Da jeg var færdig med at bygge luftkasteller med Tindersoldaten… og den værste storm af Ben & Jerry is havde lagt sig, kastede jeg mig på ny ud i det virtuelle datingunivers. Tinder all over again.
Jeg var på mange måder glad for at min tindermødom nu var taget. Nuvel, den efterlod mig med et blødende hjerte og en pokkers masse smerte, men måske det ikke er så langt fra virkeligheden endda. Den gang jeg mistede min ærbødige jomfrudom efterlod det også en blodrød plet på lagenet, forhøjet hjertefrekvens og en tvivlsom gang. Erfaring, erfaring. Kartoffel, kartoffel.
Men nu var jeg klar til runde to. Frem med de røde hjerter. Lad tindertyrene komme. Og det gjorde de! Jeg matchede, måske lidt ukritisk, med en hulens masse mænd. Jeg flirtede i vildskab, sendte søde beskeder og lod mændene imponere mig på stribe. Omend de ikke havde meget andet end klicheer og kedeligheder at imponere med. Jeg lod emojier udtrykke begejstring og røde kinder, mens jeg i virkeligheden sad med opkast i munden og rullende øjne. Hvor intet vover intet vinder, siges det jo. Og det skulle ikke hedde sig at jeg var en kræsenpind.
Der gik ikke lang tid med skriverier inden den første tyr forsøgte at lokke mig ud af datingarenaen. En færing som lokkede med øl ved Storkespringvandet. Jeg takkede ja, for det skal man jo. Vil man være single eller vil man ikke være single. Spørgsmål. Head-up, push-up, make-up, og ud af vagten. Jeg cyklede mod byen, med al min charme i kurven, og der stod han. Helt rødhåret og i sit pæne tøj. Og ventede. På mig. Jeg følte ikke umiddelbart stor tiltrækning. Han var nydelig, alt for nydelig. En legemliggørelse af begrebet svigermors drøm. Inden jeg smilede og vinkede til rødlokken, forsøgte jeg at overbevise mig selv om at det var bedre at starte stille op på kemifronten, så jeg ikke kastede mig hovedkulds ud i en ny Tindersoldat. Og så smilede jeg, og vinkede gavmildt. Han kom smilende imod mig. Vi krammede. Og jeg følte intet fyrværkeri. Vi satte os på en café, bestilte et par øl, og så startede forhøret. Vi snakkede egentlig meget, men samtalen var anstrengende, og jeg følte at jeg var til jobsamtale. Han var lidt af en stivstikker, og det eneste der gjorde ham lidt interessant var hans accent. Han talte dansk med de allerfineste færøske krøller. Og indimellem tog jeg mig selv i kun at lytte til rytmen og skævhederne i hans ordstrøm, og glemte momentvist at han interviewede mig. Og i øvrigt havde lilla fløjlsjakke og brune laksko på. Efter en øl sagde jeg tak for i dag. Færingen ville drikke en øl mere, eller lokke mig på jazzbar, men jeg undskyldte mig med en tidlig morgenvagt. Han var sød som dagen er lang, bevares, men jeg havde under ingen omstændigheder lyst til at forsætte daten. 100 spørgsmål til professoren var 99 mere end jeg kunne klare.
På vej mod min tohjulede væbner spurgte færingen om han måtte følge mig hjem. Tre kilometer henover Knippelsbro. På gåben. Jeg kunne ikke undvige, så jeg trak cyklen og så sludrede vi høfligt videre mens vi slentrede over københavnske gader og stræder. Han tilbød mig flere gang at trække min cykel, men jeg takkede pænt nej. Han var en sand gentleman, absolut. Men det var lidt mere end jeg var klar til. Jeg frygtede at han ville forvente først min cykel, så min krop og så mit hjerte. Og jeg havde ikke lyst til at betro ham nogle af delene. Jeg prøvede flere gange at ryste færingen af mig, men han hyggede sig simpelthen for meget til at opdage det. Han snakkede løs om kemi, og hvor god daten havde været fordi vi talte så godt sammen, og bla bla bla. Da vi nåede min gade, pegede jeg lykkeligt, og lagde an til et hurtigt farvelkram. Man er vel godt opdraget. Han kiggede på mig med et stort smil og fortalte at han virkelig havde hygget sig. Jeg fremslyngede skeptisk et lige over. Og det opildnede vist færingen lidt, på den varmblodige skala. Han talte sig selv varmere og varmere, og midt i talestrømmen med komplimenter, kyssede han mig. Med tungen først. Udråbstegn. Jeg havde ikke set den komme. Tungen var hård og tør og roterende. Og han borede den ivrigt og ihærdigt ind i min forbavsede mund, som borede han efter guld eller ædelsten. Jeg mindes ikke meget fra de skæbnesvangre sekunder. Men jeg husker det efterfølgende som en nærdødsoplevelse af mærkværdig art. Han var ved at kvæle mig langsomt. Færingen var, som aftenen havde bevidnet, uden selvindsigt og situationsfornemmelse, og han lod sig forsat piske op ved tanken om det offentlige snaveri. Alt i mens jeg forsøgte at komme op efter luft.
Det lykkedes mig at vriste mig fri af den insisterende tunge, og jeg lagde en fast hånd på hans brystkasse for at afværge et nyt savlende angreb. Jeg tror at han forstod mit tydelige kropssprog og betuttede smil. Jeg sagde resolut farvel og han vendte sig om og gik med tunge skridt tilbage mod Knippelsbro. Jeg åndede lettet op mens jeg ventede på grønt lys. Ved siddende af mig stod to unge håndværkere, og grinede. Det så virkelig ubehageligt ud, sagde den ene, vi stod lige og overvejede om vi skulle redde dig.
Første og sidste date, grinede jeg og kørte hjem. En Tindererfaring rigere.
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
