Fødselsberetning del 1:

Fødselsberetning del 1:

Det er ingen hemmelighed, at jeg har født to børn. Jeg havde de nemmeste og skønneste graviditeter – helt fri fra skavanker og diverse lidelser. Jeg ”strøg” lige igennem dem begge to, og kunne sågar dyrke min passion for ridning, til langt over halvvejs i begge graviditeter.

Med en graviditet kommer naturligvis også en fødsel – og en fødsel er en proces, som man kan gå og forberede sig længe på og man kan endda ønske et særligt forløb. Det havde jeg også gjort, men sådan skulle det ikke gå for os 😀

Frederik:

 Vores søn Frederik kom til verden i august 2015. Jeg var sat til søndag d. 9/8 og kunne hele dagen mærke en smule ”murren” i maven og lidt uro i kroppen. Vi stod som førstegangsforældre og vidste ikke helt, hvad der egentlig var i gang. Vi gik ture hele dagen i håb om, at der skete bare en lille smule; og det gjorde der så sandelig også…

Om natten, mandag d. 10/8, vågnede jeg kl. 02 med STÆRKE smerter. Der var ingen tvivl om, at jeg havde fået veer – og for FANDEN (undskyld mit franske) hvor gør det ondt!!! Den smerte kan til dags dato ikke sammenlignes med noget andet – og så er det ligesom sagt…

Vi ringede til fødegangen på Herlev, som gerne ville have mig op til et tjek – og vi kørte afsted med det samme. Vi bor fem minutter væk, men alligevel føltes turen som en evighed.

Jordemoderen tog imod os og jeg kom ind på en lille stue, og først her gik det op for mig, at lige her skulle vores lille dreng hjælpes til verden, og nu skulle vi altså møde den lille fyr, som vi havde ventet så længe på.

Jordemoderen fortæller mig gudhjælpemig, at jeg kun er 2 cm åben – og det betyder, at vi godt kunne køre hjem og få slappet af, inden det hele ”for alvor ville gå i gang”. Jeg fik en lille pose med smertestillende og en sovepille, og vi kørte slukørede hjem igen – det var jo ikke ligefrem den besked, vi havde håbet på at høre! Men med kroppen fuld af smerter, kørte vi hjem og gik i seng, for at få hvilet inden der skete mere. (På det her tidspunkt er klokken ca. 04 om morgenen)

Jeg får hvilet lidt, men ikke meget, da jeg har konstante smerter… Jeg får en pludselig trang til at skulle på toilettet – og sætter mig ud på WC’et. Mark ligger inde i sengen og sover, og min mor som er stødt til, hviler inde på vores sofa.

Jeg sidder en rum tid ude på toilettet og kan ikke rigtig forstå, hvorfor der ikke sker noget? Jeg skal sådan på toilettet – der kommer bare ikke noget ud… Jeg beslutter mig for at mærke ”dernede”, for at kunne følge med i processen og kan til min store forskrækkelse mærke, at Frederiks hoved er på vej ud!

Jeg kalder febrilsk på både min mor og Mark, som begge flyver op, og vi går alle en smule i panik. Her sidder jeg på WC’et og er ved at føde… og der er ingen fagfolk omkring os, som kan hjælpe mig! Mark får ringet til fødegangen, og får fat i samme jordemoder, som tilså mig tidligere på natten. (Klokken er ca. 07 om morgenen) Hun meddeler, at hun har tilkaldt en ambulance, som hurtigst muligt vil være på adressen – og hvis de ikke når det, må Mark selv agere fødselshjælper….

Der flyver en masse tanker rundt i hovedet, mens jeg ligger nede på gulvet på vores badeværelse – og alle de tanker og planer, som vi havde for fødslen skulle nu slås ud af hovedet. Vores eneste fokus var nu, at få vores søn sikkert til verden med de midler, vi nu kunne tilbyde derhjemme!

Ikke længe efter, styrter det ind med folk og der står pludselig en akutlæge og et par ambulancereddere i døråbningen til vores badeværelse. Den ene sætter sig på WC’et og får talt mig lidt til ro, imens jeg febrilsk prøver på IKKE AT PRESSE… for det havde jeg fået at vide var forbudt, indtil der om yderligere hjælp. (Jordemoderen var ikke sikker på, at jeg havde åbnet mig nok, og ville derfor ikke sætte Frederiks liv i fare)

Men denne besked fra jordemoderen bliver jeg til sidst nødt til at ignorere, og får kl. 07.25 født lille Frederik. Den søde og rare ambulanceredder, som sidder på WC’et tager imod ham og lægger ham i ét af vores håndklæder. Han får svøbt ham og tager ham med ud til kollegerne, som alle står ude i gangen, og er klar til at tage sig af Frederik.

Jeg ligger imens ude på badeværelsesgulvet… totalt chokeret! Jeg har stik imod alle odds, født hjemme – og så næsten uden hjælp!

Ikke længe efter kommer en anden jordemoder ind ad døren herhjemme, og får tilset både Frederik og jeg. Han har det heldigvis godt, og jeg er også sluppet uden den mindste skramme… hvor heldig har man lige lov at være? Min kæreste sidder inde i stuen, med Frederik i armene, som skriger… og selvom det nok lyder lidt mærkeligt, er det rart at høre hans lille lyd! For så ved vi, at han er i live og har det godt.

I dagene efter fik vi talt situationen meget igennem – både herhjemme og med hospitalet. De kunne i samme omgang fortælle os, at det vi var ude for, måske kun sker 1 gang om året – så jordemoderens bedømmelse af mig, er i denne omgang slået fejl. Og jeg selv, føder måske bare hurtigere end så mange andre kvinder.

Der er mange faktorer i spil, men det vigtigste er, at vi begge er sunde og raske – og så har vi en god historie i ærmet, når den kære dreng skal konfirmeres 😉