Det er meget sjovt hvordan man kan have en alternativ opfattelse af begrebet ’alder’, og så alligevel få et lille sug i maven når man fylder 25.
Det er faktisk ikke fordi jeg er skræmt ved tanken om, at jeg om 5 år bliver 30. Min 18-årige lillesøster synes det lyder meget voksent og gammelt, og driller mig med det. Men jeg har jo længe følt mig som en, der er langt ældre, end min biologiske alder siger jeg er. Det kan folk ude fra jo bare ikke se på mig, så derfor bliver jeg heller ikke behandlet derefter. Selvom jeg har accepteret at folk ser det, de gerne vil se, kan jeg ind imellem godt føle en decideret længsel efter at nå en alder, hvor folk tager mig alvorligt i stedet for at behandle mig som en teenager. Hvilket jeg i øvrigt ofte bliver taget for at være. At føle sig som en på 30-40 år og ligne en på 19 er en dårlig combo. (Og ja, jeg ved godt at jeg bliver glad for det en dag)
Pointen er at jeg føler mig ældre end jeg er. Derfor var jeg meget forundret over det, der så skete forleden. Facebook bragte et minde op, med et nok 20 år gammelt billede af min mor og jeg i det hus jeg er vokset op i. Vi sidder med fødderne i køkkenvasken og tager fodbad. Det var en mor/datter ting vi gjorde når vi rigtig skulle hygge, og det er et af mine meget værdsatte minder fra min barndom. Folk kommenterede opslaget på ny, og et sted har min mor skrevet: ”I dag er Aura 25 år”. Med dé ord ramte det mig. Måske skyldes det at en anden end mig selv skrev sætningen. Måske fordi det var min mor, eller fordi det var anderledes formuleret end de mange søde fødselsdagshilsner jeg havde fået på dagen. I hvert fald tænkte jeg ”Gud. Jeg er 25 år gammel. Der er 5 år til jeg fylder 30!”. Jeg følte suget i maven og en lille panik starte op. Det var faktisk sjovt og interessant at iagttage mig selv reagere netop som jeg aldrig troede jeg ville. Når sådan noget sker, ser jeg det som en anledning til, at undersøge og lære mig selv bedre at kende.
Så det gjorde jeg. Jeg spurgte mig selv hvad det handlede om, og i virvaret af tanker hørte jeg én tydeligere end de andre: ”25 år. Og jeg har på ingen måde styr på mit liv”.
Det er jo rigtigt. Jeg bor pt i en lille og alt for dyr lejlighed, uden fremtidsperspektiv. Jeg er iværksætter uden indkomst i min virksomhed – i hvert fald langt fra noget jeg kan leve af. Primært fordi jeg har så mange tanker og idéer, at jeg har svært ved at fokusere på én. På den måde kan jeg ikke gøre hvad der skal til, for at den bliver økonomisk indbringende. Når jeg ikke skriver og tænker forretningsudviklende tanker, har jeg derfor hyggelige, men useriøse og midlertidige jobs. Dog kan jeg nøjes med at arbejde på deltid, fordi jeg er så dybt privilegeret og møgforkælet, at min kæreste vil støtte mig økonomisk. Det er så med tanke på at jeg forhåbentlig some day brager igennem med en fuldstændig brillant idé. Jeg har ikke børn, som jeg i mit sidste indlæg skrev at jeg troede jeg ville have på nuværende tidspunkt.. Og jeg er i et forhold hvor der ikke er udsigt til at det sker i løbet af de næste par år. Sidst men ikke mindst, har jeg stadig en følelse af ikke at passe ind i vores samfund. Jeg ved heller ikke om jeg har lyst til det, for selvom det er rigt, synes jeg der er meget der halter og trænger til en seriøs makeover. Janteloven og normerne hersker stadig, og jeg udfordrer og bryder dem så ofte jeg kan. Jeg er heller ikke vild med begreberne rigtigt og forkert. Jeg ser i nuancer, ikke sort og hvid, og jeg ser muligheder fremfor begrænsninger. Men på trods af at jeg kender mine holdninger rent følelsesmæssigt, struggler jeg tydeligvis stadig med at finde min vej, rent funktionelt.
Jeg har lænet mig afslappet tilbage med tanken om, at jeg nok skulle finde den en dag. Min vej. At jeg pludselig ville mærke noget trække i mig og finde mit kald. Føle den dér: ”det er DET HER jeg skal!”. Jeg var sikker på at den nok skulle komme med tiden, og at jeg indtil da bare skulle leve og få mig en masse erfaringer, så jeg var klar til når den en dag ankom. Derfor har jeg ikke panikket førhen. Ikke før jeg indså at jeg nu er 25 år og det stadig ikke er sket. For jeg har ikke styr på mit liv. Det er et faktum. Det gjorde mig nervøs, men kun kortvarigt – for da jeg først havde erkendt det, blev jeg glad ved tanken. For måske er det netop sådan mit liv skal leves. Uplanlagt og foranderligt, med en masse forskellige oplevelser og gøremål. Jeg har nok slet ikke én vej. Jeg tror jeg har mange.
Kærlig hilsen,
Aura
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Sidder og har læst dit indlæg med et lille smil på læben, for nu har jeg jo været så heldig at møde dig irl – og ja min første tanke var også – Gud hvor er hun ung (og meget smuk) – og jeg sad der og følte mig super gammel – men da vi havde vores skønne snak i toget hjem fra Rikke, så slog det mig at så ung var du heller ikke, for jo du har et meget voksent sind <3 Og du har mange tanker, og planer med hvad du vil med dit liv – og Gudskelov for det Jeg er så ked af at "man" skal have planlagt sit liv inden man bliver 25 år og helst også have nået et eller fem mål inden da – og så forresten skal man også helst være igang med en uddannelse og meget mere. Men hvorfor ?? Hvorfor som du skriver kan man ikke bare nyde livet, og have en masse tanker om hvilken vej det skal bringe en hen ?
Da jeg var i din alder og yngre, der drømte jeg om Hus, Mand og Børn.
Da jeg var 26 år havde jeg stor lejlighed, mand og et barn, et godt job, mit ynglingsbijob som danseinstruktør (som jeg forresten drømte om at blive selvstændig med – men stadig ikke har turde tage springet ved). Tre år senere – sad jeg forladt, med et barn og gæld… Og alle mine ungdomsdrømme var pist væk – og jeg som ellers havde kørt mit liv efter alle mine drømme – målrettet og på en tidslinie… Og da jeg først havde slikket mine sår – og rejst mig igen, så har jeg ikke levet så målrettet længere – men taget tingene lidt som de kom – dog stadig med livrem og seler – men det er fordi det er den jeg er – men jeg har aldrig oplevet så meget, hvis jeg stadig havde gået efter min tidslinie, som jeg havde "lavet" i en alder af 18 år
Så skønne Aura <3 Nyd friheden (og din skønne kæreste som tror på dig og støtter dig) og grib dagen som den kommer og brug din kreativit og alle dine tanker – jeg er sikker på at du rammer lige der hvor du skal være når tiden er til det – måske inden du bliver 30 år – måske efter.. Men det er da også ligemeget Bare du husker at nyde og leve i nuet
Der bliver lagt et kæmpe pres på os jo – et der er utrolig usundt og fører os ind i en fabrikslignende måde at leve vores liv på, hvis ikke vi stopper op og reagerer ud fra det vi mærker 😳 Nogle mennesker trives så også i den trygge hverdag uden for meget variation, og det skal de have lov til. Men ja, man kan hurtigt komme til at føle sig begrænset (hvis man lader sig blive det) og det er så synd. Alle bør leve sit liv præcis som de har lyst til – i nuet, som du siger. Livet kan jo tage nogle uventede drejninger alligevel, som du også selv har oplevet ♥️ DEJLIGT at du ser mig for den jeg er! Det er så skønt at kunne snakke med folk, uden at de prøver at få mig til at passe ind i den kasse, de helst ser mig i ♥️ Og tusind tak for din støtte, smil og kommentar, søde Charlotte 😘