De mange skift i livet

Der er mange skift i et menneskes liv – og nogle skift er større end andre;

Når vi flytter hjemmefra. Når vi bliver gift og får børn. Når vi skifter job og begynder på en ny karriere.  Når man bliver alene, hvad enten man bliver skilt eller som i mit tilfælde, man bliver enke, så er det også et stort skift. Et skift fra tosomhed til ensomhed i hverdagen.

For ja, der er netværk og familie mm, men det ændrer ikke på, at det er et skift til ensomhed, i hverdagen. Og det er jo hverdagen vi har mest af, heldigvis.

”Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen” som Dan Turèll sagde.

Hverdagen vi deler med en anden. Hverdagen som vi hader at stå op til og som vi elsker at stå op til. Hverdagen hvor vi skiftes til at gå med hunden og til at lave mad – eller også har vi faste aftaler om hvem der gør hvad. I hverdagen. Hverdagen er tryg og god. Den kender vi. For mig har min hverdag altid været tosomhed. Indtil for et par år siden. Så var jeg pludselig alene. Ikke ensom, men boende i ensomhed. Alene.

Og nu, efter to år er min ensomhed blevet til tosomhed igen. Hvor heldig kan man egentlig være i sit livs eventyr? Hvordan kan man få lov til at opleve kærligheden mere end den ene store gang?

Ja, det kan jeg ikke svare på, men jeg kan fortælle, at det er sådan, det er. Jeg er så uendelig heldig, at jeg har mødt en kæreste. En mand, der i den grad kan få mig til at le og som holder af mig og trøster mig, når tårerne kommer trillende, fordi det hele er så forunderligt. En kæreste, der får mig til at  føle mig lykkelig igen, fordi jeg savner ham når vi siger farvel om morgenen og jeg glæder mig til at komme hjem til ham hver dag.

Og nu har vi besluttet os for, at vi er nødt til at være sammen. Også i hverdagen. For vi holder af hverdagen sammen. At spise sammen, falde i søvn i hver sin lænestol, se tv sammen, sove sammen og vågne sammen til en hektisk morgen og en fortravlet hverdag. Men det er hverdagen og det er den vi holder af. Sammen.

Og med den beslutning, følger også en anden stor beslutning; Nemlig at sige farvel til det store hus i Kastrup og sælge det. Sige farvel til den have, jeg synes, jeg har “svigtet”, fordi jeg ikke er have menneske.

Og det er svært. Svært at skulle sige farvel til det hus, hvor jeg har boet længere end i mit barndomshjem. Svært at sige farvel til det kvarter, hvor mine børn er vokset op, hvor gode naboer stod klar med trøst og kærlige ord, da verden ramlede for nogle år siden og hvor mine børnebørn elsker at være i haven. Men det er det rigtige. Og egentlig har jeg hele tiden vidst, at jeg ikke skulle blive i det hus, når jeg blev alene.

Så, det er hårdt, men det er godt. Godt, fordi jeg har et menneske, der har lyst til at være min kæreste. Så meget, at han gerne vil åbne op og give mig plads, der hvor han bor. Det er godt, at vores børn, der er voksne, kan se, at det er dejligt for os begge to, at vi har fundet hinanden og frem for alt er det godt at se og mærke, at kærlighed er og bliver noget af dét, man får mere af, jo mere man giver.

Når jeg nu er i gang med at pakke mit hus ned, er det derfor med blandede følelser. Det er med lettelse, for det er for stort og uoverkommeligt for mig. Det er med tårer, for det er så fyldt med minder. Det er med sorg, for jeg kommer aldrig til at bo der igen, kommer ikke til at gå i haven og nyde roserne. Det er med stor kærlighed til det hus, jeg har elsket at bo i – for i dét hjem blomstrede kærligheden til Peter og børnene. Og med stor kærlighed følger også smerte og sorg over at miste.

Men det er et hus. Det er dét hjem, hvor vi skabte minder, men det kunne vi have gjort hvor som helst. For hjem er, hvor hjertet bor. Hjem er, i de ting vi gør sammen, de minder vi skaber sammen, de vaner vi danner sammen.

Og nu håber og ønsker jeg, at der vil flytte en familie ind, der vil skabe nogle dejlige minder i et hus, der har været til så stor glæde for vores familie. For jeg kommer til at savne det. Det gav et stik i hjertet, da mægleren ringede lige for et øjeblik siden og sagde; Så er vi klar online Charlotte!

Mit liv er anderledes nu, end det var for to år siden. Mit hjem er nu et andet sted. Hjem er lige her, lige nu hos det menneske der holder så meget af mig, at han ønsker, at jeg skal være en del af hans hjem. Og det vil jeg rigtig gerne.

Så nu skaber vi noget sammen – og forhåbentlig både med hans børn, mine børn og hans familie og min familie. Vi skaber minderne til det næste kapitel i bogen.

Bogen som allerede H.C. Andersen gav en titel, nemlig Mit livs eventyr.