Når ens elskede barn er i smertehelvede.

               En forældres værste mareridt.

Efter et langt stykke tid, med mange op og ned turer, har jeg endelig fundet en ny computer og tid og overskud til at give af mig selv igen.

Sommeren 2018, vil altid være en sommer jeg/vi vil huske. Og det er ikke kun pga. det flotte vejr vi har haft, som henførte os alle til sydens sol og sommer, og som i øjeblikket, gik op for os alle, hvorfor ”dem” sydpå aldrig nyder de har sådan et lækkert vejr… (det er simpelthen for varmt at arbejde i.)

Kort historie lang. Min elskede søn blev syg. To dage efter sommerferien var begyndt, og huset summede af at vi skulle til Italien lige rundt om hjørnet. Han klagede over hovedpine om aften, jeg tænkte det var varmen, så jeg fik, lidt mere væske hældt i ham. Han var lidt sløj, så vi puttede i sofaen. Om natten begyndte han at græde, da vi sov sammen i sofaen, vågnede jeg jo med det samme, og så, begyndte to lange dage med opkast hver gang, han fik noget at drikke eller spise, og en hovedpine han, slet ikke kunne holde ud. Jeg havde kontaktet min læge, da jeg følte noget var Of. Min søn er ligesom Emil fra lønne Berg, og kan hoppe og danse med influenza i kroppen. Nu lå han bare der, ville ikke se tv, ville have det helt mørkt og have ro. Dag 2 med opkast, og da mit sind var temmelig nervøst, ringede jeg for 3 gang til min læge. ” kom med det samme” var svaret. Sagt som gjort, med en dreng der dårligt kunne stå op, ud i bilen og afsted det gik. Da vi kom op til lægen lagde han sig på gulvet, han kunne ikke klare at sidde op. Min læge kender os heldigvis og kunne godt se på ham at der var noget galt. Han havde også fået et tæge lignede bid, så vi blev bedt om at tage til børneafdelingens akutafsnit. Vi blev hurtigt tilset af en sygeplejerske, han lå stadig helt gummiagtig i sengen og kunne dårligt svare på noget, han kastede stadig op og havde så ondt i hovedet. Han fik lidt smertestillende i ”møllen”. Og det hjalp, så kunne han spise lidt. Sygeplejersken undersøgte ham og spurgte en hel masse, følte jeg i hvert fald. Så kom guldkornet, ” han spiller PlayStation kan jeg forstå, det er højt sandsynligt derfor, det kan man godt blive meget syg af”

A HVA FOR EN FISK!!!!!!!!!!!! No way, om de skulle spise mig af med den. Hør her, sagde jeg og forsøgte at holde mig tilbage, ”Jeg kender min søn, for det første har han ikke spillet, han har været for syg, for det andet, er det en omgang, af det værste pladder jeg længe har hørt. Og for det tredje, så KENDER jeg min søn. Og vi var ikke her hvis jeg ikke mente der var noget helt galt.

Derefter kom lægen, hun var helt rolig, og tjekkede ham igennem, og var ved at runde af, da hun bad ham om at pege på næsen og lukke øjnene, han kunne ikke ramme næsen!! ” okay så prøv at rejse dig op, luk øjnene igen og stræk armene ud” han faldt…. ” prøv at stå på et ben” han faldt….

” prøv at gå på denne line på gulvet” han sejlede rundt… som om han var fuld. Mit hjerte bankede derud af, nu blev jeg faktisk nervøs. Hun sagde hun var lidt bekymreret og han skulle scannes i hovedet og have en rygmarvsprøve evt. Godt så måtte vi jo forholde os til det. Kl. 23 om aften blev vi hentet til scanning, kl. 24 skulle han ha taget rygmavsprøven, føj den var slem, men han var så tapper og tog det i stiv arm, han blev godt bedøvet med lattergas, og var vældig glad og rundforvirret.

Lægen henvendte sig til mig, og sagde at nu kunne vi komme ned og sove, og så fik vi svar i morgen, med mindre der var noget alvorligt. Jeg drog et stille suk, vi trængte også til at sove nu, hvad jeg ikke viste var, at nu begyndte det værste.

20 min efter vi havde lagt os, styrtede der 3 sygeplejersker og en læge ind i stuen. Lægen rykkede i mig og jeg stod op. ” vi har fundet nogle celler i rygmavsprøven, så vi bliver nødt til at give ham drop med kraftig antibiotika. Stakkels dreng blev hivet i igen, med nåle og hu hej.

Hvad der skete og hvorfor, ved lægerne ikke, men i det medicinen ramte hans blodbaner, følte han der gik ild i ham, han skreg i 4 timer, af smerte. Da der kom lidt ro på ham, kom de med ny medicin, og sådan fortsatte det. Vi kan stadig hører lyden af droppet der skar sig ind under huden på en, fordi det var lyden af mere smerte. Stakkels lille mand. Men det var stadig kun begyndelsen. Om formiddagen ville han gerne op på wc, i det han rejser sig op, og sidder på sengekanten, rammer en endnu, voldsommere hovedpine ham, som en mur, han kan ikke stå op og må ned i sengen igen. På dette tidspunkt fik han medicin hver 4 time og smertestillende oveni. Han kunne ikke spise eller drikke. Så de måtte også give ham saltvand i drop. Hans hånd blev så irriteret, at den hævede op og de må ligge nyt drop i den anden hånd.

Efter 2 dage på denne måde, fik vi endelig svar på hvad det var, det var en meningitis virus, som vi frygtede. Vi kom i isolering og de gjorde hvad de kunne for ham. Han var kommet på morfin, pga. af smerterne. Jeg gik lidt ud for mig selv, da min mand var der og min faster og onkel også var kommet for at støtte op. Det var nogle hårde dage for ham, han var så ulykkelig og forpint.

 Jeg erindrede at Rikke også har haft virussen. Så jeg kontaktede hende over Messenger, da jeg ikke var i stand til at snakke. Hun var en kæmpe støtte også, og efter vores snak frem og tilbage, siger hun, jamen han har da fået spinalhovedepine oveni. Ja det giver god mening.

Jeg tager fat i lægen, men de viste det godt, men de kan ikke gøre noget når det er et barn!!!  okay så han skal bare ligge her og ha så mange smerter, vi smerte dækker ham alt vi kan. Var svaret. Ja det gør i men det virker ikke.

Efter 6 dage, på denne måde tager min søn mig i hånden og siger. Mor ” jeg kan ikke mere, jeg er ok med at dø nu, du får lov til at dræbe mig ” med tåre i øjnene holder han min hånd, og med bedene øjne råber han om hjælp. Lige der, i dette øjeblik, brister mit hjerte, jeg ville give alt for at han ikke havde smerter mere. Lad det dog bare være mig, og ikke ham der ligger der. Vi kunne ikke mere.

Lægerne kunne ikke gøre mere for os, så vi tog hjem, med et læs af morfin og andre piller.  I løbet af de næste par dage var vi dog inde to gange mere, i frustration over han ikke fik det bedre. Intet hjalp ham, og han havde nu udviklet en angst for at spise og drikke, da det kom op hver gang alligevel. Spinalhovedepine, kan tage lang tid at komme over fik vi som besked.

Så kontaktede jeg min veninde som har bodyEjust- akupunktør-klinik. Hun er den bedste i Danmark og hun har hjulpet flere af vores venner og min mand også. Han måtte ligge i bilen frem og tilbage, kaste op, på vej til bilen og på vej ud af bilen. Efter 3 dage med Simones kærlige behandlinger med nålene, kom han ind til mig om morgen. ” Mor jeg har en god og en dårlig nyhed” Okay min skat hvad er så det? ” jeg har ikke ondt i hovedet mere, men nu kan jeg ikke bevæge min nakke” så utroligt nok kom hans nakkestivhed først nu, og han havde meningitis udslæt på hele kroppen, nu over to uger efter vi kom på hospitalet. Han var også godt udmattet og drænet for alt.

 

 Nu hvor smerterne sad i nakken, og ikke hovedet, begyndte han så småt at spise, Simone havde hjulpet. Jeg gav ham også elektrolytter. Så fik han endelig fat på appetitten, selvom angsten for at kaste op stadig sad i ham. Han kunne ikke rejse nogen steder, så vi blev hjemme i sommerferien. Han døjer stadig med hovedpine indimellem og kan være lidt træt, men han kom igennem det. Vi kom igennem det. Men vigtigst af alt. Han er i live. Min seje soldat på 11 år. Og fire uger af hans sommerferie gik med sygdom. Men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at han har det godt nu. Og de skønne kvinder her sendte os chokolade og blomster. Det varmede så utroligt meget. Det jeg kan tage med herfra denne oplevelse, er at altid tro på det du føler, og stå fast. Mor ved bedst. 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. MaryAnn

    Åh nej :(( sikke en hård omgang! Sej søn du har dig, lyder godt nok ikke særlig rart for nogle af jer. ❤️ Godt at han har det bedre

    1. Mia-Maria Lie Adelina

      tusind tak <3 vi er også glade for at være på den anden side nu

  2. Charlotte Frølund

    Jeg sidder så lige her med mit kæmpe mor-hjerte og tuder… Hold nu op en omgang i har været igennem… Godt du hold fast og kæmpede <3
    En mor ved altid hvornår det er galt med hendes barn og jeg kan ikke forstå hvorfor man skal kæmpe med/mod lægerne for at få dem til at hjælpe (jeg taler af erfaring for har selv været der – med en søn i smerter gennem mange år – før de ville lytte og tro på at der var noget galt).

    Dejligt at læse at du fandt alternativ hjælp, så han kunne komme ordentlig ovenpå igen og få appetitten tilbage <3 Så han kunne blive rigtig rask.

    Og efter at have mødt din søde søn, så må jeg huske at sige, at jeg synes, du har en super dejlig og meget velopdragen søn <3 Ham kan du godt være super stolt af <3

    Kærligst Charlotte

    1. Mia-maria Thomsen

      Jeg har ikke fået svaret 😎😎😥😘🤗 tak Charlotte. For dine varme ord og fordi du altid er der❤ jeg er stolt af ham og det er en oplevelse vi aldrig nogensinde glemmer. Vil aldrig ønske det for andre.

Skriv et svar