De pokkers følelser.

Som ADHD menneske så er jeg virkelig virkelig følsom, sensitiv om du vil. Det er på mange måder en belastning for mig og sætter en stopper for mange ting i mit liv. Nogle gange er det noget jeg selv vælger, andre gange er det følelserne der sætter en stopper for det.
Mine følelser sidder konstant uden på tøjet. Jeg har efter mange års søgen efter svar og efter at have været igennem flere forskellige psykologer, psykiatere og andre terapeuter, lært at håndtere mine følelser til en vis grænse. I de fleste situationer vel og mærke. Jeg er også kun et menneske.

Jeg ved at jeg med det her indlæg vil ramme nogen. Nogen vil synes jeg er røv irriterende, andre synes nok jeg er barnlig og nogen kan sikkert nikke genkendende til det jeg skriver og tænker “gooooodt jeg ik er den eneste”. Og der skal være plads til jer alle.

Når jeg skriver at jeg er meget følsom/sensitiv, så betyder det bl.a at der er mange lyde jeg ikke kan rumme. Lyde er faktisk det største problem for mig. Stort set alle lyde der kommer fra ansigtet. Og her må man gerne grine af mig, men det er desværre sandheden. Jeg HADER når folk smasker, trækker vejret unormalt højt eller meget. Folk der snorker. Og her kunne jeg ærligt godt kvæle vedkommende. Hvis du siger den samme lyd, ord eller sætning flere gange i træk vil du opleve at jeg siger (meget højt) “Aaaarj så har vi hørt det”. Mine børn er efterhånden vant til det og min datter har det desværre på samme måde som mig eller måske har jeg påvirket hende til at have det sådan. Åhh jeg får det så dårligt når jeg tænker på det. Hun bør ikke være lige så weird som sin mor. Men igen, hvorfor sku hun ikke være det. Jeg kan fx. Ikke nyde stilhed. Det findes ikke i min verden. Der er altid larm i mit hoved. Kender i det når man har stået og lavet mad med emhætten tændt. Man sætter sig til bords, men har glemt at slukke emhætten. Og man bare kan høre den der summende irriterende lyd. Sådan er der inde i mit hoved ALTID!
Så altså.. Jeg hører faktisk altid lydbog. Som i altid. Medmindre jeg er sammen med mine børn eller ser tv.
Og så alligevel.. efter jeg har flyttede i campingvogn, så har jeg udviklet mig i sådan en grad at jeg rent faktisk nyder at være i mit eget selskab. Jeg kan bare ikke uden lyd. Der skal være tv tændt eller en lydbog. Min absolutte ynglings lyd (og det ved du hvis du følger mig på Instagram) er lyden af regn. Jeg elsker den! Den går mig så rolig og får mig til at fokusere på kun dén lyd og ikke alt det andet larm i mit hoved.

Som ADHD menneske er det med søvn lidt opreklameret. I hvert fald om aftenen når det virkelig gælder. Men sætter jeg lydbog på eller regnlyde.. bum så sover jeg. Men ligger der et andet menneske ved siden af mig end mine børn og jeg kan høre vedkommendes lyde, så ligger jeg vågen hele natten. Underligt ik’!?

Desværre er man også mega dobbelt moralsk, for det gør ik noget når jeg selv siger den samme lyd flere gange i træk. Jeg får tit skældud af min datter på 10, som selv er lydsensitiv. Jeg hører det ikke selv jo, men må tit krybe til korset og sige undskyld. Jeg kan også godt snorke eller smalle i søvne, men det hører jeg jo ikke selv. Det kan virkelig være svært at tage hensyn til en der er nøjagtig lige som du selv er. Hvilket man skulle tro var nemt, men det er det langt fra.

Jeg har også berøringsangst. Hader hader hader at kramme fremmede. Vil helst slet ikke røres ved, medmindre vi kender hinanden. Jeg giver af høflighed altid hånden, men jeg bryder mig ikke om det. Min behandler i psykiatrien krammede mig første gang og sagde “ja jeg er altså en krammer”!!!! Så måtte jeg sige til hende at jeg så absolut ville sætte pris på hun gemte sit kram til en anden af hendes kuk kuk patienter.
Det respekterede hun selvfølgelig. Jeg bryder mig absolut heller ik om en hånd på skulderen. En hånd ned af ryggen. Og det værste….. hvis nogen rører mig i ansigtet. Jeg ser rødt og kan på ingen måde skjule at jeg ikke bryder mig om det. Jeg synes det er klamt at andre skal påfører mig deres bakterier på den måde.

Jeg har nogle veninder som godt kan li at kysse når vi krammer hej og farvel. Det har taget mig mega lang tid at kunne. Men idag kan jeg godt. Det har nemlig intet med dem at gøre, men mine egne grænser der skal rykkes. Og det prøver jeg så vidt muligt hele tiden. Til dem af jer der læser det: stop aldrig med det! For jeg elsker jer for i gør det….

Fordi jeg ved hvor følsom jeg er, så er der situationer (hvis man kan kalde det dét) jeg holder mig helt fra. At involvere mig med det modsatte køn. Det med forhold fungere slet ikke for mig. Jeg kan ikke finde ud af at være i det. Måske med den rigtige, men jeg har svært ved at rumme et menneske skal komme så tæt på.

Jeg konkurrere heller aldrig. Jeg har det vildeste temperament og jeg kan ikke være en hold spiller. Jeg er pisse egoistisk og vil for alt i verden gøre livet surt for alle andre på banen. Jeg spillede fodbold og håndbold da jeg var barn/ung, men det endte tit med røde kort og udvisning. Pinligt altså!
Så jeg har lært at holde mig fra den slags.

Jeg kunne blive ved at snakke om det her emne, så jeg slutter for nu. Hvis i kunne tænke jer at jeg skriver mere om ADHD emnet så sig endelig til.

Grunden til at jeg ikke har udgivet så mange indlæg det sidste års tid, er ganske enkelt at jeg ikke ejer en computer og at jeg har været afhængig af at andre gad lægge det ud for mig. Men NU har vi fandme fået en mobil version, så NU slipper i ikke.

Tak fordi i stadig gider læse med.

Kærligst Nanna