Det der øjeblik hvor man ligger i sin seng, helt alene, fordi den kæreste man har kendt de sidste 5 år, lige pludselig ignorerer en fra den ene dag til den anden..
Men så ser man sørme på Facebook at han er ude og drikke vin med en eller anden krampe som han vel og mærke altid har svinet til.
Nååå jo og samtidig var vi jo så stadig kærester på Facebook.
Nogen dage er bare bedre end andre.
Jeg er ganske enkelt målløs over den behandling min kæreste, nu eks kæreste, har givet mig og mine børn og jeg er ganske enkelt nødt til at komme ud med det for at komme videre.
Vi skulle flytte fra vores hus pga. skimmelsvamp og havde ikke fundet et nyt sted – så derfor delte vi os op. Han i campingvognen og os oppe hos min søster. Egentlig havde vi fundet et hus, men det gik i vasken, men i realiteten skulle vi være flyttet ind i det 1 februar, altså før alt det her skete. Så ville han have, at vi alle 4 flyttede i campingvognen, men det kunne jeg simpelthen ikke. Der var alt for lidt plads og alt for koldt.
Siden den dag vi flyttede hver for sig har jeg stort set intet hørt fra ham. Andet end enstavelsesord på sms, ingen opkald eller set hinanden. Når man er kærester og kender hinanden, så ved man når noget er galt, og det konfronterer jeg ham selvfølgelig med, men han svarer på intet. På 3 uger sender jeg selvfølgelig mange beskeder, hvem ville ikke det? Jeg har to børn som han fungerer bonusfar for og har et ansvar overfor. Vi stod og skulle finde et sted at bo sammen, så vi var nødt til at skulle kommunikere. Vi har alle vores møbler og ting og økonomi sammen. Biler og arbejde sammen.
Flere gange giver jeg ham muligheden for at mødes med mig og få snakket og sagt ordentligt farvel. Blive enige om hvad vi gør med vores liv der jo skal deles op. Slette hinanden som kærester på Facebook osv. Men stadig ingen respons.
De få beskeder jeg får er kun grove nedladende korte svar. Her snakker vi altså om en mand på 30 år, ikke en knægt på 18. Man skulle mene at man er moden inden alder!
At give et menneske den kolde skulder er noget af det værste du kan gøre. Det gør så ondt på den/dem det går ud over. I det her tilfælde mine børn og jeg selv. At se mine børn så kede af det fordi de ikke forstår hvorfor han ikke kommer hjem. Hvorfor han ikke ringer til dem. At de spørger om det er deres skyld eller om han ikke kan lide dem mere. Det gør så ondt i mit mor-hjerte.
At jeg selv har skrevet utallige ulykkelige beskeder til ham og tigget om at få en forklaring så jeg kan få ro, men stadig intet svar får, er ganske enkelt ulideligt og noget af det værste jeg har prøvet. Smerten man sidder med er ulidelig og ikke til at bære. Den ligegyldighed han viser en, får en til at føle at man ikke er mere værd eller at det vi havde ikke var mere værd. Det her med at man elsker en og stoler på en, men alt det bliver revet i stykker på den måde. Det er umenneskeligt.
Jeg begriber ikke man kan behandle andre mennesker på den måde. Mennesker du har delt dit liv med. Delt ALT med. Alle op og nedture. Alle de magiske oplevelser og minder der er skabt.
1 uge inden alt det her startede, var det Valentinsdag. Noget vi aldrig har fejret, men i år valgte vi det så alligevel. Jeg havde sagt. at jeg ønskede mig at begynde at male igen og han havde købt stort ind af alt så jeg kunne komme i gang og en kæmpe flot buket blomster og lagde et opslag op på Instagram og Facebook (hvilket han ALDRIG gjorde).
Samtidig så forsikrede han mig om at det var os to for altid og vi nok skulle klare os igennem den her krise med huset osv.
Hvem gør sådan noget, hvis man alligevel går fra personen ugen efter?
I de her 3 uger der så er gået – er det så gået op for mig, at jeg virkelig ER bedre tjent uden en der behandler mig og mine børn sådan. Jeg har endda fundet et dejligt sted til os som vi er ved at flytte ind i og vi glæder os. Jeg ved at vi nok skal klare os uden ham, for det har vi jo gjort før. 2018 bliver vores år.
Da jeg lå i min seng og opdagede at han var på vin date samtidig med vi stadig fungerede som kærester på fb, så fik jeg helt og aldeles nok. Jeg slettede alt der fandtes med os og sluttede ham og vores forhold.
Han vil for altid bare være en dårligt minde nu og det gør mig ked af det da jeg jo har været fyldt med kærlighed til den her mand, men det er nu vendt til et had så inderligt at jeg aldrig vil tilgive ham.
Håber i andre er klar over hvad i er værd og aldrog vil finde jer i sådan en behandling fra nogen!
Man lærer så længe man lever, ik sandt’?
Kære Nanna
Det skar i mit hjerte at læse dit indlæg. Noget af det værste man kan byde andre mennesker, er helt klart at ignorere dem. Jeg kunne ikke lade være med at tænke da jeg læste om, hvordan din ex. pludseligt ignorede dig og begyndte at date lige efter, at du afslog at flytte i campingvogn sammen med børnene. Der er ingen tvivl om, at han er blevet yderst såret og måske savnet børnene rigtig meget (fik I talt om det?). Han vælger at handle på en meget destruktiv og barnlig måde, hvorfor han i stedet for at tage en snak, vælger at ignorere og smutte på date, men han er den som taber spillet i sidste ende. Hvis ikke der skal mere til før han vælger at straffe dig og børnene så hårdt, så ser fremtidsplanerne skidt ud hvis du spørger mig. Pøj pøj med det hele 🙂