Når den stærke føler sig svag……

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

For ikke så længe siden var jeg syg. Nu er der næppe nogen der ligefrem synes om at være syg, men nogle gange er det bare værre end andre gange.  Især hvis man har en tendens til at være ynkelig – og det har jeg, desværre.

Noget af det sværeste da jeg blev enke for et par år siden var den næsten ubærlige følelse af ensomhed da jeg blev syg første gang.

Det var helt enkelt rædselsfuldt og det var der flere årsager til; 1) Jeg er virkelig ynkelig, når jeg er syg, 2) Jeg fik en gedigen influenza, og det var en barsk omgang. Jeg er bare ikke god til influenza…eller til at være syg.

Jeg blev tyve tusinde gange mere ynkelig denne gang, end jeg nogensinde havde været før, for jeg vidste jo, at jeg var alene! Der var ikke nogen Peter til at sige; “Læg dig nu hen under tæppet skat, så skal jeg lave noget te til dig….”eller; “Nåhhrrr, du er også varm på panden, jeg tror du har lidt feber……” eller; “Se, skat, jeg handlede lige et ugeblad du kan ligge og kigge i….” Nej, jeg var helt alene….med en hund…. jeg var så utrolig dårlig, og tårerne blev bare ved…for der var ingen til at trøste mig og passe på mig. Ja, jeg er helt med på, at jeg er en voksen og moden kvinde.

Så, første gang som enke og syg var skrækkelig. Jaa…jooo…. jeg havde naturligvis mine børn i telefonen, nærmest hver dag for at høre hvordan det gik, og jeg havde naboer der gerne ville handle for mig, og familie rundt hjørnet der kom og så til mig…..men…det er altså bare ikke det samme.

Det er ikke det samme, som at ha én, der bare er der og holder dig i hånden om natten, en du føler passer på dig. Det er dejligt, at de ringer og hører til mig og at de kigger forbi, men om aftenen, om natten og når man vågner om morgenen…hånden der stryger dig på kinden, det dér kram man lige får, var der ikke. Jeg syntes, det var hårdt, men jeg kom igennem!

Og livet gik videre med nye vaner, nye måder at være syg på –  jeg har været syg siden og det er såmænd gået fint. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at jeg er en stor stærk kvinde, som dog sagtens kan tude og ynke, også selvom hun er alene og syg. Jeg kan faktisk også selv lave the og finde tæppet frem, og se en serie i syv sæsoner på Netflix, mens jeg ligger og klynker.

Men livet er jo så uforudsigeligt: For nogle måneder siden ændrede mit liv sig pludselig igen;

Jeg mødte nemlig en mand, som jeg er ualmindeligt glad for – vendingen “forelsket i” ville måske passe bedre her – og det er heldigvis sådan, at han også er glad for mig. Det er en fantastisk følelse og jeg føler mig så uendelig heldig og priviligeret, ….det holder dog ikke sygdom fra døren.

Alle mennesker bliver syge med mellemrum, og den her gang blev jeg syg på en mandag, og så oven i købet med det værste; en maveinfluenza. Det kom gradvist: Midt på dagen; snigende kvalme. I løbet af dagen; ondt i maven og mere kvalme.

Med børnebørnene i baghovedet og en viden om, at de havde kastet op begge to lige inden jeg passede dem i weekenden, begyndte panikken at brede sig!

Om aftenen; Virkelig dårlig og nu rigtig meget kvalme!

Jeg kan være syg på mange måder, men jeg kan simpelthen ikke kaste op for det er det aller værste jeg ved!! Så da jeg landede på bopælen om aftenen med feber, og en kvalme der skreg på at blive overstået,  skyndte jeg mig i seng og forsøgte at falde i søvn. Alene.

Og nu tænker du måske: Men!?? Hvad med ham den dér søde kæreste?? Handler det her ikke om, at han var der for at trøste og pusle om?? Nej, for staklen sad i udlandet, i arbejdsmedfør, og havde således ikke en chance for umiddelbart at trøste eller pusle om eller noget som helst! Og så alligevel:

Han ringede for at høre, hvordan jeg havde det, han trøstede mig i telefonen. Han sendte søde sms’er og ringede flere gange for lige at høre til mig. Han er nemlig et fantastisk sødt og omsorgsfuldt menneske.

Næste dag, hvor jeg stadig havde det dårligt og han igen var i landet, fik han overtalt mig – meget hurtigt, for jeg kan være ret nem at overtale i visse situationer, især når jeg er ynkelig– til at følge med ham hjem. Her blev jeg nusset om, passet på, forkælet, trøstet og opmuntret på dén der måde der gør, at ja, det er rædselsfuldt at være syg, men alligevel så meget mindre rædselsfuldt, når der er én, der er der for mig. Det er så meget lettere, når der er én der klapper mig på kinden og spørger, om det går bedre eller om der er noget han kan gøre for mig?

Jeg ved godt, at jeg er heldig, for det er jo desværre ikke alle, der har en til at være hos sig, når de er syge, men hvor ville jeg dog ønske, at alle havde det.

Jeg tror, at som mennesker kan vi uendeligt meget og vi er vanvittigt stærke. Vi kan klare meget mere end vi selv tror, hvilket jeg fandt ud af på den hårde måde, da jeg blev enke. Der er barske ting man håndterer koldt og roligt, fordi man er nødt til det, og vi har nogle urkræfter i os, der hjælper os, når det gælder. Vi overkommer faktisk det mest utrolige, når vi skal.

Men jeg tror også, at vi alle sammen – nogle mere end andre –  kan blive ynkelige og svage, når vi er syge, for lige præcis sygdom ved vi ikke rigtigt, hvordan vi skal tackle. Vi er vel i bund og grund skrøbelige, når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med os selv. Og når vi så rammes af  en simpel influenza, er det som om kroppen tager kontrollen fra os og så kan vi blive så ynkelige små.

Så er det, vi kan længes efter en der kan pusle om os og holde os i hånden og fortælle os, at det bliver godt igen. Og det trøster og varmer, når der er én der lægger tæppet omkring os  eller kommer med en kop the. Så er vi pludselig ikke så alene længere.

er man pludselig heller ikke så ynkelig længere. Så er man verdens heldigste kartoffel, og det skal man sætte stor pris på, for det er ikke en selvfølge, at der er en hos os. Alt for mange mennesker skal selv igennem den ene eller anden form for sygdom – fra influenza til livstruende sygdomme. Tænk, hvis vi alle sammen havde én der holdt os i hånden når vi har det dårligt…Men det har alle desværre ikke.

Så når vi møder omsorg og kærlighed, skal vi tage imod og når vi har mulighed for at give omsorg og kærlighed skal vi gøre det, for kun ved at give ud af det, får vi endnu mere. Og alle fortjener lidt kærlighed i deres liv. Må I alle blive puslet om, hvis I får influenza.

Kærligst Charlotte

Kærligst Charlotte

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Avatar

    Hej Charlotte
    Sikke et dejligt indlæg ❤️
    OG så dejligt kærligheden blomstre og du har en om dig når du er syg , det har jeg også men vi er bare altid syge på samme tid , men når jeg fik pms så var han der 110 % for det var ret tit jeg havde det skidt, der var spcielt rent ynkelig syntes jeg , alle skulle bare syntes det var synd for mig for det var det ALTSÅ ❤️

    De bedste hilsner
    Mette

    1. Avatar
      Charlotte Marie Isabella Falmer

      Jeg har svaret dig i kommentarfeltet kan jeg se……

  2. Avatar
    Charlotte Marie Isabella Falmer

    Hej Mette – Mange tak. Ja, det er rigtig dejligt med kærligheden og jeg har også altid haft den holdning, når jeg blev syg eller PMS at det var SÅ synd for mig:-) SÅ, det var dælme svært, at være alene og syg, den første gang…..og når man så i forvejen er ynkelig kan det jo kun blive værre;-)))
    Tak for respons!

Skriv et svar

Charlotte Falmer

Charlotte Falmer

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg