livet før diagnosen

Som beskrevet i de 2 tidligere indlæg, HER & HER. Var det rigtig svært for mig, at gå til lægen igen. Jeg brugte min krop, på at få ro på mine tanker. Jeg havde ikke ro indeni, der var altid gang i den. Jeg kunne stå op kl. 4, være ekstremt fysisk aktiv hele dagen og hele tiden arbejde hurtigere. Jeg levede af især: energidrikke, kaffe, smøger, slik, gifler og tyggegummi. Noget ”hurtig” mad. Min krop var ikke træt, men det var mit hoved. Efter aftensmad, som altid har været det eneste sådan rigtige faste måltid, væltede jeg omkuld, og faldt i søvn. Så sov jeg fra ca. 19-22., og vågnede igen med popcorn tanker, en ekstrem uro i kroppen og følelsen af magtesløshed og elendighed. Jeg faldt så i søvn omkring midnat igen, og vågnede kl. 4, og sådan var mine dage og har været sådan i mindst 8 år.

Jeg skulle selvfølgelig have planlagt min dag, min uge, min måned, hele tiden. Hvis noget uforudset kom, fx et afbud på en aftale, akut lægetid, tandlæge tid, sygdom, ændrede timer, ting blev væk etc. Væltede min verden, og jeg blev sur. Og hele min dag var ødelagt. Og sådanne ting sker, og vil ske. Men jeg havde brug for at forudse alt, også hvad der eventuelt kunne gå galt, for så var jeg forberedt – og på den måde, kunne jeg undgå at springe i luften, men ’’bare’’ blive irriteret/skuffet’ i stedet for.

Jeg var/er på konstant overarbejde med min krop, mit hoved, mine tanker. Men jeg tilhørte ikke dem, der ’’bare’’ kunne se tiden an, tage en slapper, og tage én dag af gangen. Hvis jeg havde dedikeret en hel dag i sengen, med serier og hygge med slik. Gik der max 2 timer før jeg fik det elendigt, mine tanker fløj af sted, jeg blev utryg i min egen krop, jeg var utilpas. Så havde jeg brug for at snakke, så kunne jeg rydde op i min telefon, sortere mit tøj, virkelig bare lave et eller andet med min krop. Men samtidig var jeg bare SÅ træt, men jeg KUNNE ikke ligge mig. Nogle dage, fandt jeg på at spise helt vildt, og tage head sæt i ørerne, fordi det nogle gange blokerede mine egne tanker. Også bare give mig hen til søvnen og ’’lade’’ min krop op, på den måde. Det blev min måde for at slippe for at tage stilling til de millioner af tanker, lyde og uroen inde i mig.

Har jeg lavet selv-skade, fordi jeg har følt mig anderledes? Ja, det har jeg. Specielt i mine teenageår. Der var jeg endnu mere utryg ved alt, og især mig selv. Jeg skar i mig selv, og sultede mig selv, for et stykke tid. Indtil én, samlede mig op, fra hvad jeg, dengang troede var bunden. Og jeg er dybt taknemmelig for dette. Jeg gjorde det, for at gøre smerten indeni, fysisk. Det virkede ikke. Det var et råb om hjælp, og heldigvis blev jeg hørt og hjulpet. Når jeg ser ar/sår på armene hos andre, i dag. Ved jeg at det er det stærkeste råb om hjælp, ubevidst og stadig bevidst fra deres side. Og jeg føler med deres smerte!

Alt det her, var og er ikke optimalt at gå igennem. Jeg følte ingen forstod mig. Jeg var anderledes. Men jeg lærte at bruge humor, så folk grinte af/med mig, i stedet for at stille spørgsmålstegn ved mig. Jeg var jo bare dum. Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen? Hvorfor var jeg så dominerende? Jeg gjorde det bedste jeg kunne, med de redskaber jeg havde til rådighed, men det var ikke godt nok.

Jeg til-lærte mig en livsstil som overstående, med 04-04 døgnrytme. Det var det der fungerede bedst for mig, og var det der havde fungeret i længst tid, selvfølgelig med planlægning. ALDRIG UDEN, ALTID MED! Jeg havde jo stadig friheden, til at gøre ting, når jeg kunne og når jeg ville. Og jeg kunne altid få alle med på mine idéer, fordi jeg var/er god til at tale min sag. På den måde, kunne jeg få dagen til at gå, som jeg var forberedt på. Jeg vidste hvad den ville indeholde, og jeg havde også forberedt mig på de ting der kunne gå galt.

Men så kom der Christian ind i billedet…

forsættes…

Kram Kia

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar

Luk Menuen