Bare man dog kunne være barn igen. Lige for en dag eller to. Genopleve nogle momenter som gjorde indtryk. Se de mennesker igen som betød al verden dengang. Fortælle dem at man elsker dem. Det gad jeg godt.
Lad mig tage jer med tilbage. Jeg er 4-5 år gammel. Jeg står og venter på togstationen. Inden længe kommer min dejlige farmor ind med toget. Hun skal holde efterårsferie med mig og jeg glæder mig til at se hende. Hun rejser sammen med min ældre kusine, som jeg forguder og hun har som regel det lækreste Stimorol tyggegummi med (det der smager af Wild Cherry) som jeg bare må bare må spise løs af. Toget kommer ind, de stiger ud og jeg giver dem begge et knus.
Klip til at jeg sidder her, 27 år gammel med tårer i øjnene og et savn i maven. Jeg har ingen kontakt til min kusine længere og af mine bedsteforældre, er det kun min farfar der lever endnu – ham snakker jeg heller ikke med.
Farmor
Hun hed Inge og jeg husker desværre kun få ting om hende. Hun døde da jeg kun var 7 år gammel. Men hver gang jeg tænker på min farmor, får jeg en varm følelse i maven og bliver glad. Hun havde briller. Store 90’er briller og brunt krøllet hår. Jeg var hendes yngste barnebarn og jeg blev snotforkælet. Hun så mig heller ikke så tit fordi jeg boede på Lolland og hun på Sjælland. Så når vi endelig sås, skulle vi også hygge os! Sådan husker jeg det i hvert fald 😀
Morfar og mormor
Min morfar hed Aksel. Jeg husker ham som en stille og rolig mand – en god modsætning til min opmærksomhedskrævende og festglade mormor. Morfars og min fødselsdag lå tæt på hinanden. Han havde d. 2. jeg har d. 8. juni. Jeg var desuden meget genert som barn, så det er nok ikke meget jeg har snakket med min morfar, men jeg har altid følt at der var et usynligt bånd imellem os. Vi behøvede ikke at sige at vi elskede hinanden, men ih hvor ville jeg ønske at jeg kunne snakke med ham i dag. Min morfar døde da jeg var 12 år gammel. Jeg så ham ikke til sidst, hvor han lå på hospitalet, men min mor kom altid hjem med en hilsen til mig når hun havde besøgt ham. Nu græder jeg igen.
Min mormor hed også Inge og hun døde sidste år. Hendes sidste tid var bestemt ikke hende værdig. Hun var en matriark, min families samlingspunkt og til tider en strid kælling, men hun var min mormor og jeg elskede hende højt. Jeg er utrolig taknemlig over at jeg lærte hende at kende som voksen også.
Jeg var ikke tæt med mine bedsteforældre som jeg tænker at børnebørn oftest er i dag, men jeg savner dem alligevel. Jeg ville ønske at jeg havde fået muligheden for at lære både farmor og morfar at kende som voksen. Men jeg er også privilegeret, jeg havde alle fire bedsteforældre indtil jeg fyldte 7 år. Det er ikke mange forundt. Nogle gange kunne det dog være rart at kunne fortælle dem hvilken betydning de har haft for mig. Ringe til dem, besøge dem, bare et kort øjeblik.