Hende bag skærmen..

Jeg havde egentlig skrevet et andet indlæg som skulle være det første , når min blog gik online – men  efter lidt overvejelser, vil jeg egentlig gerne have at i ved, hvem hende bag skærmen er. Det giver mest mening for mig.

Jeg vil tage jer med tilbage til ‘den gang’, til de ting som gjorde ondt, de ting som gjorde mig stærkere, de aller mest sårbare perioder i mit liv – jeg vil fortælle jer hudløst ærligt om mig og mit liv. For det har jeg lovet mig selv! I får det hele – helt uden filter! 

Så hvem er jeg? Hvad er mit mål med at gå offentligt med en blog og hvorfor gør jeg det? 

Lets starts from scrats … Jeg hedder Mette-Marie, jeg er 30 år, fra Nakskov på Lolland og vigtigst af alt, så er jeg MOR! ❤ og det er jeg vel og mærke alene, hvilket er lige præcis som det skal være, for det har jeg nemlig selv valgt – det skal i nok komme til at læse meget mere om. 
Jeg er pt på barsel indtil maj,  hvor jeg igen starter i hjemmeplejen og denne gang tilbage til de trygge rammer hos ‘Lev Vel’. Jeg har læst til socialpædagog, men mangler 1,5 år af uddannelsen, men der går lige et par år før jeg kan gøre den færdig (forklaring kommer i et senere blog indlæg) men færdig skal jeg nok blive. Her er mit mål at arbejde med socialt udsatte, kriminelle unge og misbruger. Af samme årsag, tog jeg kurser som mentor igennem URK. Derudover er jeg det man kalder en ‘amatør’ fotograf og det har jeg været i små 10 år efterhånden. #Underbjergfoto . Mit hjerte brænder for at hjælpe andre mennesker og det vil også være den røde tråd i nok kan skimte, igennem hele min blog og alle mine fremadrettede blogindlæg. 

Mit mål er at lette mit hjerte og samtidig kunne nå ud til folk med min “fortælling”. Kan jeg inspirere andre mennesker, er målet opnået. 
Jeg har i mange år gået med overvejelsen om, at skrive en bog. Det er et stort skridt, men nu tager jeg det første skridt her. Her hvor jeg vil være hudløs ærlig. Gemme usikkerheden langt væk i bagerste skuffe og skide højt og flot på, hvad andre mennesker tænker og synes! For usikkerheden har nemlig spillet en stor rolle i mit liv…. 

So, here we go … 

Jeg har en god barndom bag mig, med nogle super dejlige forældre og bonusforældre – Jeg er skilsmissebarn, men da jeg var halvandet år gammel, fandt min mor, hvad der nu er hendes x mand og de var sammen i mange år. Her fik jeg også mine to søstre, som betyder alt for mig. På min fars side har jeg også to brødre, så vi er 5 søskende i alt. Fantastisk! 

Jeg er vokset op i trygge rammer, med god opdragelse og i nøjagtig som en kernefamilie ser ud for mig. Vi boede i er pænt parcelhuskvarter i et af byens bedste områder, fin bil i indkørslen, gode bekendtskaber til naboer og med faste rutiner. Hvordan jeg endte op som en lidt rebelsk teenager, er stadig en gåde for mig selv den dag i dag. Måske jeg finder ud af det hen ad vejen, hvor jeg er nød til at tænke tilbage og reflektere over ting, følelser, minder, som der længe har været lagt låg på, Well.. vi får at se. 

Det som fylder allermest i min erindring fra den gang, er mit forhold til min daværende stedfar. Lad os kalde ham H. Han var og er stadig, et af de dejligste mennesker jeg kender. Men, den gang havde vi ikke fundet vores “fjong” sammen og jeg var teenager. Jeg var doven og jeg var ansvarsløs. Vi var næsten altid uvenner og når min mor var på arbejde, hadede jeg at være alene hjemme med ham, for vi kunne ikke sammen og han var jo ikke min rigtige far, så han skulle ikke tro han kunne fortælle mig ret og forkert hele tiden. 

Jeg følte mig overset. Noget jeg først har fundet ud af fornylig. Dengang var jeg slet ikke gammel nok til, at vide og håndtere de følelser som jeg havde. Jeg tror, at efter mine søstre kom til og min mor arbejdede så meget, så kom følelsen af at være mindre værd og ikke blive set på lige fod med sine søskende. Jeg husker at jeg synes, at H behandlede os meget forskelligt. Jeg var jo ikke hans kød og blod. Jeg savnede min far. Han var der og jeg kunne se ham hver weekend hvis jeg ville, men sådan var det dog ikke. Min far har altid været min helt i mine øjne og jeg har altid følt mig som hans prinsesse, det ændrede sig dog også da han fik mine brødre og jeg fik ret hurtigt den samme følelse, som jeg også senere hen fik overfor min mor. Det ændrede vores forhold for altid. Jeg følte mig overset. Og det gjorde mig usikker og usikkerheden tog jeg med mig. Laaaaangt hen ad vejen… 

I takt med at jeg blev ældre og stadig havde de samme følelser, begyndte jeg at søge trygheden på en anden måde. Jeg søgte ikke bevidst, men når jeg ser tilbage nu, er det sådan jeg ser det. Efter mit første rigtige forhold med min kæreste sluttede, steg jeg på et helt andet tog, hvad angår fyrer. Jeg søgte det der var spændende og et sted hvor jeg kunne føle mig tryg. Jeg søgte ikke bevidst en kæreste, men jeg faldt for opmærksomheden. De søde ord. De kærlige bemærkninger og følelsen af, at være vigtig for et andet menneske. 

Det hele startede med Arto ….

Hold øje med næste indlæg hvis du vil læse med videre. – Tak fordi du læste med så langt. 

De kærligere hilsner,
Mette 

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Kære Mette
    Uhhh jeg måtte klemme en tåre UNDSKYLD , det er jo mit liv jeg ser her , er du gal det jo helt vildt <3
    Jeg er også vokset op med en sted far ikke at sige det har været slemt men min mor og sted far fik også 2 piger sammen , men jeg kendte ikke til min rigtige far før jeg var lige omkring de 19 år , så jeg trækker også rundt på en kæmpe kuffert (hvis man kan sige det)
    Men jeg ved en ting som du også selv ved at det kræver meget af en kræfter at tænke de tanker , vi berøre dem bare tit for det er det negative vi har det med at forholde os til hvorfor er det sådan , det er mærkeligt , men det er ALTSÅ sandheden desværre 🙁
    Men Mette vi skal falde en gang for at rejse os flere gange kender du det ordsprog og jeg er glad for du har haft en god barndom trods alt , i mit univers manglede jeg så meget min FAR (DADDY som jeg kaldte ham)
    Når Rikke har godkendt mig som blogger og min blog køre så skal du læse om det at ikke at kende sin far og alle de søskende jeg har derude nu kender jeg 3 af dem og en som jeg ikke har mødt 🙂
    Men hold dig positivt for du er en sej pige vil jeg mene:-)
    De bedste weekend hilsner
    Mette Marie Moff Andersen

Skriv et svar

Luk Menuen