Børn eller ikke børn

Jeg troede det var ret ligetil. At jeg ville forelske mig, og alt ville være lige ud af landevejen. Ægteskab efterfulgt af børn. Jeg har altid ønsket at være ung mor, og havde en forventning om, at jeg på nuværende tidspunkt mindst ville have ét barn. Det har jeg så ikke.

Siden jeg var 16 og blev seksuelt aktiv, har jeg taget MANGE graviditetstests. Jeg tror virkelig ikke jeg overdriver, hvis jeg siger 40 styks. Og hver gang har jeg ønsket den var positiv. I stedet har jeg oplevet en kæmpe skuffelse, når de viste sig at være negative.. Med andre ord har jeg været skruk i 9 år. Jeg er klar over, at det i starten var idéen om at få et barn, og at jeg dengang ikke var realistisk omkring hvad det ville kræve af mig. Det er jeg nu stadig ikke, for det er vel umuligt at sætte sig 100% ind i før man er blevet mor.

Jeg er af natur optimistisk og drømmende, og har en tendens til at se ting i et lyserødt lys. Det ser jeg faktisk på sin vis som en fordel. Men da jeg var yngre var det bare ikke kun et lyserødt lys – det var en helt anden verden jeg trådte ind i. Jeg ville højst sandsynligt have fået en fødselsdepression hvis jeg pludselig sad med en grædende baby, der krævede mere af mig end hvad jeg havde lært at give mig selv. Jeg ville ikke have haft tid og mulighed for at vokse mig så psykisk stærk og stabil, som jeg er nu – det ville i hvert fald have været en anden type selvudvikling jeg var gået gennem. Selvfølgelig skulle jeg nok have klaret det på den ene eller anden måde, men min konklusion er, at det hele indtil videre er gået som det skulle.

– Selv da jeg som 18 årig oplevede en spontan abort. Jeg var i et forhold og skiftede prævention (fra p-piller til hormonspiral) og min læge gav mig forkert information om hvor længe der skulle gå, før vi måtte droppe kondomet. Det resulterede så i en graviditet jeg intet anede om, før det var for sent. Fostret blev ødelagt af præventionen og det var så det. Vi var begge ret kede af det og talte om, hvad vi ville have gjort hvis vi havde haft valget – og i hvert fald mens det kun var snak, nåede vi frem til at vi ville have beholdt det. Vi aftalte at vente nogle år med at prøve på planlagt vis, men vi gik fra hinanden før vi nåede så langt. Hele den oplevelse fik for alvor skabt lysten i mig til at starte familie. Og den lyst har så siddet der siden.

Jeg så filmen Juno om den knocked up teenage pige her forleden, hvor jeg genhørte en sætning sagt af den kommende adoptivmor: ”Have you ever felt like you were just born to do something? I was born to be a mother”. Det er mig. Mine drømme og ambitioner karrieremæssigt har indtil videre ændret sig løbende – men ønsket om at skabe min egen kærlige familie har altid været der, og har altid været størst.

Jeg har dog befundet mig i en periode, hvor jeg seriøst overvejede et liv uden børn. Det kom sig af det spørgsmål/problem, der pludselig er opstået i mit forhold til S, som jeg har omtalt tidligere. Han var i begyndelsen ivrig og entusiastisk omkring familielivet. Han har en søn fra tidligere ægteskab (nu 13 år gammel) som han selvfølgelig elsker højt – men han talte meget om at han altid har ønsket sig også at få mindst én datter. En lille daddy’s girl, der forguder ham og kaster sig i hans armer når han kommer hjem fra arbejde. Hvis I har læst mit indlæg 10 indrømmelser, kan I måske huske at jeg fortalte om den sødeste lyseblå babykjole, jeg har liggende ude i mit depot. Well, den købte jeg til hende, som for at sige ja til at udleve den drøm med S – senere hen. Men mens drømmen var sat på hold, skete der noget jeg ikke havde forudset.

Efter et års tid blev han for en stund mere fjern, og meddelte at han ikke længere er sikker på, at han ønsker flere børn. Det er gået op for ham hvor skønt det er at have et mere selvstændigt barn, og hvordan det bringer frihed til hans ellers travle hverdag. Ham og sønnen kan også hygge sig nu med skak, jagt og Xbox – aktiviteter som de begge nyder. S har altid været meget ærlig omkring at baby og tumling-tiden ikke er hans favoritfaser. Jeg værdsætter hans ligefremhed og har modsvaret med, at jeg til gengæld ikke føler mig vildt stærk i 5-8 årige. Der kan vi så fint hjælpe og supplere hinanden.

I et så seriøst forhold føler jeg kun det er fair at jeg spørger mig selv, hvor vigtigt det er for mig at få børn. Prøve at visualisere et liv uden fra forskellige vinkler. Jeg har også skrevet pros/cons liste, for både at gå ind i det følelsesmæssigt og praktisk. Ved at holde fast i et liv med børn, vil jeg muligvis afskrive mig et liv med S – og det ville knuse mit hjerte i så mange stykker, at jeg ikke er sikker på det nogensinde ville hele igen.

På mange måder kan jeg godt følge ham. Det er jo heller ikke fordi jeg finder en billard lortebleer, vågne nætter og gylp i håret appellerende. Heller ikke den manglende frihed og alene tid, som jeg er stor fan af og i nogen grad også afhænger af. Jeg forstår hvad han mener når han pointerer at vi ikke bare liiige kan tage en weekend til Milano, London eller mit elskede Paris, eller på anden vis kan nyde hinanden og tosomheden når vi trænger og lyster. Og med udsyn til at jeg pga. hans lange arbejdsdage, ville tage mig af størstedelen der har med hus og børn at gøre, kan jeg også blive lidt bleg i ansigtet.