I tiden “Før” var jeg lykkelig. ja, måske ikke hele tiden, for der var selvfølgelig masser af stunder hvor jeg var træt og irriteret på dig, hvor jeg syntes, du var besværlig eller hvor jeg ikke kunne forstå dine valg, dine holdninger eller dine prioriteringer. Men for det meste, langt de fleste timer var jeg lykkelig.
Fordi du var i mit liv. Fordi du gjorde mig lykkelig. Fordi det var dig, der havde lavet kaffe når jeg kom hjem fra arbejde; “Jeg tænkte du ville blive glad for en kop kaffe”.…Det var dig der hentede mig i bilen, når jeg arbejdede sent. Det var dig, der lige sendte et hurtigt billede fra haven, hvor blomsterne stod i fuldt flor, eller hunden lå i en solstråle og nød livet.
Det var dig der ud af det blå gav mig blomster, kun fordi “Du er den, du er”.
I tiden “Før” var vi enige om, at vi var det bedste, der var hændt hinanden. I tiden før sagde jeg altid; “Når vi engang bliver mega gamle og skal dø, skal vi dø sammen”. Og du lo og strøg mig over kinden og sagde: “Jeg tror desværre du kommer til at sidde som enke i en del år, min skat”.
I tiden “Efter” er her tomt. Ja, jeg har selvfølgelig hunden, mine voksne børn og mine fantastiske børnebørn. Jeg har et godt arbejde og skønne kolleger. Jeg har søde naboer, gode venner, mange mennesker der elsker mig og vil mig det bedste. Og jeg er glad. For det meste.
Men tomheden, savnet kommer snigende når jeg har været ude sammen med andre. Jeg vender hjem til et tomt hus, for du er der ikke til at spørge mig, hvordan det gik og om det var sjovt. Og når de, der er omkring mig, siger; “Du er kommet så godt igennem det, fordi du er åben om det”….så får jeg lyst til at skrige: “JA! Jeg ved godt jeg er åben om det, jeg ved godt jeg er kommet godt igennem det, takket være alle de mennsker jeg har omkring mig – men jeg savner min elskede!
Jeg savner ham jeg delte alting med, min hverdag på godt og ondt, min soulmate, min bedste ven, min kæreste, min mand! Jeg er ked af det om natten og jeg græder af og til, fordi savnet gør så ondt i mig.
Jeg bliver fysisk dårlig, fordi jeg mangler hans kærlighed og jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal blive ægte glad igen!! Når så mit barnebarn på fem år så ser på mig og siger “Farmor, jeg synes ikke farfar skal være død mere, for vi elsker ham jo”….ja, så lander jeg i den underlige tilstand, at det gør så ondt at høre, samtidig med, at det måske er min største trøst. Og når han ser på mig og siger; “Farmor, jeg ville ønske vi to kunne være sammen for evigt” så mærker jeg alligevel den ægte kærlighed og glæde der er i mig.
For tiden der hedder “Efter” rummer masser af kærlighed -, Fra mine børn, børnebørn og alle mulige andre, men endnu vigtigere: Fra mig til alle de mennsker jeg har omkring mig.
Forskellen er nu ,at tiden der hed “Før” rummede den kærlighed som du gav. Den kærlighed der var mellem dig og mig.
Tiden der hedder “Efter” rummer min kærlighed til andre og et løfte om, at huske at elske og værdsætte livet.
“For størst af alt er kærligheden.”
Like & Share
Du kan kommentarer længere nede.
Kære Anynom
Hvor det bare går lige i hjertet på mig❤️
Jeg tænker også så tit på den dag min morfar gav slip ,måske skulle jeg ha ventet med at læse dette men jeg måtte altså læse det ,tårene fik frit løb ,jeg ved hvilke smerte det måtte være ,lige nu efter jeg har læst dette ,har jeg lyst til at starte min lille bil køre op til min mormor ,holde om hende og aldrig give slip ,hun er bare verdens sejeste kvinde og det er du bestemt også , jeg kan tit kigge på min snart 40 årig mand og tænke en dag er det mig der skal leve uden min soulmate ,det er jo fakt men hold op det gør ondt , jeg ved simpelthen ikke hvordan man overhoved kan leve …❤️Jeg syntes simpelthen i er for seje og jeg håber at dit barnebarn og dig får så mange dejlige minder sammen ,for hold nu op et godt argument han kom med at han ikke syntes at farfar skal være død mere ,det ville jeg også ønske min morfar heller ikke skulle 😢❤️
Mange tusinde kram fra
Mette
Kære Mette.
Tak for din kommentar til mit indlæg. Se, nu var det mig der blev rørt til tårer, og det er det, der gør os til mennesker; følelserne, angsten for at miste som går hånd i hånd med livet. For det er nødt til at være et livsvilkår, at døden og tabet ligger og lurer; vi kan miste brat, i et trafikuheld, ved sygdom eller vi kan se vores kære forsvinde i demens – men altid gør det ondt. og altid føler vi et øjeblik, at vi svæver i frit fald, og ikke ved om vi lander på en hård afgrund eller i en blomsterklynge. Giv din mormor et stort knus og sig, du elsker hende. Lad hende vide, at det også gør ondt i dig, at hun har mistet den hun delte sin hverdag og sit liv med – for det er i de situationer at livet vender tilbage i al sin pragt og glæde.
Kh .
Kære dig ❤️
Wow du rørte mig DYBT, kæmpe respekt for at kunne sætte så smukke ord på noget så personligt og hårdt.
Sender dig en masse tanker ❤️
<3 Hvor det smukt og rørende – jeg læste det med en klump i halsen og en tåre i øjet. Kære anonyme <3 Tak for at dele – og tak for før og efter <3 Sender dig en masse kærlighed herfra <3
Kære🌺
Det er netop sådan jeg føler. Det er 1 1/2 år siden min mand gik bort, og jeg synes at denne sommer føler jeg savnet mere end nogensinde. Man siger at det første år er det værste, men der er jer uenig. Men man må jo videre, og få hverdagen til at fungere som alene.
Mine børn og børnebørn er utrolige søde og opmærksomme, og det er jeg meget glad for.
Kære Britta.
Ja, man siger nemlig så meget, og i virkeligheden er det nok fuldstændigt individuelt, hvornår vi synes, det er svært, hvordan vi kommer videre i livet og hvilke ting der gør os sørgmodige. Jeg synes stadig, det er rasende svært, men der er længere mellem mine tudeture, der er ikke så dybt ned og dermed så langt op igen, som der var i begyndelsen – men det kan være en bagatel, der får tårerne til at komme og savnet til at jage i mig. Det er godt du har børn og børnebørn – det er meget værd, men ensomheden når man er i savnets stund, den kan ingen hjælpe med. Jeg forsøger at give mig selv lov til at være i det – det synes jeg letter.
kærlige hilsner
Charlotte Falmer