Ikke alle eventyr slutter lykkeligt…

Hvor er det dog uforudsigeligt…det dér liv.

Bedst som prinsessen troede, at hun havde scoret prinsen og det halve kongerige, fløj glasskoen af foden og forsvandt eller også var det sådan, at prinsen fandt ud af, at det var vigtigere at gå på jagt, spille instrumenter og lære at regere….noget skete der i alt fald og så sad hun der, udenfor slottet og sang Ack du lieber Augustin.

Har man fulgt bare en smule med i mine skriverier, ved man også, at jeg vovede mig ind på en datingside og fandt dén jeg skulle dele det sidste af mit liv med, ved allerførste klik. Det kunne næsten ikke blive større, mere eventyragtigt eller fantastisk – det blev det så heller ikke.

Eventyret sluttede. Alt var egentlig så dejligt og godt. Og jeg troede oprigtigt, at det var kærlighed…måske er jeg naiv, måske er jeg alt for optimistisk, måske…

Men alt var faktisk rigtig godt…..syntes jeg… og sidste weekend var super!!…Afskeden blev måske lidt underlig, sådan set i bakspejlet…. der var noget der ikke helt stemte. Måske var det bare matheden ovenpå en intens weekend og så skal man til at sige farvel ….

Så kom den snigende….den dér fornemmelse af, at noget ikke var helt  som før. Noget havde ændret sig markant. Efter at jeg var landet i mit eget lille hus og hverdagen begyndte igen…SMSérne om morgenen manglede…der kom ikke hjerter mere…der var faktisk stille ret længe af gangen…og til sidst lidt for stille. Så var det, at jeg med lidt for kække fingre spurgte, om der var liv i den anden ende. Håbede nok på et svar, der handlede om at være træt, for meget arbejde, børn der kom i vejen, venner der kom uventet forbi eller noget helt tredje.

Og så var den der, den SMS man kun burde kunne få som teenager, fordi voksne mennesker ser hinanden i øjnene, når de skal sige noget alvorligt;

(Undtagen når man bor i hver sin ende af landet…og der er lang tid til, at man skal ses….)

“At det var nok alligevel ikke rigtig os to, der passede sammen”…ja og så nogle andre ting, afsluttende med et stærkt ønske om masser af kærlighed i mit liv, for det har jeg fortjent…

Ja tak, det er da muligt, men jeg har bare ikke prøvet før, at nogen siger farvel og tak på den måde….og nu stod jeg så dér med håret i postkassen og følte, at der var noget helt forkert ved mig…for hvad gjorde jeg egentlig forkert??? Og så tudede jeg lige lidt…men fandt ud af, at så var det jo heller ikke værre…der var jo trods alt ikke gået fire år, men 1½ måned…

Sååå…hvad var det egentlig jeg var ked af?? Var jeg forelsket i manden??? Var jeg måske mere forelsket i tanken om at være forelsket? Eller var det bare det dér, at det var skønt at blive holdt om igen? Det er jo svært at sige…måske det i virkeligheden var den sårede kvindelighed der trådte i karakter…for dét der med at blive vraget…..det er altså ikke fedt.

Og han var sgu sød!….så godt ud! Var sjov! Havde en skøn musiksmag….men, ja, den hvide hest løb vrinskende væk og ridderen sad på den…prinsessen satte sig i tårnet med hånden under kinden og funderede over hvad hun nu skulle stille op.

Og jeg besluttede at ikke give op, men begynde forfra. Og her gik det op for mig, at det bedste, der var kommet ud af at møde ham dér den søde fyr fra Jylland, var egentlig, at han havde hjulpet mig ind i datingverdenen og vist mig, at det ikke var så slemt, som jeg troede.

Han havde også vist mig kærtegn og omsorg og det var slet ikke så tosset. Faktisk har han på meget kort tid, givet mig en masse godt og jeg vil være ham evigt taknemmelig for det. 

Så nu er jeg igen – og denne gang uden at være bange – på ”jagt” efter ham dér, fyren der kan gøre mig glad. Måske findes han et eller andet sted, måske ikke….

Som en veninde skrev til mig; Der skal virkelig kysses mange frøer og det er forfærdeligt hårdt arbejde!! Jamen, så må jeg jo smøge ærmerne op og komme i gang. For uden kærlighed er livet ikke helt det samme.