Når livet bliver for meget

Lige nu fylder Tim “Avicii” Bergling’s død aviser og nyheder. Han døede 28 år gammel. Alene på et hotelværelse. Han havde begået selvmord.

Hans familie har efterfølgende udtalt at han ganske enkelt ikke kunne holde livet ud mere og at han bare ønskede fred.

Der er mange delte meninger omkring selvmord.

Mange mener man er egoistisk hvis man gør det. At man ikke har ret til selv at bestemme hvor livet skal slutte.

Egentlig har jeg selv hørt til den gruppe, men for 2 år siden da jeg selv var rigtig rigtig syg, blev mit liv også for meget for mig og det eneste jeg ønskede var fred. Fred i mit hoved, i mit sind og i min krop. Jeg ønskede ikke at kunne føle længere. At kunne føle smerte, vrede, skuffelse og sorg. Glæde var der ingen af.

Psykisk smerte er uudholdeligt og kan ødelægge ens liv så gevaldigt.

Nu sidder der nok nogen af jer og tænker “hvad bilder hun sig ind, hun har jo 2 børn” og ved i hvad… Ja det har jeg og jeg er her gudskelov stadigvæk, men når man er så syg at det eneste man ønsker er at trække vejret for sidste gang og få fred i hovedet, så tænker man at det aller bedste for sin familie, ville være hvis man ikke var her længere.

At man ikke længere kunne være til besvær, være en byrde eller være forkert længere. Man tænker at de kan få det bedre uden man var her. Alt gjorde ondt, hele tiden. At se mine børn. At sku være alene. At skulle tage stilling til noget. At spise. At skulle tage ansvar for noget. Og ens dårlige samvittighed æder en op.

Den dag jeg valgte at tage mit eget liv, var jeg gudskelov ikke alene. Vedkommende var dog faldet i søvn på sofaen og jeg gik rundt i min egen tåge, men havde denne person ikke været der, havde jeg ikke været her idag. Minderne fra den dag er få, men jeg kan huske brudstykker og husker hvor bange jeg var for at dø da ambulancen ankom. Jeg husker svagt tiden på båren på skadestuen.

Plejepersonalet som bare stod og ventede på “jeg fik det godt igen”. Jeg var så bedøvet af piller at min taleevne ikke fungerede. Jeg kunne heller ikke selv holde koppen med flydende aktivt kul, som jeg skulle drikke. Det var så absurd at ligge der, ude af stand til at gøre noget, men jeg kunne hører personalets samtaler omkring deres børn skulle til fodbold, en skulle hjem og stege frikadeller og en anden var simpelthen så træt.

“Men jeg er også træt…. Jeg vil os bare gerne sove. Vil os gerne bare ha lidt fred. Ingen tanker eller følelser. Ikke føle noget.”

Det er virkelig hårdt at være psykisk syg. At have en depression. At have en diagnose eller flere. Ikke at have nogen at snakke med. At føle sig ensom og forkert.

Man er træt alle døgnets 24 timer, for ikke engang mens du sover har du fred. End hjerne kører på højtryk konstant.

Jeg ville ønske jeg kunne fjerne de følelser fra alle der går rundt med dem. Ingen fortjener at føle sig forkerte eller i vejen.

Ville ønske at tabuet ville blive brudt endnu mere og vi blev bedre til at snakke med hinanden og turde spørge indtil hinanden. Ikke at være bange for at række en hånd ud eller bange for at tage imod den.

Idag er jeg heldigvis et helt andet sted. Jeg har fået respekt for livet og jeg elsker hver en del af det.

Jeg fortryder på ingen måde mit selvmordsforsøg, for det er en del af mig nu og har været med.til at forme mig til den jeg er idag.

Tak fordi du læste med!