Akne, min værste fjende – del 1

Dette er første del af min fortælling om min erfaring med akne. Det er nok noget af det mest grænseoverskridende for mig at dele med jer. Det er personligt, det er følsomt, og det er en kamp jeg stadig kæmper.

 

Jeg hader ikke mig selv. Slet ikke. Og jeg synes ikke jeg er grim. Jeg hader min AKNE. Jeg synes min AKNE er grim. Godt nok bliver den teknisk set skabt af mig, men det gør den ikke til en del af mig. Den kan eksistere for en periode eller den kan eksistere hele mit liv, men da den potentielt kan kureres, nægter jeg at se den som et kendetegn ved mig, som jeg bare skal lære at acceptere. Det er ikke en charmerende lille skønhedsplet, som den jeg har på min øjenlåg. Det er hævede, røde, betændelsesfyldte knopper i hele mit ansigt. Og min konklusion er altså at jeg godt kan hade min akne, uden at hade mig. (Jeg tager ikke imod modsigelser på området.)

Jeg havde karspringninger ved næsen som ung teenager pga. ekstrem høj støv og græsallergi (at sige jeg havde et stort forbrug af kleenex, ville være en underdrivelse). Jeg lærte at dække min rødme ved næsen med concealer, hvilket gav mig små bumser ind imellem i området. Karsprængningerne gik mig enormt meget på, men hvis jeg havde vidst hvad jeg havde vente, havde jeg aldrig brokket mig over sådan en bagatel.

 

Min akne startede i 20’erne, som cystisk akne ofte gør. Også kaldet ”voksen-akne”. Det udviklede sig dog meget langsomt, så jeg var også længe om at indse det var cystisk akne forsaget af en tilstand inden i mig, som jeg ikke selv kunne påvirke. Med tiden blev problemområderne større, mere bulede, irriterede, røde og ømme. Før jeg vidste af det, kontrollerede og begrænsede det mig på så mange måder. Hvis jeg datede en ny, gik der lang tid med natte og morgen-listeture ud på badeværelset, for at rette min makeup og forsøge at dække de røde plamager. Når jeg en sjælden gang imellem var i byen, fokuserede jeg hele tiden på at undgå spotlys, der ville vise en skygge under de enorme buler. På vej ned i solariet kun 300 meter fra min lejlighed da jeg boede i Roskilde, løftede jeg ikke mit blik fra jorden en eneste gang, af frygt for at få øjenkontakt med en forbipasserende. Og hver gang jeg kiggede mig selv i spejlet, blev jeg så ulykkelig over at ligne et monster.

Det er noget der slider på psyken. Især fordi du længe går og tror, at du selv er skyld i det på en eller anden måde. Det er en misforståelse. Hvis du lider af akne, har du måske oplevet, at nogen har hentydet til, at det skyldes du spiser for meget junkfood. At du ikke renser din hud korrekt eller at du går med for meget makeup. Alle har gode idéer til hvad du kan gøre anderledes. Der må jo være noget ved din livsstil der gør, at du ser sådan ud. Og hvis ikke folk siger det til dig i virkeligheden, forestiller du dig at det er det de tænker – nogenlunde hver gang du bevæger dig ud blandt mennesker. Og det har desværre en lige så stor effekt på din psyke, som hvis de rent faktisk sagde det.

 

Du mærker måske også sindssygen stige, mens du bliver mere og mere bevidst om ALT du foretager dig. Reagerer din hud anderledes hvis du:

  • Undgår mælkeprodukter
  • Lader være med at bruge makeup i en periode
  • Bruger stærke renseprodukter egnet til teenage-hud i udbrud
  • Indtager mindre sukker
  • Dropper gluten
  • Investerer i dyrere skønhedsprodukter fordi dem til at udtørre akne, ikke virkede
  • Spiser teskefulde af diverse kernefrø hver morgen, som du har læst skulle hjælpe
  • Skifter sengetøj oftere
  • Bruger ansigtsmasker
  • Får ansigtsbehandlinger
  • Lader være med at rense din hud overhovedet (din ven sagde noget om at over-rense)
  • Holder dig fra pizza og chips, også selvom du har tømmermænd

(to name a few)

Svaret af ja. Du ser som regel en ændring den første uge eller to – og det er forfærdeligt. Du når lige at blive lykkelig for, at du langt om længe er nået frem til, hvad problemet er. Du kan forestille dig en fremtid uden akne; hvordan du selvsikkert går på stranden næste sommer uden makeup på. Men efter lidt tid vender udbruddene tilbage, og forhåbningerne bliver knust på ny. Overraskende nok vænner man sig ikke til det, og man gennemgår derfor dette mareridt af samme styrke en billion gange.

 

Grunden til at man oplever en kortvarig bedring, er din psyke. Du tror du måske har løsningen på din huds tilstand – du er positiv og stresser derfor mindre over det. Men det kan ikke vare ved, for der er altså en fysisk årsag til din tilstand, der ikke er mulig at fikse på kort tid. Derfor er det selvpineri (og evt. spild af penge) at få diverse behandlinger og ændre på en masse ting i din hverdag. Jeg giver dig den barske sandhed: det vil højst sandsynligt være en evig kamp, hvis ikke du får professionel hjælp.

Det er vigtigt at understrege at det er diagnosticeret cystisk akne jeg skriver om her. Ikke små bumser og hudorme i det øverste hudlag – selvom den type ikke skal negligeres. Uren/problem hud er forfærdeligt at lide af, uanset hvilken grad. Men hvis det ”kun” er overfladiske, mindre bumser, kan det godt tænkes at et eller flere af punkterne på ovenstående liste, er årsag til dem. Svær cystisk akne kræver til gengæld medicinsk behandling. Hvis ikke, kan det meget vel vare resten af dit voksenliv, og/eller give dig ar, som du aldrig kommer af med.

 

Da jeg langt om længe gik til lægen for første gang, for at konsultere min hud-tilstand, blev jeg slet ikke mødt som forventet. Han sagde med det samme at jeg ikke havde akne, eller at det i hvert fald var umuligt at se med ’så tykt et lag makeup’. Jeg havde som altid foundation på, men hudens tekstur og bulerne kan man jo (desværre) ikke camouflere helt. Jeg trådte hen foran spejlet i lokalet – direkte under en spot-lampe – og pegede på alle skyggerne i mit ansigt fra de store buler. Jeg forklarede hvordan jeg følte mig nødsaget til at bruge en tyktflydende full-coverage foundation for at udjævne bulerne mest muligt, men også fordi mine udbrud altid var opblussende røde, og ikke kunne skjules med mindre. Jeg fortalte om alle de ting jeg havde prøvet de sidste par år og hvordan intet havde virket, og hvor meget det gik mig på psykisk.

Så der stod jeg. Blottede mig selv for et menneske jeg stort set ikke kendte, om en af de ting der har gjort mest ondt på mig. Og så siger han: ”Jeg vil have at du i 3 måneder slet ikke går med makeup, før jeg kan vurdere, om jeg vil give dig en henvisning til en hudlæge. Jeg er helt sikker på, at det her er psykisk og du i stedet trænger til at tale med en psykolog”

Så jeg gik grædende og frustreret derfra. Hvad fanden er det for en uprofessionel, sindssyg ting at sige. Ikke fordi det er unormalt at få psykolog hjælp – faktisk gik jeg på daværende tidspunkt i psykoterapi. Men når han har så lidt viden om akne, og i øvrigt så lidt situationsfornemmelse og empati at han siger til mig det kun kan skyldes for meget makeup og et lavt selvværd, burde han kun sende mig videre med en henvisning. Ooog måske overveje at arbejde med noget andet end mennesker..

Læs videre på historien i del 2

 

Kærligst,

Aura

 

 

 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Aura Haurholm

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar