Kæreste Maria,
Tak for din besked. Jeg har læst din besked rigtig mange gange og jeg kan så godt forstå dine bekymringer om du skal blive hos din kæreste og ikke få et barn eller skal forlade ham og måske få et barn alene.
Det er ikke nemt og ej heller behageligt at skulle finde frem til den rigtige løsning. Mit svar lige nu er at du skal følge dit hjerte og tænke dig godt om.
Måske er du så heldig at du er en skøn bonusmor for hans børn, og kan derfor hvile i at du ikke får dit eget – eller jeres kærlighedsbarn.
Men det er svært hvis dit brændende ønske er at få dit eget barn. Jeg kan så godt følge dig. Som 30-årig var jeg sammen med en fantastisk kæreste, som selv havde to børn fra et tidligere forhold en på 9 og en på 13 og jeg selv havde min på dengang 7 år. Vi havde det så skønt sammen og jeg ville så meget gerne have et barn med ham, men han sagde fra og sagde at han på ingen måde skulle have flere børn. Derfor (det var en af de vigtigste årsager) gik jeg fra ham efter et år – hvor mit liv var fyldt med så meget kærlighed fra den skønneste mand jeg længe havde mødt. Jeg valgte ham fra, for at få et barn mere. Men det lykkedes mig aldrig at møde en ligeså skøn mand, som ham og få det andet barn jeg sådan brændte for – fik jeg heller aldrig. Så hvis du spørger mig nu, så ville jeg med disse erfaringerne nok være blevet hos ham og fyldt mit liv med hans kærlighed, hans børns kærlighed til mig og mit eget barns kærlighed.
Jeg håber, at du finder ud af, om du skal blive hos din dejlige kæreste eller om du på sigt skal få et barn alene <3 Det er kun dig selv, der kan træffe denne beslutning <3
Men hvis du vælger at blive alenemor, så har jeg en stærk fornemmelse af at det skal du nok klare super godt, også selv om du også er selvstændig, det gælder bare om at have et tæt og stærkt netværk <3
Jeg ønsker dig all mulighed held og lykke med dit svære valg og sender dig mange positive tanker og krammer din vej <3
Kærligst Charlotte

Tusind tak for et godt oplæg. Selvom jeg ikke er i helt samme båd som dig, så var det alligevel interessant at læse med.
Jeg står i en alder af 37 og skal vælge mellem min kæreste eller det at blive mor 😞
Hvordan gør man det? Jeg er knust over at han ikke ønsker flere (han har 3 på henholdsvis 18, 16 og 10- og jeg forstår ham virkeligt godt) men jeg har bare altid ønsket mig at blive mor.
Jeg elsker ham, så hvordan forlader jeg ham..?
Jeg er selvstændig og ved at, det at blive mor alene vil blive en stor opgave samtidig med forretningen. Skal jeg droppe ideen om at blive mor? Og bare nyde at vi har det fantastisk som det er?
Jeg skifter heletiden mellem ikke at kunne forestille mig et liv uden at blive mor og ikke at kunne leve uden ham…
Tiden stresser mig.. om 2,5 år blir jeg 40..
Det største spørgsmål er, hvordan finder jeg ud af hvilken beslutning jeg fortryder?
Jeg synes der er som at blive tvunget til at kunne se ind i fremtiden… og plusser og minusser, for og imod, bringer mig ikke rigtigt nærmere en afklaring …
Du er heldig du har din dreng… kærligheden er vi aldrig sikre på.. kun den fra mor til barn..

Tanker fra Maria

Skønne Charlotte, Tusind tak for din dejlige varme besked. Hvor kan jeg dog bare læse all den kærlighed du har til dine bonusbørn og til dine skønne børnebørn i den besked du sender til mig her <3
Hvor er det dejligt at læse <3
Skønt at du fandt ro med at du og Peter ikke fik "jeres eget barn", men jeg tænker at du helt sikkert har taget hans børn til sig, som var det dine egne – og dine børnebørn er så meget dine <3
Jeg glæder mig også til at blive farmor, men sønnen herhjemme er kun 20 år, så jeg venter gerne en 7-10 år mere med at blive farmor, og kan forhåbentlig stadig kalde mig ung-farmor og få en masse kvalitets-tid med mine børnebørn <3
Og indtil det sker, så nyder jeg min MIG-tid <3
Kærligst Charlotte

Kære Linda, Tak for din søde besked <3
Jeg krydser alt jeg kan krydse for at det lykkes dig og din mand at få et ønskebarn mere <3
Kæmpe kram og tanker herfra til dig <3

Jeg kan ikke finde ud af at redigere – men det var ikke fordi jeg ville ære en god mor….jeg ville være en god mor;-)

Tak for dine søde ord Aura <3 og ja det har taget tid, men nu har jeg affundet mig med situationen og glæder mig over min nye MIG-tid <3 Som jeg jo blandt andet kan bruge til at lave blog-indlæg og mødes med skønne kvinder, som dig blandt andet <3
kram tilbage igen <3

Tak for din søde besked Jane 🙂 Skønt at læse at i fandt frem til være lykkelige som at være tre og ikke kæmpe og være ulykkelig for at blive 4 <3
Uha ja de tanker har jeg også – mht. at min søn flytter hjemmefra (der kommer også et blog indlæg eller flere omkring lige dette emne og mine tanker herom) for så bliver det bare lige lidt mere tomt hjemme – indtil man har vænnet sig til at det jo er sådan det skal være – på sigt – og så skal vi bare huske os selv på at vi har pakket en god rygsæk til dem i hele deres opvækst som de tager med sig <3
Kærligst Charlotte