Ubehandlet ADHD, 2 børn, job og kærlighed

Heldigvis blev vi denne gang advaret om hvor hårdt det ville være med 2, så små børn. Vi havde jo lige gennemgået det, så vi var ikke helt ’’tabte’’ denne gang.  Vi jokede også med, ’’hellere at undvære søvn i 2 år, end at få søvn i 1 år også undvære søvn i 2 år igen’’… så får vi det ’’overstået’’.  Og det skal jeg love, det fik vi.

Jeg kunne langt bedre være i det denne gang. Men den u-rutinerede rutine, gik mig stadig ligeså meget på, men jeg havde lært ikke at tage folks blikke så seriøst, og hvad de tænkte måtte de selvom.

Men at gå hjemme i 8 timer med ét barn, hvor han suger mit energi ud, dagen foregår på hans præmisser, også efter 8 timer kommer der endnu et barn hjem, der også forventer energi og leg til ham. Mange dage, stadigvæk er det hårdt og opslidende. Ærlig snak.

I min barsel med Mikkel, kom min mor hver onsdag og hjalp til, så jeg kunne vasketøj, smutte i nogle timer og sådan. Hvis hun ikke havde gjort det. Havde jeg ikke overlevet det halve år jeg gik hjemme. Så tak til hende <3

Der er ingen tvivl om at jeg blev mere aggressiv i barselsen med Mikkel, og tanken om jeg ikke havde en slut dato for min barsel (mit tidligere arbejde lukkede), gjorde mig panisk angst. ’’Hvornår kunne jeg så få den frihed, ved at tage på arbejde? Tage hen til noget jeg vidste jeg var god til. Hvad skulle jeg? Hvornår skulle jeg? Hvordan ville vi få det til at passe?’’ Tankerne fløj, og jeg blev indelukket, ked af det, vred, forvirret og jeg følte mig ikke længere kampklar, jeg kunne ikke mærke mig selv. Jeg vidste ikke om denne følelse ville stoppe. Jeg havde jo 8 timer hjemme hverdag, med popcorn tanker, og til sidst blev mine tanker til virkelighed og et angreb mod Rasmus, hver gang han kom hjem fra arbejde. Jeg kunne ikke bruge fysisk aktivitet, for at dulme tankerne, jeg var på barsel og man må ikke sige ’’barsel-livet er ikke noget for mig’’, jeg har godt nok fået mange blikke, ved denne kommentar.

Vores parforhold var også på vej væk, sådan virkelig væk. Ingen af os kunne sige sætningen ’’hvordan har din dag været?’’ ’’Du ser træt ud?’’ ’’Hvem skal skifte denne ble?’’ uden vi gik fuldstændig amok på hinanden, og der var dårlig stemning. Jeg var kørt over, og sur over at føle at stå alene med drengene, lejlighed, madlavning og rengøring. Mens Rasmus bare kunne tage på arbejde. Og han var udkørt for energi, kærlighed og viljen ’’det hele skal nok gå’’. Hver gang vi prøvede at snakke om det, for at redde forholdet – Endte vi i endnu en diskussion. Det så ekstrem sort ud. Han var træt af mig, jeg var træt af ham. Og vi var begge trætte. Jeg begyndte at tænke i 7-7 ordning, for så var der 7 dages frihed, og 7 dage med drengene. Jeg nævnte idéen for Rasmus, og han blev sur og ked af det. Og vi endte i endnu en diskussion. På dette tidspunkt var Mikkel kun 2 måneder gammel.

Jeg gik i tænke boks, jeg måtte erkende, at vi var noget til et punkt hvor vi faktisk ikke kunne snakke sammen, uden at hugge hovedet af på hinanden. Så det hjalp ikke at snakke. Jeg skulle mærke efter, elsker jeg ham? Vil jeg være sammen med ham for evigt? Og der var mit svar ja! Jeg var ikke i tvivl, jeg elskede ham. Og han elskede mig. Vi måtte finde en løsning, uden at dræbe hinanden med ord.

Jeg skrev et laaaaaangt brev til ham, og forklarede hvordan jeg oplevede forholdet, hvad jeg ønskede, hvad jeg savnede, hvad jeg ville ønske jeg kunne give til ham, jeg var træt af at skændes. Og startede faktisk brevet ’’Vi er nået til et punkt, hvor vi ikke længere kan snakke sammen – uden at diskutere. Derfor skriver jeg dette brev, jeg håber du vil læse, tænke over det og sige til når du er klar, til at vi kan snakke og finde en løsning. For jeg elsker dig’’. Og heldigvis fik vi endelig snakket. Vi manglede hinanden, vi respekterede ikke længere hinanden. Og måtte arbejde hårdt for at få vores forhold op på togskinnerne igen.

Vi aftalte med hans forældre og min mor, én fast månedlig kæreste/døgn. De skiftes mellem drengene. Og vi havde noget at ’’se frem til’’, en nat vi kunne sove igennem, tage ud og spise, se tv uden afbrydelser, hygge med fælles venner. Ja vi måtte faktisk lave lige præcis det vi havde lyst til og kunne rumme. Hvis de ikke havde sagt ja til dette, havde vi nok ikke været sammen den dag i dag. Så kæmpe tak!

Vores kæreste dage, skulle jo selvfølgelig planlægges. Det frustrere Rasmus, for han er nemlig sådan en ’’én dag af gangen type’’, men han har heldigvis lært at sammen med mig, planlægger man.. Jeg planlægger, Rasmus siger okay. Nogle gange skal han planlægge, det sker ikke, jeg tager over og han tilpasser sig. Planlægning er ikke hans stærke side, men noget jeg bliver nødt til for at min verden ikke skal falde sammen.

Selvom vores forhold, drengenes udvikling og det hele så, så godt ud og gik i den rigtige retning. Havde jeg skubbet næsten alt socialt liv væk, jeg kunne ikke rumme det. Og nu havde jeg 2 ud af 3. så måtte den sidste del hænge i bremsen. Jeg græd stort set hver aften, for jeg var stadig kørt over. Jeg var træt. Alt gik jo som det skulle, som tingene kunne gå. Men jeg var stadig ked af det, ulykkelig og jeg manglede noget.

Arbejde, 2 børn, kæreste og pligter.

YES! Jeg fandt et arbejde, som også ville udfordre mig. En leder stilling, med store muligheder. Nu ville tingene begynde at gå godt. Rasmus var meget ’’jeg glæder mig sådan til du starter med at arbejde, så har du ikke så meget tid til at tænke her hjemme.’’

Christian skulle skifte dagpleje, samme sted som Mikkel skulle gå. Pga. pladsmangel, og logistik problemer. Vi skulle have en bil, så jeg kunne møde op på mit nye arbejde. Der var mange ting, der skulle gå op inden jeg startede 1. april, og heldigvis skete det.

Vi var begge meget positive, indtil vi fandt ud af, at jeg skulle i oplæring 1 ½ times kørsel væk, så når jeg skulle møde kl. 6, skulle jeg køre kl. 4, havde fri kl. 15 – var hjemme kl. 17😮. Alle de rester vi spiste i denne tid for at få det til at passe sammen, igen var det kun for en periode. Men denne periode, blev lang, træls og alt hvad der kunne gå galt. Gik galt.

Drengene blev syge, fordi de startede et nyt sted, med nye bakterier. Bilen fik en smadret bagrude, og skulle på værksted i én uge. Jeg boede hos en veninde, i byen hvor jeg var under oplæring. For at kunne passe det. Og jeg blev syg, indlagt og opereret i maven for cyster der var sprunget i en weekend. Så IKKE den bedste start. 😢

Samtidig er der ’’livet’’ ved siden af hverdagen og børn, noget Rasmus og jeg altid har prioriteret højt. Måske en forkert prioritering, men det er det der har holdt os kørende, i denne tid – hvor alle dage forløber med de samme ting, og for at få et afbræk fra bleer, arbejde, forventninger og skrig.

Men da jeg startede med at arbejde, følte jeg, at alt socialt liv var væk, udover fødselsdage, kærestedage – ting man blev nødt til at møde op til. Jeg var ramt af en ekstrem træthed, skænderierne begyndte igen. Og det var hele tiden et valg, ’’vil jeg se tv 1 time, eller sove måske den time ekstra’’. Hyggen forsvandt, og blev afløst af en uforklarlig rastløshed, irritation, stress-faktor, søvnløse nætter. Vi var presset til det yderste.

Skænderierne/diskussionerne var mindre i starten, men selv de var begyndt til at tage til. Hvordan skulle hverdagen hænge sammen? Jeg kunne faktisk ikke se det, jeg var ked af det, jeg havde ikke lyst til at leve mere. Jeg havde dårlig samvittighed, fordi jeg aldrig var hjemme, når jeg var hjemme hang jeg, var irriteret, sur, trist men tog alligevel alle de praktiske opgaver. Rasmus tog drengene. Sådan fordelte vi det, og jeg skældte og smældede Rasmus, fordi han aldrig hjalp til, og han sagde – ’’du bliver sur når jeg gør, og når jeg ikke gør’’. Jeg kiggede på Rasmus hverdag, når jeg varmede min mors frikadeller i mikroen hvor han sad med vores 2 drenge i sofaen og så tv – og jeg blev først rørt af synet, det var så sødt, så lykkefyldt, men følelsen blev erstattet på 2 sek. Af ’’HVORFOR HELVEDE HJÆLPER DU IKKE?’’, og oftest snakkede vi ikke sammen, før drengene blev lagt, hvor det så var skænderier der overtog ”snakken”. Jeg var så fyldt af vrede, jeg kunne ikke rumme det – og gud ved, hvor meget vrede jeg kan rumme.

Det var desværre ved at gå udover mine drenge, Rasmus har det altid gået udover, men nu også mine små drenge – og jeg blev så ked af det og fik så dårlig samvittighed, at jeg blev nødt til at gå – når min vrede trang på. Og Rasmus stod alene med drengene, og det havde jeg også dårlig samvittighed over. Det var én stor ond cirkel, der bare kørte og kørte.

Rasmus var den, der holdt sammen på drengene, mig og vores lille familie. Den kæmpe styrke og mentalitet, han fandt frem fra ja marts-Nu, det er fuldstændig vanvittigt. Og jeg har fået opbygget en så stor respekt for ham, jeg ikke troede, var muligt. Jeg elsker ham virkelig sådan helt indeni. Alt det han har været udsat for, ærligt, jeg forstår ikke, at han ikke er smuttet. Han har altid sagt, ’’jeg går ingen steder, jeg elsker dig, vi finder en løsning’’. Han er verdensklasse, også er han bare virkelig verdens bedste far og kæreste!

Hvis jeg ikke havde ham ved min side, i det her forløb. Havde jeg ikke turde.

Kram Kia

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Kimi

    Du skriver så utroligt ærligt, det er så smukt og skønt at læse at I klarer udfordringerne og holder sammen trods alt. Godt klaret, begge to. Al mulig held og lykke og kærlighed til jer. Knus Kimi

Skriv et svar