Er det så min skyld, det ikke blev til noget?

Jeg påtager mig gerne og ofte skylden for, at noget ikke funger – nogen skal jo ha skylden og det er såmænd nok mig, der ikke kunne det her. Jeg synes selv, at jeg er rigtig god til at sige ”undskyld, det var min fejl”, eller endnu bedre; ”det var min skyld” – også når det ikke nødvendigvis er min fejl eller skyld…..for hvad er det egentlig for nogle begreber, de dér skyld og fejl???

Som regel, hvis noget af det jeg har været med til at arrangere, eller er tovholder på, ikke går så godt som forventet, så er jeg lyn hurtig til at påtage mig skylden for det. Så har det jo nok noget med mig at gøre…..jeg har derfor i dag haft, en aldeles mærkelig og fantastisk oplevelse:

Jeg har knoklet med at få et event på mit arbejde op at stå. Et event for børn og unge. Jeg har lagt så mange kræfter, tanker, energier og idéer i det her, at man skulle tro, det var løgn. Det var og er,  et rigtig stort arrangement og jeg har spillet sammen med spejdere, korleder, frivillige, alle sammen nogle skønne mennesker på min arbejdsplads. Vi skulle involvere børn og unge hele dagen og hele aftenen. Forhåbentlig rigtig mange! Give dem alle tiders dag og aften! Og så,her i nærmest sidste minut, for eventet var på lørdag, må vi aflyse, fordi vi ikke har tilmeldinger nok. Hverken til børnenes dag eller de unges aften. 

Vores pr har simpelthen fejlet. Vi har ikke været gode nok til at planlægge i forhold til sommerferie men frem for alt, har det været rodet pr. Vi har helt enkelt ikke formået, at få budskabet ud. Ikke i tide og ikke så det kunne fænge.

Og her kommer det fantastiske: Havde det været for et par år siden, havde jeg nu ligget grædende, fordi jeg måtte aflyse. Jeg havde gemt mig i en kælder. Jeg havde overvejet at sige op. Jeg havde siddet med den helt store hammer og banket mig selv så hårdt i hovedet, at jeg havde været ved at gå gennem gulvet: ” Det er min skyld” Jeg kan heller ikke finde ud af noget! Jeg er ikke god nok til at finde på! Jeg er ikke god nok til at lave ting sjove! Jeg duer ikke til mit arbejde! Jeg glemmer de vigtige ting. jeg burde….jeg skulle….De kan ikke lide mig!!!! Det er mig personligt der er ansvarlig for det her!! Min skyld, min skyld, min skyld!”

Men for lige præcis nogle år siden, hvor der var et lille kiks i forbindelse med et konfirmandarrangement, jeg var tovholder på, sagde jeg også  ”Åh altså! Undskyld! Det er min skyld”! Så var det, at min yndlingspræst så på mig og sagde: ”Søde Charlotte! Her i folkekirken arbejder vi aldrig med skyld – kun med tilgivelse”

Og det er nok en sætning, jeg virkelig har taget til mig. Dén, og så det faktum, at jeg er blevet ældre og sidst men ikke mindst: Man opdager på et tidspunkt, at livet er  for kort til at føle nederlag, eller til at gruble over hvis fejl og hvem har skylden og hvorfor blev det ikke…. for vi er mennesker og vi fejler alle sammen ind imellem. Og når man laver mange ting, så fejler man mange gange – og det er svært at acceptere, for succes er nu engang det fedeste! Og de succeer der er , skal man bare svælge i!
“Glimmer på, og op på kaminhylden”, som Hella Joof siger i “Pap machë reglen”.

Selvfølgelig er det ikke min skyld, at vi må udsætte det her event. Der er mange faktorer der spiller ind her, og vores børne-ungedag er et fantastisk koncept, som vi nok skal få skudt af på passende vis til foråret.Det handler heller  ikke om, at jeg ikke er god til mit arbejde, for det er jeg faktisk – det har jeg efter ti år indset, at jeg faktisk er. Det er heller ikke, fordi vi ikke har lavet et godt arbejde i gruppen, men i dag var det rigtige tidspunkt at trække stikket og sige stop – det her kommer ikke til at fungere.

Det er helt vildt angst provokerende, med så stort et arrangement at aflyse, for hvad nu hvis de der børn og unge alligevel ”bare dukker op”? Ja, så dukker de op, men vi havde valgt tilmelding, for at have styr på maden – der kom ikke tilmeldinger, så må vi aflyse/udskyde……

Det er lidt, som at være i frit fald – og som min datter sagde til mig i telefonen:
”Mor, husk lige at gi dig selv et stort klap på skulderen, for at tage en beslutning, om at aflyse. Ros dig selv, fordi du rent faktisk stoppede op og så, at det her ikke kunne lade sig gøre”.

Ja – nogle gange skal man, måske i stedet for at tage skylden for noget, tage credit for, at der blev sagt stop. Så i stedet for at tænke, det er min skyld, det blev udsat, tænker jeg, det er min fortjeneste, at det bliver godt til foråret……håber jeg😊

Det var bare lige det, men kommentér gerne, hvis I har siddet med hammeren og slået jer selv, med “min skyld” og mon det egentlig kun er kvinder der får det sådan, tror I?