Ubehandlet ADHD og 1 barn

Vi var gravide, uvisse og vi glædede os. Men glæden forsvandt hurtigt for mit vedkommende😯.

At stå, med en dreng vi havde lavet. En sund og rask dreng, bringer lykkefølelse. Det er i hvert fald det ALLE siger, og hvad jeg så, da jeg var gravid og efter jeg havde født. Og stadig havde jeg det ikke sådan læs ”Sentimental i juli”.

Vi (læs jeg) var forberedt, vi havde købt/fået alle ting, læst, fødsels-forberedelse, set, hørt, gode råd. Til sidst var jeg sgu lige ved at brække mig, over alt det man får kastet i hovedet. Ikke nok med jeg lignede en luftballon, gassede folk mig op i luften med alt deres bedre-viden. Jeg tog det til mig, jeg så på overfladen hvordan det var, og da virkeligheden ramte. Og de ’’forventningsafstemmelser’’ vi havde lavet, faldt ALT til jorden. Jeg fløj ikke længere, jeg følte jeg var smattet ud på jorden, alt var brækket, jeg kunne ikke samle mig selv op. Jeg anede ikke HVAD jeg skulle gøre. Christian kunne jo ikke sige hvad han ville have, jeg skulle gætte, lære, prøve. Og jeg var ude hvor jeg IKKE kunne bunde, alt hvad jeg troede jeg vidste, hvor nemt det så ud hos andre. Ingenting passede med virkeligheden for mig, jeg var magtesløs. Jeg kunne ikke planlægge noget som helst, jeg kunne ikke forberede mig… Jeg følte mig som den værste mor i hele verden.  

  1. fordi jeg ikke elskede mit barn, ved første syn. Men først mange uger efter.
  2. jeg kunne ikke læse ham.
  3. det vi stod i, var ikke det ’’billederne’’ viste.
  4. jeg kunne sgu ikke bare sove når jeg var træt, der var ingen mute knap. Jeg kunne ikke bare gå, når jeg følte jeg var ved at springe i luften. Og jeg kunne (undskyld ordet) fandme, ikke planlægge en skid med ham. Mad hver 3. time, min bare r**. Jeg var for alvor i fængsel, både i min krop nu også i mit hjem. Jeg var bange for alt hvad jeg gjorde var forkert. For det så jo ikke sådan ud hos andre.

Jeg havde en klar idé om at mit liv forsatte, sådan som det altid har gjort. Christian måtte tilpasse sig, vores livsstil – færdig bom. Rasmus var lidt mere realistisk (han er heller ikke på sociale medier), men jeg troede virkelig, det var sådan det var – for sådan så det ud alle steder. Men holdt for nar, må jeg sige jeg blev.

Jeg kunne, finde på at lave en flaske til Christian 1 time før, den 3. time var gået. Så var jeg klar, men så pludselig var han ikke sulten, da kl. sagde spisetid. Hver gang jeg troede, nu har jeg hans rytme. Rykkede den sig 20 minutter næste dag, også stod jeg på bar bund igen. 20 minutter, var nok til at min dag blev ødelagt. Hvor i min mødre-gruppe var det bare sådan ”nå ja, okay, så er idag anderledes”. Jeg kunne ikke forholde mig til deres ”nå jaja, det ligemeget tankegang, vi flytter det bare”. For mig, skulle ALLE dage være ens. Men sådan er det ikke. 

Jeg stod med et ansvar, som jeg ikke følte, gik efter mit hoved & bogen. Jeg måtte ændre i planlægningen hver eneste dag, tage et senere tog, et tidligere tog, gå før, gå efter, handle der, spise der, sove der osv. Jeg var aldrig på forkant, jeg var helt ude af den i mange måneder. Og jeg forstod ikke, hvordan et så lille menneske, kunne vælte mig, og bestemme over mig…

Men SÅ kom der endelig rutine, og jeg blev mere tryg, og kunne bedre være med. Det lyder helt forkert, men sådan var det for mig. Og heldigvis var Rasmus pisse god og ekstrem uundværlig i den tid. Og kunne se jeg var slidt, og vi fik hjælp af både min mor og hans forældre. Og vi kom også 2 dage til København nytårsaften, hvor min mor havde Christian. Jeg havde brug for at finde mig selv, mærke mig selv og ud-leve en drøm jeg altid har haft. Nemlig at stå på Rådhuspladsen nytårsaften.     

Men med mit behov for planlægning, være forberedt på alt, stod jeg med noget jeg faktisk ikke kunne forberede mig på. Og det hylede mig ud af den, et utal af gange, og hold k**t Rasmus har taget de vildeste ture med mig, dengang.

Men alt bliver jo godt igen og det hele skal nok gå, (Rasmus siger det altid), gjorde det jo det samme for os. Og vi snakkede barn nr. 2. (i må sikkert tænke, det gjorde hun bare ikke), men JO! Vi ville gerne have Christian skulle være storebror, og vi var jo inde i en god periode (jeg hader perioder), men at jeg skulle blive gravid så hurtigt, var vi ikke forberedt på (jan/feb 2017). Og jeg tænkte, hvis jeg kan klare et barn, kan jeg også klare 2. Familie-drømmen, var/er så stor hos mig. For jeg ville også prøve det, med at have en kernefamilie, og i mit hoved, var det det bedste i hele verden.

Forsættes…  

Kram Kia

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar