Børn eller ikke børn

Jeg troede det var ret ligetil. At jeg ville forelske mig, og alt ville være lige ud af landevejen. Ægteskab efterfulgt af børn. Jeg har altid ønsket at være ung mor, og havde en forventning om, at jeg på nuværende tidspunkt mindst ville have ét barn. Det har jeg så ikke.

Siden jeg var 16 og blev seksuelt aktiv, har jeg taget MANGE graviditetstests. Jeg tror virkelig ikke jeg overdriver, hvis jeg siger 40 styks. Og hver gang har jeg ønsket den var positiv. I stedet har jeg oplevet en kæmpe skuffelse, når de viste sig at være negative.. Med andre ord har jeg været skruk i 9 år. Jeg er klar over, at det i starten var idéen om at få et barn, og at jeg dengang ikke var realistisk omkring hvad det ville kræve af mig. Det er jeg nu stadig ikke, for det er vel umuligt at sætte sig 100% ind i før man er blevet mor.

Jeg er af natur optimistisk og drømmende, og har en tendens til at se ting i et lyserødt lys. Det ser jeg faktisk på sin vis som en fordel. Men da jeg var yngre var det bare ikke kun et lyserødt lys – det var en helt anden verden jeg trådte ind i. Jeg ville højst sandsynligt have fået en fødselsdepression hvis jeg pludselig sad med en grædende baby, der krævede mere af mig end hvad jeg havde lært at give mig selv. Jeg ville ikke have haft tid og mulighed for at vokse mig så psykisk stærk og stabil, som jeg er nu – det ville i hvert fald have været en anden type selvudvikling jeg var gået gennem. Selvfølgelig skulle jeg nok have klaret det på den ene eller anden måde, men min konklusion er, at det hele indtil videre er gået som det skulle.

– Selv da jeg som 18 årig oplevede en spontan abort. Jeg var i et forhold og skiftede prævention (fra p-piller til hormonspiral) og min læge gav mig forkert information om hvor længe der skulle gå, før vi måtte droppe kondomet. Det resulterede så i en graviditet jeg intet anede om, før det var for sent. Fostret blev ødelagt af præventionen og det var så det. Vi var begge ret kede af det og talte om, hvad vi ville have gjort hvis vi havde haft valget – og i hvert fald mens det kun var snak, nåede vi frem til at vi ville have beholdt det. Vi aftalte at vente nogle år med at prøve på planlagt vis, men vi gik fra hinanden før vi nåede så langt. Hele den oplevelse fik for alvor skabt lysten i mig til at starte familie. Og den lyst har så siddet der siden.

Jeg så filmen Juno om den knocked up teenage pige her forleden, hvor jeg genhørte en sætning sagt af den kommende adoptivmor: ”Have you ever felt like you were just born to do something? I was born to be a mother”. Det er mig. Mine drømme og ambitioner karrieremæssigt har indtil videre ændret sig løbende – men ønsket om at skabe min egen kærlige familie har altid været der, og har altid været størst.

Jeg har dog befundet mig i en periode, hvor jeg seriøst overvejede et liv uden børn. Det kom sig af det spørgsmål/problem, der pludselig er opstået i mit forhold til S, som jeg har omtalt tidligere. Han var i begyndelsen ivrig og entusiastisk omkring familielivet. Han har en søn fra tidligere ægteskab (nu 13 år gammel) som han selvfølgelig elsker højt – men han talte meget om at han altid har ønsket sig også at få mindst én datter. En lille daddy’s girl, der forguder ham og kaster sig i hans armer når han kommer hjem fra arbejde. Hvis I har læst mit indlæg 10 indrømmelser, kan I måske huske at jeg fortalte om den sødeste lyseblå babykjole, jeg har liggende ude i mit depot. Well, den købte jeg til hende, som for at sige ja til at udleve den drøm med S – senere hen. Men mens drømmen var sat på hold, skete der noget jeg ikke havde forudset.

Efter et års tid blev han for en stund mere fjern, og meddelte at han ikke længere er sikker på, at han ønsker flere børn. Det er gået op for ham hvor skønt det er at have et mere selvstændigt barn, og hvordan det bringer frihed til hans ellers travle hverdag. Ham og sønnen kan også hygge sig nu med skak, jagt og Xbox – aktiviteter som de begge nyder. S har altid været meget ærlig omkring at baby og tumling-tiden ikke er hans favoritfaser. Jeg værdsætter hans ligefremhed og har modsvaret med, at jeg til gengæld ikke føler mig vildt stærk i 5-8 årige. Der kan vi så fint hjælpe og supplere hinanden.

I et så seriøst forhold føler jeg kun det er fair at jeg spørger mig selv, hvor vigtigt det er for mig at få børn. Prøve at visualisere et liv uden fra forskellige vinkler. Jeg har også skrevet pros/cons liste, for både at gå ind i det følelsesmæssigt og praktisk. Ved at holde fast i et liv med børn, vil jeg muligvis afskrive mig et liv med S – og det ville knuse mit hjerte i så mange stykker, at jeg ikke er sikker på det nogensinde ville hele igen.

På mange måder kan jeg godt følge ham. Det er jo heller ikke fordi jeg finder en billard lortebleer, vågne nætter og gylp i håret appellerende. Heller ikke den manglende frihed og alene tid, som jeg er stor fan af og i nogen grad også afhænger af. Jeg forstår hvad han mener når han pointerer at vi ikke bare liiige kan tage en weekend til Milano, London eller mit elskede Paris, eller på anden vis kan nyde hinanden og tosomheden når vi trænger og lyster. Og med udsyn til at jeg pga. hans lange arbejdsdage, ville tage mig af størstedelen der har med hus og børn at gøre, kan jeg også blive lidt bleg i ansigtet.

 

 

Spørgsmålet har på det sidste faktisk mest omhandlet mig selv og mine behov, og ikke S’s. Jeg har altid elsket børn, men tager ofte mig selv i at synes de er irriterende nu. Ikke min 3 årige og nuttede lillebror fra min fars side, men han er også familie og der er kun én af ham. Nu taler jeg lige ud af posen.. Der findes SÅ mange møgunger, det er helt vildt. Og det er ikke deres skyld, det kommer jo af at alt for mange forældre ikke formår at sætte grænser for deres børn. Samtidig er de bange for at være forkerte i andres øjne. Den dér frygt for hvad andre tænker, er altså den største begrænsning der findes. Og jeg vil ikke være den forældre. Men hvad hvis jeg bliver det? Hvad hvis mit bløde hjerte gør mig ekstrem dårlig til at sige nej og jeg får skabt en lille, flabet krukke uden manérer og respekt for folk omkring sig? Hvad hvis jeg får et kolikbarn der hyler til jeg selv hyler med i frustration, og fortryder at jeg nogensinde satte ham/hende i verden? Hvad hvis S har ret i at jeg har så meget brug for alene tid, at jeg ikke vil kunne håndtere at have børn der er afhængige af mig 24/7? Jeg er sgu også bange for det liv, såvel som S er.

Efter 3 måneders alvorlig overvejelse nåede jeg dog frem til at jeg SKAL have børn. Ingen førstegangsforælder ved hvad de laver – man lærer det hen ad vejen. Er det ikke det man siger? Og jeg kan simpelthen ikke byde mig selv et liv uden at opleve den største kærlighed der findes. Det er stadig min største drøm, og jeg ville fortryde det hvis jeg valgte det fra. Særligt hvis det bliver med S, med tanke på de 23 års forskel der er på ham og mig. Fakta er at jeg højst sandsynligt lever en del år længere end ham, og jeg ville sidde tilbage som en bitter, gammel dame, for at have valgt børn fra. I øvrigt kan jeg nok synes at andres børn er en pain in the ass ind imellem, men man ved at det er anderledes når det kommer til sine egne. Selv med alle de ting jeg har noteret på siden i mit hæfte med ulemper, ved jeg at de vil være det hele værd alligevel. Desværre er dét essensen i problemstillingen.. Det føler S sig ikke sikker på.

På trods af et halvt år fra hinanden for at finde ud af hvad vi skal stille op med situationen, fandt han ikke frem til et svar. Han sad i min sofa for halvanden måned siden og sagde, at han på nuværende tidspunkt ikke kan forestille sig et liv med børn. Han kan bare heller ikke udelukke at det kan ændre sig – frustrerende som det er, fordi det er ved at være tiltrængt med en afklaring. Jeg var forberedt på et ja/nej svar og parat til at handle på det, men da det ikke blev til nogen af dem, måtte jeg tage udgangspunkt i min mavefornemmelse. Og den sagde meget kraftigt at jeg skulle blive sammen med min elskede indtil videre. Jeg tror ikke på at spilde tiden. Jeg er overbevist om at vi får noget brugbart ud af alting, om det ender i sorg eller glæde. Hvad end der sker, vil jeg huske på alt det gode vi har bidraget med i hinanden liv, hvis denne life defining decision skulle ende med at skille os ad. Vigtigst er at leve sit liv tro mod sig selv, og det føler jeg at jeg gør.

Jeg siger stort JA til børn. Så må tiden vise om det også bliver et ja fra S – og dermed et ja til hinanden.

 

Kærlig hilsen,

Aura

 

P.S. Jeg beklager at der er gået lidt siden mit sidste indlæg. Det er stadig nyt for mig at skrive til andre, og ikke bare til mig selv i en dagbog. I min introtekst nævner jeg at jeg altid har et væld af tanker. De har det med at overlappe hinanden – så det gør det til en udfordring at holde fast i én og få skrevet et indlæg færdigt, inden den næste tanke tager over.. Hvis det giver mening. Og i øjeblikket føler jeg mig total bombarderet med dem. Men det er en tilvænning og jeg skal nok blive bedre til det, det lover jeg. Indtil da er jeg meget taknemmelig for jer, der har tålmodighed og lyst til at vende tilbage og læse med, når jeg endelig får lagt noget op. Stort knus til jer.

 

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Aura Haurholm

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 5 kommentarer

  1. Linda

    Hvor er du mega sej at du mærke efter dybt inde i dig hvad DU føler er det rigtige valg ❤️
    Du blir en fantastisk mor ❤️

  2. Mette

    Du er vidunderlig ❤️
    Tænk stort tag små skridt så skal du se hvad der sker 😘
    Børn er vidunderlige om de så er belastende så er de vidunderlige og over skønne 😍
    Jeg havde et stk med kolik og tænkte det bliver nr 2 også men nej , håber du opnår dit mål 😍
    Mette Marie Moff Andersen

    1. Aura Haurholm

      Ja, jeg vil uden tvivl også synes de er jordens dejligste skabninger, selv når de er nogle små banditter og ved at gøre mig vanvittig 😂 Er glad for at høre du overlevede et kolikbarn i øvrigt 😅😘 Tak for kærlige kommentarer og støtte, søde Mette ❤️❤️

  3. Anonym

    Jeg holder med dig 😊💪🏼 Jeg synes det er nogle sunde overvejelser du har. Du skal kunne stå ved din beslutning hvad enten så den bliver og hvad enten det bliver med eller uden din nuværende kæreste. Jeg har også stået i dine sko. Og jeg kom frem til dette: en sorg over en mistet kærlighed/kæreste kan man komme langt nemmere over end en sorg/fortrydelse over at have nedprioriteret sin egen drøm/ønske for en andens skyld.
    Og så lige et input der muligvis er lidt over stregen: hvad er det din kæreste vinder ved at få sin vilje ifht hvad du mister ved det – og vice versa? Jeg kan ganske enkelt ikke se hvad godt det skal føre til, hverken for dig alene eller jer som par, hvis han hindrer dig i dit højeste ønske når det endda er et realistisk et… i min optik: i kærlighed hjælper man hinanden med at opfylde drømme. Ellers er det ikke en kærlighed der holder

    1. Aura Haurholm

      Jeg kom nemlig frem til præcis det samme – uanset hvor ondt det kommer til at gøre at gå fra hinanden, vil det ikke være en større relation at give afkald på, end det man kan få med sine børn.. Du spørger i øvrigt bare, det er slet ikke over stregen ❤️ Men det er nu slet ikke sådan at han prøver at ‘få sin vilje’ – tværtimod er han helt overbevist om at jeg skal have børn og har altid talt for det, til trods for at det går imod hans eget personlige ønske. Og det er netop dilemmaet, det du nævner. Ingen af os skal gå ind til et liv vi ikke ønsker.. Han skal ikke få børn for min skyld, ligesom jeg ikke skal lade være med at få dem for hans.. Der er vi enige – men han siger jo “desværre” ikke med sikkerhed at han ikke vil have dem, bare at han ikke kan se dem i sit liv lige nu. Om det er egoistisk af ham, har vi også snakket om – men jeg føler det er mit valg om jeg vil blive sammen med ham indtil han er nået til en afklaring (eller jeg har fået nok) – og at det ikke er hans valg at træffe. Altså at han ikke skal vælge at gå fra mig for min egen skyld.. Derfor er det kompliceret. Håber det gav mening 😅 Tak for kommentaren og støtten ♥️♥️♥️

Skriv et svar