Det skulle have været tillykke

Kære dig

I dag skulle du have været fejret. I dag ville du have fyldt 50 år. Det skulle have været en festdag. Men i stedet er det nu 9 måneder og 15 dage siden, at vi fik det rædselsfulde opkald om, at du ikke var her mere. Så der er intet at fejre. Ingen at sige tillykke til.

Det har for mig været den mest rædselsfulde tid i mit liv.

Selvom tiden med dig ikke altid var nem og selvom tiden efter vi blev skilt, heller ikke altid var nem, så havde vi et bånd, der knyttede os til hinanden. Et venskab på godt og ondt, for vi vidste begge, at vi havde hinanden når bålet brændte. Og jeg synes det er forfærdeligt, at være alene og ikke længere have den ven, der på trods af de værste op og nedture, i hver vores liv var én, jeg vidste, at hvis jeg virkelig fik brug for hjælp en dag, så ville han også være der.

Vi havde også M der bandt os sammen, hvilket også tvang os til, at overkomme de værste kriser og skænderier, vi indimellem kunne have. Nogle kriser, der indimellem også havde noget at gøre med, hvordan du havde det inderst inde. Men du ved, at når vi blev uvenner, så var det også fordi jeg prøvede, at skåne det allermest dyrebare, vi havde sammen, for dit til tider dumme sind.  

Men uanset hvor højt bølgerne kunne gå, så blev vi altid gode venner igen. Og jeg takker hver dag for, at vi den sidste måned du var her, havde nogle gode snakke. Vi fejrede M’s 13 års fødselsdag sammen, blot tre uger før, du var væk for altid. En hyggelig middag, bare os tre ude at spise og derefter ude at se håndbold sammen.
Sidste gang jeg så dig og talte med dig, var vi ude at se M spille en yderst spændende kamp, hvor han blev matchvinder. Du var så stolt af ham bagefter. Og vi sad og talte i cafeteriet efter kampen, hvor du sagde, at du var glad for, at han havde valgt håndbolden frem for fodbold, fordi du kunne se, hvor glad han var og hvor godt han trives med sin sport. Udover det, så fortalte du så glad om det nye job, som du skulle starte på om onsdagen. Du nåede det ikke, for kun to dage senere var du væk – væk for altid.

Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget der har gjort så ondt, som at du ikke var her mere. Det er ikke den samme sorg, som jeg før har oplevet. Og jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal leve med den. Jeg prøver! Jeg prøver hver dag. For jeg lovede dig, at jeg altid ville passe godt på M. Så det gør jeg og det skal jeg.

Men ligesom du var, så er jeg ”heldigvis” rigtig god til at bære en maske. En maske der får mig til at se glad ud. En maske der får mig til, at se ud som om jeg har det godt. Det er både godt og skidt – for jeg signalerer noget andet end det, der egentlig er virkeligheden inderst inde. Men jeg tænker, at tiden heler. Og jeg får det godt igen.
Jeg læste engang, at det kan tage 7 år, at komme sig ovenpå en skilsmisse. Vi havde været skilt i lidt over 10 år. Og nu føler jeg, at jeg har oplevet det hele forfra igen, bare i meget være version. For nu var det alvor, rigtig alvor. Og denne gang kan jeg ikke snakke med dig om det. Eller jo, det kan jeg, men du svarer ikke. Jeg føler mig mere ensom end nogensinde.

Bortset fra den elendighed, så har vi det fint nok. M har det godt. Han trives. Han er glad. Og han har genoptaget fodbolden lidt for sjov. Men han spiller selvfølgelig stadig håndbold. Du ville være SÅ stolt af ham. Da han i sommers rykkede op på U14 som førsteårs, forventede hverken han eller jeg, at han skulle spille på førsteholdet, for der var jo alle 2.årsspillerne. Men der blev knoklet på og ret hurtigt var han en del af holdet. Og han fik også spillet sig så godt ind på det, at han er fast mand og har været det hele sæsonen. De spiller i 1. division og de både vinder, taber og spiller uafgjort. Men de sikrede sig, at de også i foråret ligger i 1. div. og det var rigtig flot.

Efterårssæsonen sluttede i søndags, men der er pokalkamp som skal spilles i morgen. M kan, medmindre der sker et mirakel, desværre ikke spille med, da han i mandags kom til skade med den ene fod til håndboldtræning og lige nu kan han ikke gå på den. Ironisk nok skete det imens de spillede fodbold til opvarmning. Det er anden gang indenfor for 3 måneder, at han er skadet. Sidst var det en brækket næse. Det skete til fodboldtræning. Men der var M så stædig, at han alligevel spillede håndbold. Det gik og han ser stadig fin ud. Ingen skæv næse. Men det er altså lidt sværere med foden.

I dag har vi besøgt dig, tændt et lys og lagt blomster i julens farve. Det er en underlig dag. M sov altid hos dig natten til din fødselsdag. Og da han var mindre kom jeg forbi med morgenbrød, så vi spiste sammen. I dag nød vi, at solen skinnede henover kirkegården. Der er så smukt oppe på højen og der er pyntet så fint her til jul.

Snart skriver vi 2019. M søger ind i Elite-klassen fra 8. kl., så han kan fokusere på håndbolden. Han fylder snart 14 og ikke mindst, så skal han konfirmeres til maj. Hver gang han eller vi oplever noget specielt. føler jeg, at du går glip af noget og at det ikke er fair, at du ikke nåede at få det med også.

Men du skal vide, at du er med i vores tanker. Vi siger tit til hinanden: Hvad ville far have gjort/sagt. F.eks. da M kom til skade med foden…. Som han sagde, så ville du nok have sagt: Bløder det? Nå, nej så rejs dig op og kom videre…

Så det gør vi. Vi rejser os op og kommer videre.

//Nette

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 1 kommentar

Skriv et svar