At være syg, uden at se syg ud

Dette og de næste mange indlæg, er ekstremt grænseoverskridende for mig. Men en del af min proces, der skal skabe fokus, hjælpe med at forstå og forklare hvordan min virkelighed egentlig er. Og selvfølgelig at jeg vil være med til at nedbryde et tabu, og gøre det til en virkelighed.

Jeg har altid følt mig meget anderledes, i forhold til mine omgangskredse. Jeg har altid kæmpet. Hvor, for andre er det kommet så nemt, i mine øjne. Min mor har også altid ubevidst lavet rigtig mange ting for mig, hvor mine brødre altid skulle klare det selv, og følt at jeg er blevet ekstra forkælet i forhold til dem. Og det er rigtig, men vores mor, prøvede at undgå en bombe der ville springe, hvis hun gjorde nogle ting anderledes for mig, i forhold til dem.

Mine folkeskole år, husker jeg ikke, andet end jeg var en ’’populær’’ pige, men en stor retfærdighedsans, jeg blev ofte smidt ud af timen, og de sidste år i folkeskolen, fik jeg min mor til at skrive sedler, for at jeg så kunne holde tidligere fri og tage på arbejde eller bare hjem og ’’slappe af’’. Efter endt folkeskole tog jeg 10. klasse., og det var alt for nyt, alt for stort og noget jeg ikke kunne være i. Jeg gad ikke i skole, fik mange fraværsbreve, pjækkede og siden 10. har skolen altid hængt mig langt ud af halsen, også derfor jeg først blev færdig udlært i 2016 i en alder af 24 år. For nogle er det tidligt, for mig var det sent igen i forhold til min omgangskreds og min familie.

Slutningen af 10. klasse blev jeg og min mor henvist til en psykiater, og jeg fik diagnosen ADHD. Fik medicin, men havde det virkelig stramt med at jeg skulle tage en pille (som jeg ikke følte virkede, jeg mistede mig selv og hvem jeg var, hvad jeg stod for) for at være ’’normal’’, og specielt når pillen ikke gjorde andet end negativt for mig. Jeg tog en beslutning, og stoppede med medicin efter ½ år i helvede. Hvor faktisk ingen troede jeg havde ADHD, ikke engang min egen familie og min mor vidste ikke hvad det var, hun kunne bare se jeg var ked af det.

Jeg begyndte at tænke, hvordan undgår jeg at blive sur, hvad skal jeg gøre, hvad kan jeg gøre og svaret var arbejde. Jeg brugte min krop, på fysisk arbejde, for at blive udmattet og finde ro. Og første gang, i hele mit liv fik jeg anerkendelse for mit arbejde. Noget jeg præsterede og derfor var det butikkens vej jeg valgte at gå.

MEN for et år siden begyndte tingene atter at gå rigtig galt. Jeg var højgravid for et år siden, men jeg var virkelig ked af det og sur. Jeg kunne ikke styre min vrede, jeg kunne ikke gøre tingene når jeg ville, eller når jeg havde overskud, der var hele tiden nogen der forlangte noget af mig 24 timer i døgnet. Og snart var der 2. Jeg fik også en mild fødselsdepression da vi fik Mikkel. Men ikke i samme kaliber, og dog. For denne her følelse, var kendt men ukendt, den forsvandt ikke, jeg var indelukket, havde ingenting at se frem til efter barsel (da min kæde lukkede kiwi) der var ingen lys for enden. Kun mig på barsel med 1 barn, 8 timer efter kom barn nr. 2 hjem. Og sådan gik dagene. Jeg kunne ikke  være i det, så begyndte at træne kl. 03:00 om morgenen, det hjalp men ikke nok.

Jeg fandt endelig et arbejde, og Mikkel startede i dagpleje og det hele kørte bare. Og det gjorde det ikke. For jeg er så glad for at arbejde, jeg havde igen noget at bruge min energi på, noget jeg kendte 110 % et sted, jeg vidste det her er mit. Jeg mistede bare dem der hjemme, fordi jeg er så slidt, at når jeg kom hjem, kunne jeg ikke rumme det. Havde dårlig samvittighed, min stress faktor var så høj at, ifølge en stress test var jeg 2 point fra at være livstruende.

Jeg var sur, kunne virkelig råbe af mine børn i et øjeblik, græde i det næste og når børnene var lagt kørte jeg på autopilot i forhold til rengøring, opvask, sur på Rasmus, skælde ud over alt det der ikke fungerede osv.

Jeg vidste nu, det var tid til at se indad, jeg vidste godt det her skulle stoppe. Jeg søgte læge.

Min læge henviste mig igen til psykiater, og sagde den var helt slem. Jeg fik en indkaldelse allerede 2 dage efter samtale ved læge, til psykiater 2 uger efter. Vi var i gang, der var lys. Men pæren var sprunget, jeg tænkte ’’ jeg vil gerne have hjælp, ikke medicin der gør, at jeg mister mig selv, den følelse vil jeg aldrig have’’.

Rasmus og jeg drager af sted mod psykiater, og der går ikke 5 minutter inde i samtalen, før jeg knækker og græder da jeg skal fortælle hvordan jeg har det, og hvorfor jeg er blevet henvist, og hvordan hverdagen der hjemme er. Efter 4 samtaler, både med min mor, Rasmus, individuelt fik jeg igen diagnosen ADHD med medicinsk behandling. Det var en kamel at sluge, for nu skulle jeg spise piller hverdag, for at kunne styre mig selv.

Men var jeg ikke god nok? Er jeg bare skod? Nu er jeg svag? Stopper elendigheden aldrig? Hvorfor? Mine børn? Mit liv? Mit arbejde?   

Faktum er at jeg er PISSE god, jeg har ’’bare’’ gået i 25 ½ år, med en ubehandlet ADHD. At få 2 børn så tæt på hinanden er stressende i sig selv og nok til at man som person ville føle man var kørt over af en lastbil, i mit tilfælde med 2 små børn og en ubehandlet ADHD og fuldtidsjob. Ja der er jeg kørt over af en kampvogn.

Forsættelse følger.   

Kram Kia

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar