en diagnose for livet

Det stod meget hurtigt klart for min psykiater, at det var min ubehandlede ADHD der voldte stor skade, en skade jeg ikke havde lyst til at påføre, men noget jeg ikke var i stand til at styre. Min hjerne manglede et filter, et stof Dopamin.

Tanken om at jeg skulle tage en pille hverdag, for at fungere. Jeg havde fejlet. Jeg var skod. Hvad skulle jeg sige til min omgangskreds? Ville jeg ændre mig? Hvad skulle der ske? Fremtiden var uklar, og jeg havde svært ved at forstå, at hjælpen var her. Hjælpen var nu.

Jeg arbejdede med mig selv, for at forstå ’’jeg er ikke skod, bare min Værktøjskasse, der mangler værktøj, som jeg nu får til rådighed med medicin’’.

Jeg/vi fik fortalt om bivirkningerne, Rasmus blev advaret om, at han skulle tage mere der hjemme – for jeg ville blive ramt af bivirkninger. Og jeg skulle starte medicinsk behandling.

Jeg startede på 18 mg. Og er nu oppe på 60 mg. De første 2 uger på medicin, var vidunderlige. En indre ro, jeg havde ikke mærket den før. Jeg var ikke så aggressiv, få bivirkninger. Det hele var virkelig lyserødt, det kunne kun blive godt. Udover selvfølgelig pillen, jeg var nødt til at tage – for at få det sådan her. Som normale mennesker har.

Vi fik af vide: ”der kommer et tidspunkt hvor filmen knækker, det lyserøde bliver grå. Du bliver trist, du knækker. Du vil give op. Bivirkningerne slår til, træthed – du skal lære dig selv at kende på ny, du kan mærke dig selv, du skal forstå dig selv, arbejde med dig selv, forstå hvad din ADHD er for én størrelse.

I det helt taget et kæmpe udviklingsforløb, hvor jeg skulle lære mig selv at kende fra ny. Hvor det starter godt, du rammer bunden, mærker, forstår, føler også lander du med din ADHD. Og det var sandt, alt sammen.

Jeg kendte til følelsen ’’ekstrem vrede, eller ekstrem glæde’’. Der var ikke noget ’’midtimellem’’, for mig har det altid været ALT ELLER INTET. Alle de følelser, der kom rullende, grædeture, tristhed, spørgsmål om livet, tilværelsen og ikke mindst hvorfor?? Men med medicin, kom alt midt i mellem, ”jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke blev sur over dette, hvorfor jeg blev ked af det over dette, eller hvor nårh pyt med det skat.’’ Kom fra. Alt var gråt, og det føltes som om det ingen ende ville tage. Nogensinde.

Jeg havde kun negative ting at sige. Rasmus havde kun positive ting at sige, psykiateren det samme, og sagde gang på gang ’’du er en skarp pige, en klog pige, du kan ikke se hvor langt du er kommet, du kan ikke følge med – for du udvikler dig så meget’’. Jeg skulle øve mig i at høre ros, ved at sige ordet ’’tak’’.

Vi ville have mere viden om ADHD, og modtog et undervisningsforløb, for vi fik en masse modeller, informationer, strategier. En hel Værktøjskasse, fyldt med nyt skinnende værktøj. Og det var guld værd.

Medicinen dulmer symptomerne på ADHD, men kan aldrig tage det hele. Der har du brug for redskaber, til at hjælpe dig. Hvis jeg oplever for meget pres, stress, mindre søvn og krav. Vil min ADHD komme til udtryk ved et udbrud. Udbrud jeg var vant til at have fra 1-15 gange på en dag, før medicin. Men som jeg kun har oplevet 1 gang efter jeg startede med medicin. Det var også et voldsomt udbrud og varede 2 timer – hvor Rasmus den første time blev svinet til, hvor jeg den næste time var utrøstelig ked af det.

Dagen efter dette, fik jeg for første gang en forståelse for, hvad min ADHD er, hvad den går ud på, hvor galt det kan gå, ekstrem dårlig samvittighed og en åbenbaring. Nu begyndte den grå tone at aftage lidt, og tirsdag den 25/9 var første gang i et halvt år, jeg følte mig som Tanja. Intet kunne stoppe mig, jeg var glad, lykkelig, jeg dansede for mig selv. Jeg havde virkelig en god dag. Dagen efter, var jeg selvfølgelig ramt, fordi jeg havde brugt så meget energi – men jeg oplevede, hvordan dagene er med diagnosen. Det jeg hele tiden fik af vide, der kommer gode dage, efterfulgt af dårlige dage – fordi jeg skal lære at sige til hvad jeg kan, og ikke kan. Jeg skal lærer nye grænser, før klarede jeg hele verden. Løb mig selv ihjel, brændte ud – fordi jeg havde presset mig selv, og røg ned i hullet af skodhed. Den onde cirkel, ekstrem vrede-ekstrem glæde. Nu skal jeg finde balancen, mellem gode og dårlige dage. Jeg kører ikke 180 km/t længere, men jeg lærer hvordan jeg kan køre 50 km/t, og ikke brænde ud. Det er en stor ting, for mig. Jeg kan holde til en hel dag. Jeg kan være oppe fra kl. 5 til kl. 22, det er helt nyt for mig. Jeg kan sidde i sofaen og se tv med mine drenge, jeg bliver ikke sur på Rasmus hvis han ikke dækker bord NU, men først om 10 minutter.

Han beskriver det som:

 ’’du har altid været meget kantet, du vrisser uden du ved det, man ved aldrig helt hvilket ben man skal stå på, eller hvordan du ville reagere.’’

 ’’Nu er du blevet mere blød, mere rund og mere rummelig, vi diskutere ikke, vi snakker sammen det er helt fantastisk’’.

I starten af mit behandlingsforløb, fandt jeg ud af at ADHD er arveligt. Min første tanke var, at hvis jeg vidste det, havde jeg aldrig fået børn. Rasmus sagde, ’’så er jeg glad for du først kom i behandling, efter vi havde fået børn’’. Min psykiater sagde ’’vi ser oftest personer med ubehandlet ADHD, komme ind på klinikken når de har fået 2 børn’’. Jeg kender nu faresignalerne ved ADHD, jeg kan være ekstra opmærksom på mine børn, jeg er dog ked af – hvis de bliver ramt – det er ikke sjovt. Men de kan få behandling i rette tide. Vi kan hjælpe dem, med alt det værktøj vi har og forsat får.

Jeg kan for første gang se, at vi som en familie står sammen, vi hjælper hinanden, vi er der for hinanden og vi elsker hinanden. Der kommer dårlige dage, der kommer gode dage. Men jeg bliver ikke længere slået ud, når der sker noget uforberedt. Hele min dag ødelægges ikke, kun opgaven jeg var i gang med. Jeg er blevet mere sårbar, mere følsom, jeg kan mærke mig selv, jeg er ved at lære mine grænser at kende – så vulkanen ikke går i udbrud mere, jeg skal tage et hvil, 1-2 gange om dagen, for at lade mine batterier op, jeg skal forsætte med at planlægge og jeg er kommet dertil hvor ADHD er en del af mig, en del af min familie og endnu en udfordring vi også har klaret.

Jeg vil ikke behandles anderledes, jeg vil ikke betragtes anderledes, jeg søger ikke medlidenhed. Jeg ønsker respekt for den udvikling jeg har gennemgået. Jeg ønsker anderkendelse fordi at jeg står på begge ben i dag. Jeg ønsker at give forståelse af hvorfor jeg har været sådan. Jeg ønsker at undskylde for de huller jeg har lavet i min tætteste omgangskreds i forbindelse med mine udbrud. Jeg ønsker forståelse for, at jeg har kæmpet en kamp i 26 år, og jeg har brugt de redskaber der har holdt mig i live. Jeg har opfundet redskaber, for at jeg kunne fungere.

Jeg er Tanja, jeg har 2 vilde drenge, en dejlig kæreste og jeg har ADHD. Jeg kæmper en kamp hverdag, jeg er stolt af mig selv, jeg har viljen til at forsætte, jeg kan forsætte og medicinen er en del af mit nye værktøj.   

Kram Kia

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar