Mon de stadig kan lide mig?

Jeg sad forleden aften og så ”Fint skal det være” med Fru Hyacinth. Hun er en skide sjov karakter, som udsætter sine nærmeste for de værste fornærmelser… Helt uden at tage sig af det. Men vi elsker hende jo alligevel for det!

Jeg selv, har derimod altid haft et behov for, at alle har det godt. Og gerne hinanden imellem. Der findes intet værre end en akavet og dårlig stemning – og jeg vil gøre rigtig meget, for ikke at være en del af det.

Når man møder nye folk for første gang, er det altid rart at efterlade et godt indtryk- og det er altid noget jeg tænker meget over. Som i ALT for meget.

Jeg tænker altid meget over hvad folk synes om mig – og om jeg mon sagde de rigtige ting. Det føles lidt som en evig jobsamtale, hvor det helt rigtige indtryk skal efterlades HVER GANG, og der skal helst ikke gives de forkerte signaler. Der skal helst altid trædes korrekt- men hvem pokker tror jeg i grunden, at jeg er? (I hvert fald ikke en person, som er bedre en andre – eller som laver mindre fejl! Det sker jo for alle)  

Kender I det, at man har en ”rolle” for hvert selskab, man befinder sig i? Sammen med veninderne er man måske den sjove, derhjemme den ærlige og i familiens selskab den høflige. Ikke at man som sådan spiller et skuespil, og agerer falsk overfor de mennesker du er sammen med- men mere det, at du hurtigt finder en plads i en vis gruppe, og prøver at tilpasse sig.

Det fik mig til at tænke en masse tanker (igen) og tanker som ”kan de stadig lide mig, hvis jeg nu prøver at agere sådan her” eller ”hvad sker der mon, hvis jeg siger dét her?” Og hold nu kæft hvor er det drænende! At hvert et trin er så kalkulerende, som om alle forventer noget specielt af mig, det er trættende. Og nu skal det være slut! 😉

Jeg har alle de bedste, skønneste og dejligeste mennesker i mit liv – og jeg behøver egentlig ikke flere. Og ved I hvad? De kan jo rent faktisk lide mig, for den jeg er! Det har taget mig mange år at indse, og mange lange snakke med andre, som gang på gang har bedt mig om at holde op, og prøvet at overbevise mig om, at jeg altså ER god nok. Man behøver ikke at veje folks ansigter hver gang man ytrer en mening, eller griner lidt for højt. Jeg er langt om længe blevet overbevist og har lært mig selv, at hvis folk ikke bryder sig om mig, min væremåde, humor osv.; så er det heldigvis deres problem!

“Vær den du er og sig det du vil, fordi dem der bliver fornærmet betyder ikke noget og dem der betyder noget bliver ikke fornærmet”Dr. Seuss

 

Kærligst, Christina

Like & Share

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg fra Christina

Skriv et svar

Luk Menuen