Jeg startede med at gå til psykiater for 3 måneder siden, og startede medicinsk behandling for 2 måneder siden. Læs mere om hvorfor HER. Jeg startede og er stadig meget træt af at skulle spise en pille, hverdag for at være ’’normal’’. For før, med minus af alle mine ulemper/nedture ved ADHD, især herunder mit temperament. Var det jo en ’’fest’’ inde i mit hoved, nogle dage selvfølgelig.
Lad mig beskrive festen: Tankerne fløj hurtigt, tingene gik stærkt, jeg tonsede derud af, og havde ikke nogen STOP knap. Jeg kunne arbejde med spontane aftaler, jeg kunne gå fra glad-sur-glad, jeg kunne sætte gang i en fest, og jeg snakkede bare derud af. Jeg kom/kommer med dumme kommentarer, underlige tanker og ord, som der ikke giver nogen mening, men blev bare sagt, og folk grinede.
mEt godt eksempel på jeg har fået et filter ved hjælp af medicin, var den anden dag til pole træning, var der en engelsk talende kvinde og jeg tænkte ’’hvordan mon min træner klarer den, med at sige øvelserne på engelsk’’ så tænkte jeg ’’GUD øvelserne er jo på engelsk (Angel, Knehook etc.)’’ normalt ville sådan en tanke bare have fløjet ud af min mund, men lige der, stoppede jeg mig selv.Og det er faktisk første gang, jeg har gjort det, af hvad jeg kan huske.
Men når festen stoppede, og den kunne stoppe hvert øjeblik, hvis bare én ting gik galt, noget blev væk, én sagde eller gjorde noget forkert væltede hele min verden. Og for ikke at virke sårbar, blev jeg sur, og ikke bare lidt sur- MEGET sur. Når jeg har haft ’’udbrud’’ kan jeg ikke huske hvad der sker i øjeblikket, jeg kan ikke huske hvad jeg siger, hvad jeg gør. Der er blevet ødelagt mange ting, slået mange fingre, og ikke mindst har jeg gjort mange mennesker kede af det. Især her min mor og min kæreste. De er de eneste (og heldigvis for det), der har set og oplevet hvad der sker, når vulkanen går i udbrud. Med min alder, kom heldigvis også en modning, der gjorde at jeg var i stand til at sige undskyld efter et udbrud. For måske i 20 år, har min mor måtte lægge øre til rigtig mange slemme ting, uden overhovedet at få en undskyldning, men den kommer heldigvis nu. Grunden til jeg dengang ikke sagde undskyld, var at oppe i mit hoved skete der noget (jeg kan ikke forklare hvad), men noget der gjorde, at min retfærdighedsans var så enorm over for mig selv, at hvis nogen kunne gøre mig så sur, fortjente de heller ikke en undskyldning, og jeg var for langt væk til at se, at fx fordi min mor havde ryddet op på mit værelse, og jeg pludselig ikke kunne finde et smykke, så var det hendes skyld, for hun havde jo lagt den væk, og gjort så jeg ikke kunne finde den, og derfor gjort mig sur. Og hun ville jo bare hjælpe, og hun har tænkt alle dage. Sådan er min datter nok bare, desværre.
I takt med at krav blev stillet, forventninger fra samfundet, min familie, venner, ja i kender det nok selv ’’ta’ dig sammen, få en uddannelse, hvorfor gør du ikke bare sådan her?’’, jo flere ting der kom udefra, gjorde jeg havde flere og flere nedture, og måtte droppe alt for én periode, og bare have fokus på arbejde, men da de også begyndte at stille store krav. En chef sagde til mig engang ’’du har et attitude problem’’, ja det var faktisk omkring første gang jeg kom på medicin, og fik stillet diagnosen, fordi jeg på et tidspunkt, faktisk heller ikke kunne overskue at arbejde mere, med alle de krav.
Da jeg så kom på medicin dengang, var det et kæmpe nederlag for mig, personligt, mit arbejde var glade for det. Jeg kunne godt mærke en ro, som jeg aldrig havde prøvet før. Og den ro, gjorde mig ekstrem utryg. Jeg var jo kendt med op og nedture, og mange af dem, hverdag. Men det her anede jeg ikke fandtes, og jeg blev så ked af det. Jeg mistede mig selv til den frygt, at jeg stoppede med medicin, og måtte selv-lærer, hvordan jeg undgik at blive så sur, have så store udsving, og virkelig være en tikkede bombe. Jeg begyndte fx ugentligt at have en fast ’’Tanja dag’’, og faktisk spise ekstremt meget, jeg tog virkelig mange kg på, da jeg stoppede med medicinen som ung. Men det hjalp for en periode. Bare ikke for min selvtillid.
Ingen tvivl om, at dette har været noget, jeg uden at vide det, har kæmpet med hverdag hele mit liv, jeg blev vant til noget der slog mig ud, gjorde mig og alle omkring mig kede af det og frustreret. Men ingen havde jo overvejet jeg havde ADHD, det var nok bare sådan jeg var.
Diagnosen første gang, gjorde mig skrækslagen for at søge lægehjælp igen. For jeg var så bange for at miste mig selv igen, jeg var bange for følelsen ’’tag en pille hverdag, og du bliver normal’’. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet ældre, eller faktisk denne gang får et andet præparat, men efter 2 måneder, med ekstremt mange bivirkninger, nedture over ’’pillen’’, er jeg første gang noget til bekendtskab med at denne pille, vil mig det godt. Det har været en kamp, men siden jeg startede på medicin, har jeg kun haft 1 udbrud. Og dagen efter dette udbrud, var det som om, jeg endelig forstod hvad min ADHD er, hvad den har gjort ved mig, min familie ja alle omkring mig. Og jeg vil jo ikke være led, jeg vil jo ikke folk noget ondt, der besluttede jeg mig for det, var bedst for mig og alle omkring mig, at tage den medicin. Jeg skulle lære at se det som en hjælp, i stedet for en forhindring. Og det er endelig lykkes.
Kram Kia
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
