Lige siden jeg blev bevidst om at jeg er et selvstændigt og uafhængigt individ, har jeg været selvkritisk. Ikke kun med mit udseende, men også med hvem jeg gerne vil være som person.
Hvis jeg selv skal sige det, er jeg super god til at reflektere over mine egne handlinger. Nogle gange endda lidt for meget. Specielt hvis jeg har udtrykt mig på en måde som jeg egentlig ikke ville eller har sagt noget jeg faktisk ikke mente. Efterfølgende krummer jeg tær og tænker: “Ej Camilla, det sagde du bare ikke”. Det sker tit at jeg får sagt et eller andet “dumt”.
For nylig fandt jeg ud af, at jeg rent faktisk tænker mens jeg taler. Jeg ved først hvad jeg mener, når jeg hører hvad jeg selv siger. Netop det har en dansk filosof ved navn Ole Kirkebye beskæftiget sig med. Han har udviklet begrebet translokutionaritet (og ja, det er lige så svært at sige som det er at stave). Det gav rigtig meget mening for mig. For jeg er en af dem der snakker med sig selv, når de er alene, for at finde ud af hvad jeg egentlig mener om et emne der optager mig. Måske er der andre der har det som mig?
Mit selvværd har heller aldrig været særlig stort og for at ændre mit syn på mit eget spejlbillede, kastede jeg mig ud i at være fritidsmodel.
Det hele startede egentlig med at min veninde og jeg havde 20 års venskabsjubilæum som skulle foreviges med et photoshoot. Vi havde en rigtig god kemi med fotografen, så jeg sagde – lidt i sjov faktisk, at jeg var klar på at stå model for ham. Han svarede at han havde modeller nok, men han ville kontakte mig, hvis han fik en idé. Jeg regnede ikke med at høre fra ham igen, men få uger efter, skrev han til mig om jeg stadig var interesseret. Jeg tænkte mig lige om en ekstra gang inden jeg sagde ja, for ville jeg være hende der stak næsen frem og blev udstillet til offentligt skue? Det talte jeg meget med mig selv om inden jeg sagde: “Ja tak”.
Så nu leger jeg fotomodel i min fritid. Men der er også en bagside af medaljen, for selvfølgelig er det ikke alle billeder der bliver lige gode. Især ikke når jeg lavet et “forkert” ansigtsudtryk, mine deller flagrer til alle sider eller belysningen ødelægger en ellers rigtig fin posering. Meget kan reddes med Photoshop, men ikke alt. Og så må jeg indrømme at jeg bliver lidt jaloux når nogle af de andre modellers billeder er bedre end mine. Jeg føler mig langt mindre attraktiv end dem. Men det er en del af udfordringen. Jeg arbejder hen mod mit mål om at få større selvværd og acceptere mit eget spejlbillede – for sådan vil jeg gerne være.
Men hvem er jeg egentlig indtil nu. Pt. er jeg en 26-årig single kvinde som ikke har nogen børn (endnu). Jeg realiserer mig selv gennem mit arbejde som pædagog, ved at blogge her på siden og ved stå model. For at passe på mig selv, går jeg i fitness mindst 1 gang om ugen og til psykolog 1 gang om måneden. Så hvis jeg tænker over det, er jeg faktisk super godt dækket ind både fysisk og psykisk 😉
Men er jeg så glad for at være den version af mig som er mig lige nu? Tja… Jeg har i hvert fald ikke lyst til at være nogen anden 😉