Luksus livsstil med ren samvittighed

Jeg kan få dårlig samvittighed når jeg glemmer at ringe eller skrive tilbage til en ven, der har forsøgt at få fat i mig. Jeg kan få dårlig samvittighed over for mig selv, hvis jeg ikke får reageret efter mine følelser, når en person siger noget uretfærdigt til mig. Og så får jeg dårlig samvittighed for tiden, når jeg sover hos min kæreste 4 dage på en uge, mens mine to katte er alene hjemme (med rigeligt vand og mad dog). Men jeg har fandme ikke dårlig samvittighed over, at nyde den luksus der er kommet ind i mit liv grundet mit forhold.

Forleden dag drak jeg kaffe med en gammel veninde. Vi voksede op i samme by og jeg har kendt hende siden børnehaven. Sidst vi så hinanden var i gymnasietiden, og det er efterhånden 6 år siden. Det var et overraskende skønt gensyn, og jeg håber vi begynder at se mere til hinanden igen. Hvor om alt er, spurgte hun som noget af det første ind til mine mange luksus-posts på Instagram. Hendes nysgerrighed var tydelig, men til min positive overraskelse spurgte hun direkte ind til det. Det værdsætter jeg meget, frem for når folk går og spinder tanker, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Det ved jeg at mange gør – men jeg forstår også godt at man kan have den tendens, når det virker så hemmelighedsfuldt på de sociale medier. Pga. vores endnu usikre fremtid (som du kan læse grunden til her) kan jeg ikke fortælle jer mere præcist hvad min kæreste laver og hvem han er. Jeg kan dog afsløre at han altså ikke er en kendis, hvis nogen skulle mistænke det.

De billeder min veninde spurgte ind til, mere præcist, var fra sidste uges forlænget weekend i Firenze med S. Vi boede på et hotelværelse der var royale værdigt, shoppede til vi ikke kunne bære mere, og spiste lækker mad (et must når man er i Italien. Glem der er noget, der hedder kalorier). Jeg kan sagtens indrømme at jeg er blevet møgforkælet på den tur. Og at jeg absolutely love it. S har knoklet sig til toppen af sin karriere, og klarer sig derfor godt økonomisk. Han er til det simple liv i hverdagen og er slet ikke typen, der spenderer penge til højre og venstre – men han har friheden til at leve stort set som han vil – og som hans kæreste er jeg så heldig, at få del i nogle af de fantastiske oplevelser. Det kan bl.a. være rejser som denne til Firenze.

Første gang han tog mig med på en af sine business trips, tabte jeg bogstaveligt talt kæben, da jeg trådte ind i lobbyen på hotellet. Marmor over alt. Velour beklædte møbler. Lange, tunge gardiner og enorme, smukke lysekroner. Jeg følte mig ydmyg og vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. De ansatte var iklædt fine uniformer, og kvindernes hår var fejlfrit opsat, som havde de været til frisøren inden de mødte ind. Loftet var utrolig højt og lokalet var dekoreret på original, gammel fransk vis. Jeg følte mig så lille og ydmyg da jeg stod der i det store rum, og blev budt velkommen til en helt ny verden. En verden jeg slet ikke vidste eksisterede.

 

 

Det kan godt være jeg har oplevet steder som det 12-15 gange efterfølgende, men jeg føler mig stadig ydmyg og overvældet. Min kæreste prøver at hjælpe mig med, at blive mere afslappet omkring det, ved at minde mig om, at jeg har ret til at være der. Eller hans eksakte ord er ”baby, sig til dig selv: I fucking own this place”. Det er faktisk begyndt at virke. Dog kan jeg stadig ikke forstå mit held. At han kan vise mig alt det bedste, verden har at tilbyde; dyb, ægte kærlighed, og som bonus en masse fantastiske ting, der nu engang kun kan købes for penge.

I takt med at vi har været sammen en del tid nu, og jeg trods alt er ved at vænne mig til at være i luksuriøse omgivelser fra tid til anden, er jeg begyndt at poste flere billeder af det. Hvorfor skulle jeg lade være, bare fordi min kæreste har flere midler end gennemsnittet? Burde jeg ligefrem tage hensyn til de mennesker, der kaster fordømmende ord efter mig, og skjule min virkelighed fordi de har mindreværdskomplekser? Jeg ved det intet har med mig at gøre personligt, når folk mener jeg er en golddigger og nasserøv. Det handler om misundelse og intet andet. Hvis de selv blev inviteret til denne livsstil, var der 0% sandsynlighed for at de ville sige ’nej tak’. De prøver at pådutte mig en dårlig samvittighed over at tage imod noget, de ikke selv har muligheden for at få. Og den tager jeg ikke på mig. Og helt ærligt; hvad er der blevet af det med, at glæde sig på andres vegne? Ja, jeg spørger bare. Jeg selv ville da tænke “hold kæft hvor dejligt for hende.”

Det her er jo for fanden ikke et sugardaddy/sugarbabe forhold. Ikke at jeg dømmer på den slags, men jeg vil bare lige understrege at det ikke er tilfældet her. Han er min bedre halvdel. Min elskede. Ham jeg vil giftes og have børn med. Uanset indkomst. Vi er blot et par, hvoraf den ene har muligheden for at berige den anden med ting, man ellers ikke normalt ville kunne opleve. Selvfølgelig siger jeg ja tak når han rækker ud efter min hånd og vil på eventyr, og selvfølgelig nyder jeg det. Med ren samvittighed.

Kærlig hilsen,

Aura

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Aura Haurholm

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Dette indlæg har 10 kommentarer

  1. Nette

    NYD DET for pokker da 🙂 Vi skal gribe de muligheder og oplevelser vi får.

    1. Aura Haurholm

      Jeg er helt enig, Nette – og nyder i fulde drag 😍💗

  2. Bettina Biel

    Sødeste Aura – Live in the moment ❤ Fuck janteloven og de mennesker omkring dig, som ikke kan glæde sig på dine vegne 👊
    Livet er et eventyr, og du skriver selv næste kapitel ❤

    1. Aura Haurholm

      Lige præcis, Bettina! 💗

  3. Mary

    Sådan! Det skal du også bare din smukke sjæl. <3

    1. Aura Haurholm

      Kæmpe krammer, Mary! Selv smukke menneske 💗💗

  4. Lisbeth Wolter

    Jeg tænker egentlig ikke at misundelse behøver at være en dårlig ting. Hånden på hjertet, jeg er sgu da misundelig på dig. Men det er jo ikke ensbetydende med at jeg ikke under dig det hele eller har ondt i r…. over din lykke. Tværtimod. Enjoy it, capture it, love it.

    1. Aura Haurholm

      Hej Lisbeth,
      Jeg forstår hvad du mener og er helt enig – der findes flere former for misundelse, og det behøver absolut ikke være en negativ ting. Vores Charlotte Frølund har f.eks. kommenteret sødt på nogle af mine instagram opslag, at hun er misundelig – ment på den bedste måde, og under mig det <3 Det er jo dejligt, og det kender jeg også sagtens fra mig selv 🙂 Det jeg skriver om her i indlægget er ud fra nogle konkrete situationer jeg har oplevet med det – misundelse når det er mindre kønt 😉 Tusinde tak for din besked og at du under mig lykken <3

  5. Orange Zone

    Hvor er det ærgerligt, at det betyder så meget, hvad folk enten direkte udtrykt eller uudtrykt tænker om dig og din situation, at du føler dig kaldet til at skrive et helt indlæg om det …

    Og nej. Det er ikke spydigt ment. Jeg synes helt oprigtigt, det er ærgerligt. For så betyder andres eventuelle tanker og meninger stadig alt for meget i forhold til, hvor meget du kan lade dig selv nyde det, være i det og med din kærestes ord bare “own’e det”. Du går jantelovsfanatikernes ærinde ved at acceptere deres præmis om, at det overhovedet er noget, der kan diskuteres (hvorvidt du har fortjent det). Du går deres ærinde ved at forsvare dig. For allerede dér siger man jo, at man selv er liiiidt i tvivl – ellers ville der jo ikke være en diskussion …

    Slip dem. Nyd det. Hvis du synes, det er lækkert. 🙂

    1. Aura Haurholm

      Hej du – og i øvrigt velkommen som blogger hos Kvinderudenfilter.dk 🙂
      Tak for din besked, selvom du helt har misforstået hvad der ligger i indlægget for mig. Jeg har ikke skrevet det ud fra at det fylder noget i mig, hvad folk mener. Det handler til dels om endelig at åbne op for et emne, der ellers længe har været svært at sætte ord på: min kærestes økonomiske situation og livsstil. Det har jeg ikke talt direkte om før nu, både af hensyn til ham og vores situation, men også fordi jeg var i tvivl om, hvordan jeg selv havde det okay med at snakke om det.. Den anden og primære grund til at jeg har skrevet indlægget, er det med at bryde tabuer. Det er hovedtemaet i størstedelen af mine indlæg. Fordi jeg selv har haft svært ved at snakke om og vænne mig til hans økonomi, og fordi jeg har modtaget beskeder i ny og næ, der bekræfter uvidenhed og fordomme, gav det mening for mig at skrive en klar tekst omkring den del af mit liv nu. Ikke for at forsvare mig selv, men for at “tale” om et emne, man ellers ikke rigtig taler om. Jeg vil lige slutte dette lidt lange svar af med at komme ind på, at selvom du siger din kommentar ikke er spydigt ment, skriver du meget tydeligt med en overbevisning om, hvad baggrunden for indlægget er – som om det er den eneste sandhed. Det er ikke spydigt – men jeg synes det er flabet. For den overbevisning du har (forhåbentligvis nu havde, datid), er nemlig ikke min sandhed. ‘Deres’ mening har aldrig betyder noget for mig. Jeg nyder det fuldt ud, uden dårlig samvittighed – fuldstændigt som jeg skriver det i indlægget 🙂

Skriv et svar