”Min (u)fine familie” kan godt komme til at lyde negativt, men det er slet ikke tanken bag navnet på min blog. Tanken var, at denne side skal være et rum hvor jeg kan skrive mine tanker og idéer ned- tanker omkring selve familielivet, men også idéer til hvad man som familie kan foretage sig.
Min (u)fine familie kan både betegnes som et ”ikke-perfekt” billede, netop fordi vi herhjemme ikke er for fine til noget. Vi kan den ene dag sagtens flotte os med lækre indkøb, god mad og sjove oplevelser, men er andre dage ikke for fine til at hoppe i vandpytter, hygge med snobrød over bål eller omgås hestene i min stald, der er fyldt med mudder. Vi er til alle slags oplevelser og opgaver.
På den anden side kan mange familier, på billeder eller papiret, godt ligne et rigtigt glansbillede. Og det er det bestemt ikke i mit tilfælde. Hjemme i privaten har vi det trygt og godt, men det er længere ude i min familie, at vi finder ”balladen”. Men først vil jeg fortælle jer lidt om min baggrund:
Jeg er vokset op sammen med min mor, far, storebror, lillebror og lillesøster i Herlev, lidt uden for København. Vi boede i et rækkehus, og jeg har altid været vant til mange mennesker på ét sted. Der var altid nogle hjemme, og huset var altid fuld af gæster i form af yderligere familie eller venner/veninder, kærester osv. Jeg flyttede hjemmefra i en alder af 19 år, da jeg valgte at flytte til København med Mark, som jeg stadig er sammen med i dag- vi havde en fed lejlighed på Vesterbro, hvor vi kunne nyde storbylivet og udforske byen sammen. Lige siden jeg flyttede hjemmefra kom jeg stadig meget hjemme ved mine forældre, ligesom de ofte kom på besøg hos os.
Da vi selv blev forældre første gang, brugte vi meget deres have til barnevognen og da Frederik blev ældre, var vi der ofte bare for hyggens skyld og for at skabe et bånd mellem bedsteforældre og barnebarn.
Mine forældre sprang bomben i 2017, da de blev skilt efter rigtig mange år sammen- og kan den dag i dag ikke være i samme rum, uden spændinger. At se sin sikre base smuldre og gå i opløsning- dog ikke fra den ene dag til den anden- men stille og roligt at følge udviklingen i mine forældres ægteskab, der ikke stod til at redde… det var hårdt!
Fire søskende stod nu tilbage og følte, at de skulle vælge side men samtidig støtte begge forældre- og hvordan finder man lige frem til balancegangen mellem at være på begge sider? Og samtidigt give begge sider lige meget opmærksomhed.
Den følelse sidder jeg stadig lidt fast i- og med alle disse følelser (både sagte og usagte) sidder vi nu tilbage med en familie, der ikke er så samlet, som den var for bare 2 år siden. Det er også en af grundende til mit navn på bloggen.
Min første, og nok ikke sidste opfordring, er at nyde hinanden imens vi er her. Vi ved ikke hvad dagen i morgen bringer, og det er i hvert fald noget jeg er begyndt at tænke meget over.