De glemte kvinder

Det lyder vældigt dramatisk, det er det slet ikke, det er faktisk dybt tragisk.

Jeg har faktisk lagt mærke til dem, fra jeg var omkring de 13 år, min egen mor deriblandt. Kvinder er fantastiske, stærke, vidunderlige og smukke skabninger. Men, sommetider sker der noget med dem. Som om de ændre køn. Fra kvinde til intetkøn. Helt forfærdeligt, forsvinder disse smukke sjæle ind til et gennemsigtigt, gråt individ.

Du ser dem handle i Føtex, iført jogging bukser, klipklapper og håret samlet hurtigt i en knold. Håret er måske lidt gråt i kanten eller ligefrem råber på farve, som træværk råber på Gori.
De vandrer sjæle-løst igennem butikken. Måske tænker de, kun på dem de handler til derhjemme. Mand og børn. Måske tænker de slet ikke. Det er bare, rutinen der kører. Måske drømmer de i virkeligheden om et andet liv.

Hjemme i hjemmet, er det lidt det samme, de ordner hjemmet og ungerne og alt det der. Og familien behandler hende lidt som et service organ. Når der bliver råbt Moooar eller Skatter, inde fra stuen, værelset eller lignende, slipper hun det hun har gang i for at føje deres ønsker. (Hun er ikke vigtig. Hendes planer eller ønsker er ikke betydelige nok, til at de gider vise hensyn.)

Sådan, kan de gå op af hinanden, uden at ænse hinanden rigtigt. Til sidst kan de sidde i hver deres ende af stuen, uden et ord, mens luften er tyk af de ord de aldrig fik råbt og indelukkede skrig. Misligholdt kærlighed og omsorg. En følelse af at sidde i et indelukket tårn, hvor væggene bliver mindre og mindre.

I starten, må det have været kærligheden der drev hende, måske hendes opdragelse, det miljø hun har været i, den sociale arv som det så smukt hedder. At hun ville gøre alt for hendes mand, deres nyfødte prinsesse, som blev til 3 børn indenfor 6 år. Manden bliver måske vant til, at hun gør alt, så behøver han jo ikke.  Han er nok også blevet ligeglad, med hendes ønsker i bund og grund, for hun siger ikke hvad hun vil. Hun er heller ikke den kvinde han blev forelsket i. Måske var det i virkeligheden, hvad han forventede? De er begge faldet ind i en død stime, hvor de følger strømmen. Langsomt som to havskildpadder, der halvsover mens strømmen tager dem med.

Det er trist, at nogle kvinder giver afkald på hvem de er, når de møder en mand. For at beholde dem? for at få bekræftelse? For at bevise noget overfor dem, hun tror der sidder og dømmer hende, hjemme i sofaen med en pose matadormix? Er vi så drevet af hvad andre mener om os? Tror vi, at vi bliver vejet og fundet for let? Eller er vi vores egen værste fjende? Har vi ikke nosser nok til at sige fra?

Det burde vi have!!!!!! Kvinde, smukke, smukke kvinde. Rejs dig op og børst støvet af, fjern søvnen fra dine øjne, så de bliver opmærksomme igen. Træk den sødlige luft dybt ind, og mærk suset fra selve livet. For DU lever, du er ikke bare til stede for at please andre. Det er sundt at råbe et stort NEJ!!

Jeg plejer at sige ” Kvinde kend din kost” det betyder, kend dit eget værd. Elsk dig selv, forlang ting af andre. Du kan ikke kun give, uden at modtage. Kram dine deller, kys dine rynker, og løb ud og hop i den største vandpyt, du lige har fået øje på ude i gården, midt i den brune sovs, hvis det er det du har lyst til.

Vi forandrer os alle, heldigvis for det. Jeg er ret glad for mine rynker, dem har jeg filme fortjent. Alle slag og opture, har formet mig til den jeg er i dag.

Kroppen forandrer sig når vi får børn, og alt bliver lidt slapt og måske hæver vi en smule, men hvad så. Det er helt ok ikke at være en størrelse S. bare vi stadig husker at hylde at vi er kvinder, gør noget ud af os selv, OG bruger tid på os selv, og på det vi gerne vil, og siger fra.

Det var mit tankemylder, på mit første indlæg som ny blogger. ☺
Sidder og føler mig dybt taknemmelig for denne mulighed, blandt alle disse skønne intelligente kvinder.