg så op igen. Børn og gode venner hjalp. Det hænger sammen, det her med at rydde op fysisk og finde sig selv i det psykisk. Så det var en hård og befriende weekend. En weekend med tårer, minder, latter og hele følelsesregistret sat i spil.

Så sad jeg dér, mandag aften, udmattet, og tænkte tilbage på en bevægende og skøn weekend;

Fredag havde jeg haft to gode veninder på middag. Vi havde talt om, parforhold og kærester. I løbet af aftenen, havde de fortalt, at de begge havde mødt deres partner på en dating side. De havde forsøgt at få mig til at forstå, at det ikke er noget, der er farligt eller mærkeligt. Nu følte jeg mig klar i hovedet og klar i sjælen, og modet fra weekenden gjorde det sidste.

Jeg googlede, og fandt en side, der virkede ok. Her skulle jeg udfylde en personlighedstest på over 100 spørgsmål, da siden går ud på, at man bliver matchet med profiler, der vil være passende for én. Det gjorde det hele mere overskueligt, at der åbenbart ville komme forslag frem –  jeg skulle ikke rigtig gøre noget. Andet end at udfylde testen.

Jeg udfyldte omhyggeligt, oprettede en profil og …Pling! Så kom der Partnerforslag, på min profil. Billeder af forskellige mænd, med deres alder og hvor i landet de boede. Jeg stirrede på min skærm og var tæt på at trykke på knappen HJÆLP for at høre, hvad jeg nu skulle?! Det var SÅ grænseoverskridende at trykke på en profil og gå ind og læse om manden på billedet. Men…..det gjorde jeg…ellers var der jo ingen idé i det……og det var ikke så farligt…

Der var en profil der så særligt charmerende ud. Pling! ”Du har fået en besked”…..fra lige præcis den profil. Panik…smil…..øhhhh….sommerfugle i maven…..øhhhhh…kinder der blev varme….”Hej…..jeg har ikke prøvet det her før….”

Inden aftenen var gået, havde vi skrevet sammen op og ned af stolper og vægge. Så mange fælles interesser, så mange fælles værdier, så god humor. Det var fantastisk, at småflirte med en mand – en der oven i købet var så ufatteligt charmerende…i alt fald på billedet. Vi var også helt enige om, at bare skrive sammen; Der var dårlige odds fra begyndelsen; hans adresse var Jylland – og det er der jo ingen grund til, når nu, der var masser af muligheder her på Sjælland og for ham, masser af muligheder over there. Men skrive sammen, ja. Flirte, ja.

Den skræmmende idé om at være på en dating side, blev pludselig et fantastisk redskab til at lære en anden at kende, ved at skrive sammen. Var jeg lige i køkkenet og hørte et pling, så styrtede jeg ind til skærmen for at se, hvad han havde svaret eller skrevet til mig. Det var som at være teenager igen, og jeg var pludselig en potentiel kæreste for nogen…og endnu bedre; der fandtes måske alligevel en kæreste til mig???

Vi skrev sammen hver aften – han virkede som én, jeg faktisk gerne ville møde. Det var en helt ny følelse i mig og søvn og appetit blev udskiftet med underlige mavefornemmelser.

Efter nogle dage meldte min profil  tilbage, at han var nødt til at trække sig. Det var alt for fristende at sætte sejl med mig, for han var sikker på, at med mig, ville livet aldrig blive kedeligt. Sjovt nok havde jeg samme forestilling om ham. Men afstanden, skrev han……….det var, at gøre det alt for besværligt for os selv.

Jeg blev trist indeni, samtidig med, at jeg var helt enig og godt kunne se, han havde ret: Der var virkelig ingen grund til at komplicere en i forvejen svær proces. Og vi havde haft kontakt så få dage!  Måske jeg bare lige skulle slå koldt vand i blodet! Men, der var noget andet i det her – jeg kunne ikke slippe ham, for vi havde for meget til fælles. Han havde det på samme måde, så hele aftenen vendte og drejede vi situationen. 

Da aftenen var gået, havde vi en aftale om, at jeg skulle komme til Jylland. Man skal ikke lade sig stoppe af afstand, hvis det føles rigtigt, og det mærkelige var, at det her føltes rigtigt. Det var i alt fald dumt, at ikke lige mødes, og se hinanden an. Vi havde det begge på den måde, og de følgende dage skrev vi lidt mere intenst med hinanden, da vi nu vidste, at vi skulle mødes.

Så med bankende hjerte, og rødmende kinder drog jeg mod det fjerne Jylland, for at møde én, jeg egentlig ikke anede hvem var, men følte jeg kendte rigtigt godt. Drog afsted, måske for at finde kærligheden igen, på min første date, fundet på en dating side. Om turen gik godt? Ja. Den gik rigtig godt. Det er ik så towligt, det dér dating😉

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Kærligst Charlotte

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. Susanne

    Hvor dejligt at høre, at det gik godt – og det er ikke så slemt her i Jylland, vel? 🙂
    Pøj pøj med det fremover

    1. Charlotte Falmer

      Kære Susanne. Nej….jylland er et dejligt sted, og der kommer en lille opfølger på, hvor heldig man kan være:-) tak for din søde kommentar, jeg tror, jeg har været rigtig heldig.
      Kh C

  2. Kristina

    Jeg fandt også kærligheden på nettet og endte med flytte over 300 km for at bo sammen med ham ❤️

    1. Charlotte Falmer

      Uhhhhh kære Kristina…..det er jo det eneste, alle herovre bliver lidt bekymret for;-) Jeg får hele tiden at vide, at det er super skønt jeg har mødt en sød fyr….bare jeg nu ikke flytter til jylland….men tiden vil vise, hvordan det kommer til at gå:-)

Skriv et svar

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg