Adoption, kærlighed og konsekvenser

Adoption!
Okay.. det her indlæg har været længe undervejs! Det er enormt følsomt.


Jeg er sådan en pige der har svært ved at elske, eller jeg har i hvert fald svært ved at være i følelsen af kærlighed. Om det er til min mand, min familie eller mine veninder, det er egentlig ligemeget – jeg har bare pokkers svært ved det. Den eneste undtagelse er til mine børn! Min kærlighed til dem er meget ligetil, det jo heldigt nok 🙂

Min datter er 2 år og 4 måneder, hun er så fin, lille, sårbar og så fandens elskværdig. Hver dag forbløffer hun mig med hendes gåpåmod, men min mand og jeg er der altid til at gribe, guide, kramme og kysse hende. Det er en vigtig tid hun går igennem nu, hvor tætte bånd knyttes og hun opbygger en forståelse af hvad der er hendes base, hendes safe zone…
Da jeg var i hendes alder havde jeg lige mødt min mor, far og storebror. Jeg er adopteret fra Colombia. Man havde forgæves forsøgt at finde min biologiske “mor”, og jeg blev derfor sat op til adoption. Tiden gik og jeg blev mere og mere uatraktiv pga. min alder. Indtil jeg fik et hjem, havde man det geniale system hvor man hele tiden gav barnet (mig!) et nyt sæt plejeforældre. I ved, så man ikke knyttede sig for meget… Det er så horribelt og hjerteskærende!

Dog fik jeg verdens mest fantastiske forældre og storebror. jeg har altid lignet min far utrolig meget. Vi tænker meget ens, vores humor er som én tankegang. Min mor er en kvinde med ben i næsen og et ufatteligt stort hjerte og svesken kommer ALTID på disken, hun er dog utrolig følsom, hvilket jeg har arvet.

Men jeg tror ikke man skal tage fejl af, at tidlige svigt sætter sine spor.
Som lille pige arbejdede jeg med ikke at gå med hvem som helst, jeg var enormt tillidsfuld, eller jeg var ihvertfald ret let at sætte i nye konstellationer.
Som teenager var jeg usikker på mig selv. (som så mange andre teenagere) Men jeg havde en KÆMPE identitetskrise, jeg følte altid jeg kom ind på 2. pladsen i livet. Det kan lyde enormt ynkeligt, men ikke desto mindre var det sådan jeg havde det. Psykisk var det en meget hård tid for mig, men også mine forældre.

Noget af det værste jeg kan komme i tanke om, var når folk (i god mening) sagde “ hvor er det godt dine forældre ville adoptere/give dig et hjem” … Alt stritter på mig, jeg går altså ikke rundt og er evig taknemmelig, det ville desuden også gøre vores relation unaturlig og skæv.
Mine forældre fik børn fordi de ville have børn, ligesom rigtig mange andre… Det er ingen charity case, ren og skær egoisme, og det er vel ligesom mange andre, og sådan det skal være. Jeg føler mig enormt elsket, og jeg ligner mine forældre RET meget.

Når det er sagt så føler jeg nogle dage, at jeg bærer rundt på en sorg. Jeg kan oppe i mit hoved føle mig valgt fra eller som 2. valg… Mange kommer til verden som 1. valg og ønskebørn.. Jeg “kom til verden” som 2 årig og fordi mine forældre ikke selv kunne lave børn. Det er de barske realiteter. Det er altså ikke noget der fylder MEGET, men det kommer op indimellem og jeg bliver usikker og den lille pige på 2 år, som bare vil elskes, står foran mig.

Desværre har jeg opbygget en mur. Jeg tror ubevidst det skete som barn, bare for at beskytte mig selv.
Jeg har svært ved at lukke folk helt ind. Jeg elsker fx. mine veninder himmelhøjt og jeg kan blive unaturligt panisk, for at jeg ikke gør det godt nok som veninde. Jeg kan overtænke en episode med en uoverensstemmelse i flere måneder, og frygte at jeg aldrig ser dem! Men jeg kunne ikke finde på at sætte ord på det overfor dem. 
Det kan også være problematisk i mit forhold til min mand! Hvis man ikke kender mig, kan jeg nok godt virke lidt arrogant, men det er laaaaangt langt fra sandheden! Jeg er bare usikker! Min mand kan nogle dage tro jeg ikke vil ham længere! Det er langt fra sandheden. Jeg er bare usikker…
Tja hva gør man så? Jeg har valgt at alliere mig med profesionelle, og arbejder dagligt med mig selv.
Adoption har ALTID en pris, også de lykkelige historier ligesom min.

kiss kiss 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. <3<3<3 Du er sej er du , den ros skal du ha og det er så dejligt at læse at du ligner dine forældre for de er dine forældre det er ikke kød og blod der afgøre det <3<3<3
    Jeg har det selv tæt på 🙂
    Når jeg kommer på som blogger her, så kan du læse om min sorg til min HØJT elskede far ,dem er jeg så heldig at have to af el retter har kun den ene tilbage <3
    Du er ikke alene <3
    1000 kram og kys kys din vej.
    De bedste weekend hilsner
    Mette <3

Skriv et svar