Der var mange der reagerede på mit første indlæg

Der var mange der reagerede på mit første indlæg, og det blev jeg rigtig glad for. Jeg blev meget rørt. Og jeg tænker, det er sådan her:

Vi kender det alle sammen godt; enten har vi selv været igennem en stor sorg, eller også har vi stået overfor et menneske der havde været det. Et menneske der havde det svært. Måske er det længe siden vi har set dem, måske var det i går. Måske stod vi så dér, med det obligatoriske spørgsmål;

”Hvordan går det”? og vi vil gerne have det svar, der er det letteste og bedste:  ”Tak, det går fint”.

Det er altid sværere, når der bliver svaret ”Ikke særligt godt, vi har sygdom i familien” –  ”jeg har lige mistet min mor” – ”mit barn har fået en diagnose” – ”jeg har mistet mit job” – ”min bror har fået cancer”  ”min mand er gået fra mig” Så tramper vi os selv over tæerne og ved ikke helt, hvad vi skal svare eller gøre.

Og det allersværeste er, når vi møder nogen, der har mistet en, der stod dem helt nær. Når vi møder hende der med tårer i øjnene fortæller, at hun har mistet. For det er dér, vi møder mennesker uden forsvar, uden skjold, uden livsmod. Det er dér, hvor vi er nødt til at tale om sorg. Tale om at miste. Så lider vi i den grad af berøringsangst. Jeg tror, det handler om, at vi så inderligt gerne vil have, at den, der er i sorg, skal få det godt igen. Blive glad igen. Være uden den smerte, vi ser lige foran os. Passe ind i vores liv og hverdag igen. Så har vi heldigvis de gode sætninger som…” tiden læger heldigvis alle sår”…… ”hun klarer det så fint”…..”det er  frygteligt, men hun er da heldigvis kommet videre” ”det er så godt at hun kan finde glæden midt i sorgen” ”En god dag kommer ikke skidt tilbage” ”Tænk på alle de dejlige ting der også er her i livet” ”vi er så mange der elsker dig”.

Og forstå mig ret: Der er intet ondt i eller forkert ved at tænke eller sige sådan. Det er gode sætninger, der kan trøste dem, der står overfor et menneske i dyb sorg. Et inderligt ønske om, at det går over. Det går væk. Det hører op. Men det trøster den, der vil trøste. Det lindrer smerten lidt hos den, der ser den utrøstelige. For det gør så ondt, at se nogen er er kede af det.

Vi er, som mennesker, ikke så gode til at håndtere de store sorger her i livet. I alt fald ikke i vores vestlige, civiliserede verden. Jeg tror på, at vi i bund og grund er skabt godt og vil hinanden det bedste. Så derfor ønsker vi også, at den, der mister, må kunne blive glad igen. Må kunne få et dejligt liv, selvom de skal undvære den elskede. Men så ligetil er det ikke – og så alligevel:

Livet selv er fantastisk og dagene er gode, og heldigvis har de fleste mennesker et naturligt instinkt, der gør, at vi fortsætter. Som små arbejdsheste, finder vi de daglige rutiner. Vi begynder at deltage i livet igen. Pludselig opdager vi, at vi kan le, tale, rejse, deltage i sociale sammenhænge – men det bliver aldrig helt det samme. For vi er ikke de samme, i tiden efter. Der ligger en smerte, vi aldrig kan slippe og et savn vi altid vil have. Der ligger minder, der gør godt og minder der gør savnet smertefuldt. Livet fortsætter – og det bliver godt igen, engang, men det bliver aldrig nogensinde det samme igen.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Skriv et svar