Kan jeg tillade mig at kalde mig blogger eller instagrammer?

Nogen dage får jeg den tanke om jeg virkelig kan tillade mig, at kalde mig blogger eller instagrammer? 

Men hvorfor gør jeg så det? Tja… nogen dage har jeg simpelthen ikke noget at fortælle på bloggen, eller for den sags skyld nogle billeder, at fremvise på instagram og der skal jeg virkelig tage mig sammen til, at lægge noget ud i min story eller som en post. 

Jeg har for længst accepteret, at man som blogger ikke kan skrive noget hver dag – i hvert fald ikke på den måde, som jeg er blogger. For jeg har ikke noget på hjerte hver dag og nogen gange kan det godt være, at jeg har en tanke til et indlæg, men når det kommer til stykket, så ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal skrive til emnet. 
Andre gange kommer det sprøjtende ud og jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe igen. Men jeg vil ikke være én der bare skriver for at skrive, jeg vil være én, der skriver, når jeg rent faktisk har noget på hjerte.

Mht. instagram er det jo lidt nemmere lige, at finde noget at lægge ud i story for at holde liv i profilen, eller lave en post om et eller andet man har foretaget sig i løbet af dagen. MEN jeg vil dertil også sige, at jeg ikke bare lægger noget ud for at lægge ud – det må ligesom også gerne være noget, som jeg kan stå inde for og noget som jeg rent faktisk HAR oplevet eller oplever. Noget som jeg synes er værd at dele eller fremvise.

Jeg læste i går en artikel om en instagrammer, der havde lagt et billede ud af sig selv, hvor hun sidder og drikker en “fancy” kop kaffe på trods af, at hun ikke engang kunne lide kaffe??!! BUT WHY? En anden havde fixet et billede taget i en børnepool, så det mere lignede en ferie i et paradis med lækkert flot blåt hav… 

Jamen jeg forstår det ikke?! Og jo, vi kan alle sammen arbejde med filtre til vores billeder og gøre dem lidt mere lækre end de måske fremstod i virkeligheden – men faktum er, redigeret eller uredigeret, at det jeg lægger op, også er noget, som jeg vil kunne stå inde for. 
Har jeg været på ferie  i Danmark, hvor vandet kan fremstå lidt mere kedeligt end i Middelhavet, så er det jo bare sådan det er – jeg kan da godt ændre lyset på billedet, men jeg vil ikke ændre mine billeder, så det ser ud som jeg har været i det græske øhav eller på ferie på Maldiverne. 

Jeg lever heller ikke mit liv på café eller restaurant hver dag – eller henter mad ude fra. Jeg laver heller ikke lækre retter hver dag, for mit liv som enlig mor til en teenager er altså ikke særlig glamourøst, da det mest består i transport til og fra håndboldhaller og er vi heldige, så består et restaurantbesøg oftere af en tur på Jensens bøfhus end på MASH. 
Jeg står ikke i køkkenet og bager kager eller laver lækre middage på hverdage, for det er der ikke tid til, så ofte så køber vi f.eks. færdige salater og forstegt kylling som vi lige blander færdigt. 

Spiser vi en lækker middag eller har bestilt en pizza hjem, ja så glemmer jeg ret ofte at tage et billede af det, fordi jeg har mere travlt med at putte maden i munden, end at huske at være instagrammer. Og så kan jeg sidde og tænke æv – men var det nu også så vigtigt, alligevel? 

Mit hjem er ikke super fancy – det er ikke fine designermøbler, men mest genbrug og ting der er billige at skifte ud igen. Men det er MIT hjem og jeg føler det er hyggeligt. 

I dag hvor det er Valentines Day – så poster jeg ikke noget hjerte eller f.eks. en Valentines giveaway, for jeg fejrer ikke som sådan denne dag. Jeg har ingen kæreste, men ville heller ikke have gjort det alligevel. For mig er det bare en dag, hvor butikkerne ser sit snit til at tjene ekstra – fred være med det – det skal de have lov til. Folk skal fejre løs, hvis de vil det, men det er ikke noget jeg falder på halen over. Jeg tænker mere om jeg så “falder  helt udenfor som instagrammer”? Er jeg så overhovedet en rigtig instagrammer? Kan jeg holde på mine følgere, når jeg ikke gør som mange andre?

Alle må selvfølgelig gøre som de vil, og som de føler er rigtigt for deres blog og profil. Al respekt for hver vores måde. Jeg har bare selv mere lyst til, at følge dem der viser et sandt billede. Jeg tror faktisk ikke, at man bliver mere populær af, at drikke en kop kaffe, som man egentlig ikke kan li. 

Jeg elsker de sociale medier og det man kan. Jeg synes det er mega sjovt, men jeg forstår ikke, hvorfor det hele skal se så perfekt ud eller fremstå poleret. Derfor er min instagramprofil også en ret blandet landhandel, hvor jeg deler lidt af det hele fra mit måske, i nogens øjne, kedelige liv… Fortællinger, lidt reklame og historier fra det virkelige liv.  Jeg håber dog, at I ser, at jeg bare ønsker, at være helt almindelig og uperfekt på min helt egen måde. 

Måske er det også derfor, at jeg er glad for at være en del af Kvinder uden filter, da jeg synes bloggerne her, er ret gode til at netop, at være uden filter og ikke lever så poleret. Vi deler når vi har noget på hjerte.

Jeg er super glad for jer der følger mig, alle som én. Jeg elsker når I kommer med en kommentar til mine opslag både på bloggen og på instagram, eller kommer med et forslag til f.eks. en ferie eller andet jeg har stillet spørgsmål til. 

Bliv endelig ved med det og lad mig også gerne høre, hvis der noget I gerne vil se  mere af eller høre om. Jeg kan jo helt sikkert kun blive bedre med jeres hjælp… 

Hvordan har I det med de sociale medier, bloggere og instagrammere? Kan I genkende noget af det jeg skriver, eller synes I, at jeg er forkert på den?

//Nette

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg fra This Is Nette

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Gitte Larsen

    Tænker ikke duver forkert på den 💕💕 Kvinder uden filter tænker jeg netop er, at “dele” hverdagslivet og ens tanker med andre. Altså vær den du er, uden noget “påklistret”. Det er fedt, synes jeg. Det er jo trods alt de færreste, der har glimmer og glamour i deres hverdagsliv 🌹🌹
    At være enlig mor er en hård “tjans”. Du skal klare det hele selv og det lyder til at du hør det rigtigt godt👌 Så klap dig selv på skulderen og sig til dig selv, at du er sgu okay ⭐
    Hav en fantastisk “hverdagsagtig” weekend.
    Kram

  2. Nette

    Tak for din skønne kommentar- den tager jeg med mig videre. Knus

Skriv et svar