Et indlæg, der egentlig bare er en lille hyldest til livet. Til livet lige her og nu.
Jeg sidder her og nyder, at jeg har bededagsferie. Nyder at jeg har tid til at skrive og hygge. Læse og slappe af. Tænke over, hvor uforudsigeligt livet er. Vi foretager nogle valg og håber på, at det er de rigtige valg, vi tager. Men vi ved ikke altid, hvad de fører til – heldigvis.
De forskellige valg og fravalg vi nu en gang skal igennem; Valg af uddannelse, af kæreste/ægtefælle, valg eller fravalg af børn, valg af venner, af job, af måde at leve på.
Som da min veninde efter gymnasiet ville have mig med til England i et år som aupair. Det turde jeg ikke. Måske skulle jeg have gjort det. Måske havde mit liv set helt anderledes ud? Måske var jeg blevet forelsket i England og var blevet derovre? Måske havde mit liv set helt anderledes ud, hvis jeg havde valgt anderledes, end jeg har gjort.
Jeg ved det ikke og det er heller ikke vigtigt nu. For de valg jeg har taget gennem livet, har jo givet mig lige præcis det her liv, som jeg er så taknemmelig for.
Mit uforudsigelige liv formede sig nemlig som mit liv skulle. Med slag der gjorde ondt, meget ondt og med kærlighed, meget kærlighed. Hånd i hånd.
Og lige nu er der rigtig meget kærlighed. Lige nu viser livet sig – igen – fra sin smukkeste side og giver mig så meget glæde at jeg kan have svært ved at rumme det…..men det er jo et luksus problem. Livet smiler til mig – “Så, i min barndom eller ungdom må jeg have gjort noget godt”, som der synges i Sound of Music, siden jeg fortjener det her øjeblik.
For jeg sidder her, i et øde sommerhus, et øde sted i Sverige. Et sted hvor Småland, Halland og Blekinge ligesom løber sammen. Langt inde i en skov og med udsigt til en sø, her fra stuevinduet. Hunden ligger og sover i hjørnesofaen ved siden af mig og kæresten ligger inde ved siden af og snorker velfortjent, da det er ham der har kørt, og oveni købet tog en ekstra tur med mig, på næsten en time, fordi jeg havde glemt hunde maden.
Jeg sidder med mit hvidvins glas, med en skøn hvidvin og der er ild i brændeovnen. Udenfor er det smukke forår igen blevet til rusk og regn, træerne svajer i vinden og der er krusninger på søen.
Jeg sidder i hjørnesofaen med fødderne oppe og lytter; til snorken, til knitren fra ilden, til mit eget åndedrag der fortæller mig, at jeg er helt nede i gear. Jeg slapper af. Nyder at livet er så uendeligt kærligt og godt ved mig. Jeg kan ikke ønske mig mere lige nu.
Jo, jeg kan ønske, at mit hus bliver solgt til den pris jeg gerne vil have, at alting flasker sig med mit sommerhuskøb, men det er jo materielt.
Dét som det hele handler om; kærligheden, ømheden og skønheden ved livet, det bliver ikke større end i dette øjeblik, hvor jeg må konstatere, at jeg er måske er den heldigste kvinde i verden, for jeg føler mig elsket.
Jeg føler mig så priviligeret, at jeg kan sidde her, trække vejret helt ned i maven og føle lykke. Det her er livet, når det er aller smukkest og bedst.
Og når jeg ser ud i resten af verden ved jeg godt, at det gør ondt mange steder, at der er splid og ondskab og der er mange, der lider på den ene eller anden måde.
Men lige nu, har jeg helle. Lige nu, nyder jeg, at livet smiler til mig, giver mig mulighed for at nyde naturen, elementerne og at jeg har mødt kærligheden igen.
Når jeg vender tilbage til den virkelige verden efter weekenden, skal jeg nok være deltagende i alle de fortrædeligheder der er i verden, men lige nu nyder jeg, at jeg har helle.
Lige nu, elsker jeg bare livet.
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.