Min mors kamp for livet…

Fotocredit: Min mor Joan Bøgn Rasmussen

I denne weekend for fem år siden, var jeg midt i en stor omrokering af min gamle lejlighed. Min søn var på weekend hos sin far og jeg havde besluttet mig for, at der skulle ske ting og sager i hjemmet, så jeg var gået i gang med den store oprydning, rengøring og omrokering, så jeg stod i en stue, der mildest talt lignede et bombekrater, da min telefon ringede.

Det var min papfar der ringede. Så jeg fornemmede allerede dér, at der var noget galt, for det plejer som regel at være min mor der ringer, hvis de vil mig noget. Jeg svarede selvfølgelig telefonen og min papfar sagde ”Det er mor, hun er på vej til Rigshospitalet i en ambulance”.

Min mor var dengang 58 år – det var for tidligt, at hun skulle være på vej i en ambulance til Rigshospitalet. Men frygten ramte – i det min morfar døde som 58-årig og min mormor blev ramt af en hjerneblødning som 58-årig og døde tre år senere.

Min papfar forklarede kort, hvad der var sket og jeg gjorde mig klar til, at tage ind på banegården for at tage toget til København. Alt imens tankerne farede rundt i mit hoved og jeg fik ringet til min søns far for at forklare ham, hvad der var sket og at jeg ikke lige vidste, hvornår jeg var klar til at få sønnike hjem.

Min mor og papfar havde siddet ved morgenbordet og min mor havde det skidt og var pludselig blevet meget dårlig og havde derfor sagt til min papfar, at hun var ved at gå væk, så han skulle ringe efter en ambulance, hvilket han jo naturligvis gjorde, samtidig med han fik hende ind og ligge ned.

Ambulancen var kommet og det var egentlig meningen, at de så ville prøve at få hende fløjet til Rigshospitalet med helikopter, men vejret var for dårligt til det, så de måtte køre hende derind, med et stop på Roskilde sygehus på vejen.

Mine forældre bor på Lolland og der var lang vej når ens tilstand er akut. Jeg tror dog ikke, at min mor har nået at forstå så meget af, hvad der egentlig foregik på det tidspunkt. Det var kun os andre, som enten måtte følge efter eller tage turen i tog.

På det tidspunkt mistænker man, at min mor har fået en hjerneblødning og vi ved ikke om hun overlever. Turen fra Odense til København i tog var lang… og jeg var godt nok glad for, at jeg tidligere havde boet i København og derfor vidste, hvordan jeg skulle komme fra Hovedbanegården til Rigshospitalet med bussen.

Jeg nåede derind og jeg kom op på den gang på Neurologisk, hvor min mor var blevet bragt ind. Hun var ved bevidsthed og vi kunne kommunikere. Kort efter kom de andre fra Lolland og de fik også lige set til min mor. Der var ingen kirurger på arbejde fordi det var lørdag og lægerne vurderede, at hun ville kunne klare den og at operationen kunne vente til søndag.

Da hun var blevet scannet fik vi af vide, at det var en aneurisme, en udposning på hovedpulsåren, der var bristet i hjernen. Når sådan én brister løber blodet ud i karrene og kan skade hjernen, så det er utroligt vigtigt, at man får behandling og får lukket den brist der er.  Brister en aneurisme i hjernen, giver det en Subaraknoidal hjerneblødning. Det kan opleves som et smæld i hovedet, og der kommer pludselig hovedpine, lysfølsomhed og kvalme. Det er en alvorlig tilstand og den kan være med dødelig udgang,

Min mor skulle hvile og de andre kørte retur til Lolland. Jeg blev i København og overnattede hos en ven, så jeg havde mulighed for at komme ud på hospitalet, hvis der blev ringet og om ikke andet så være der om søndagen, hvor hun skulle opereres.

Således blev det søndag. Jeg mødtes med min papfar, min søster og min mors veninde. Vi var oppe at se til min mor inden hun blev kørt til operation og imens de opererede på hende, sad vi nede i forhallen og ventede. TRE lange timer, hvor vi ikke vidste om hun ville overleve eller dø.

Operationen med at sat clips på for at lukke blødningen var dog vellykket og faren var ovre. Der var ro på. I hvert fald for den næste uge. Indtil vi blev bekymret og spurgte ind til tingene og den måde min mor var på, for hun var ikke sig selv. Så efter lidt kampe med personalet, blev hun scannet igen og de fandt ud af, at der var karsprængninger. Ikke så smart, så hun blev endnu engang opereret. Og fik opereret noget guldtråd ind der skulle lukke blødningerne. Herefter var der fokus på at komme på højkant og få bugt med de stafylokokker hun fik via et dræn i benet. Tre lange uger på Rigshospitalet var det for min mor. Og selvom vi var nogen der kæmpede imod, at hun skulle overflyttes til Næstved eller Nykøbing F. så var hun selv så opsat på, at komme tættere på sit hjem, at det var sådan det blev.

Jeg kan ikke huske, hvor længe min mor lå på Næstved sygehus, men omkring en uges tid, og så vidt jeg husker, så var det ret forfærdeligt og hun blev bare placeret i en seng på en gang, hvor min papfar og familie så kunne besøge hende. Så der gik ikke længe inden hun fik overtalt dem til at lade sig udskrive, dog på betingelse af, at hun blev vækket hver 2. time derhjemme og holdt øje med og for at få sin medicin.

Efter udskrivning var det tid til at komme ovenpå igen og i den første tid efter min mor kom hjem, var både min søn og jeg forholdsvis meget hjemme på Lolland for at besøge dem. Hun var selvfølgelig meget træt og havde brug for meget ro, men også omsorg.

Det var enormt hårdt for hende, men også for familien, at gennemgå så voldsom en oplevelse. Traumatisk. At være så tæt på at dø og for os andre traumatisk, at være så tæt på at miste. Det kan ikke undgås, at man som familie bliver ramt hårdt. Både for den der blev syg og for de pårørende.

Kampen er ikke slut bare fordi man bliver udskrevet og sendt hjem fra sygehuset efter sådan en aneurisme, der er sprunget i hjernen på én. Det tager tid. Både fysisk og mentalt. Lang tid. Men nu efter fem år med mange op og nedture, så føler jeg, at min mor igen har det godt. Hun er blevet 63 år og hun trives. Hun har fået nye, både spændende men også sunde, interesser og lever livet meget mere intenst end jeg synes hun gjorde, inden den alvorlige sygdom ramte.

Der har været tilstødende komplikationer sidenhen, blandt andet forhøjet blodtryk og senest med en blodprop i øjet, som dog heldigvis blev opdaget i tide og hun nu er ved at være ovenpå efter.

Jeg hylder min mor for, at hun tog kampen op – kampen for at komme tilbage til livet og få noget ud af det. I den tid, der er tilbage. Tiden som forhåbentlig er lang tid endnu. Vi lever kun én gang. Og vi skal gribe livet imens vi har det. Det kan være for sent før vi ved af det. Det ved vi desværre kun alt for godt i vores familie. Derfor er det også rart, at tænke tilbage på, at selvom vi mistede for 10 måneder siden, så sker der indimellem også mirakler, som er værd at tænke tilbage på.

Husk at leve livet mens du har det – du lever kun én gang.

//Nette

Like & Share

Share on facebook
Share on google
Share on twitter
Share on linkedin
Share on email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg fra This Is Nette

Skriv et svar

Luk Menuen