Det dér med ‘mine mange veje’

Jeg sidder på min terrasse og tænker dybe tanker, mens jeg i et lidt for højt tempo propper den ene Pringles i munden efter den anden. Jeg er ramt af post ferie-syndromet. Kender I det? Man føler ikke helt man er landet hjemme endnu, og de gamle, trygge vaner føles lige pludselig utilfredsstillende.

Jeg føler mig bare generelt rastløs nu. Vi – min kæreste ’S’ og jeg – har haft en skøn bilferie i Normandiet, hvor vi er kørt til ny by og hotel fra dag til dag. Det var ikke den type ferie hvor man slapper fuldstændig af og får opladt batterierne – men til gengæld har man friheden til at gøre hvad man vil, hvornår man vil. Samtidig kommer man hjem med en godt fyldt rygsæk – metaforisk set, for shopping var der ikke så meget tid til, desværre. På denne tur har vi fået set en masse forskellige smukke steder – alle de mange indtryk skal bare lige bundfælde sig. Det kan egentlig også være grunden til, at jeg føler mig lidt ved siden af mig selv i dag. Det, og så at jeg har sovet sammen med min kæreste de sidste 9 nætter mens vi var afsted, og nu ligger han hjemme i sin seng og jeg i min. Alene. Eller mine to katte ligger her også, men det er ligesom ikke helt det samme.

I hvert fald skal der ske noget. Nu hvor jeg sidder her hjemme, kan jeg mærke behovet for, at skabe mere mening med mit liv. Det er ofte sådan noget der sker, når man har været ude i ’den store verden’ og fået nye oplevelser. Det er derfor det er sundt for sjælen at rejse. Om jeg stadig føler den higen om et par dage eller uger, må vi se. Det kan sagtens være jeg som nævnt bare lige ”skal lande”. Når det er sagt, lever jeg jo stadig et liv uden nogen særlig stabilitet – og det vil jeg efterhånden gerne væk fra. I et tidligere indlæg (her) skrev jeg om, hvordan jeg har det godt med ikke at vide, hvad dagen i morgen bringer. Den frihed der er forbundet med ikke at have alting planlagt (apropos ferien), og hvordan jeg har tillid til, at jeg nok skal finde mine mange veje i livet – for jeg tror der er mere en én. Og tilliden har jeg da endnu. Det hele skal nok gå præcis som det er meningen. Men samtidig ved jeg jo godt at de fantastiske ting i livet ikke sker af sig selv – man må gøre noget for at opnå dem. Så måske passer det meget godt, at det er begyndt at summe i mig. Jeg har brug for at skabe noget, og gerne nu. Det er bare svært, når man stadig ikke ved præcis hvad det er, man vil..

Men et godt udgangspunkt er vel at spørge sig selv hvad man føler sig god til, og hvad man kan lide at lave nok til, at man kan forestille sig at gøre det altid. Ikke? Og ud fra de spørgsmål kan jeg svare: det jeg gør netop nu. At skrive. Jeg har altid elsket det. Dansk og engelsk stile, begivenhedsbog (min ikke-daglige version af dagbog), digte, og nu bloggen.. Og jeg har altid haft en drøm om en dag at udgive en roman. Jeg har bare ventet på inspirationen og den rigtige idé. Men den er så småt begyndt at komme til mig, og jeg har gået og nedfældet notater det sidste halve års tid.. Så måske jeg bare skal begynde. Og så må vi se om det er endnu en idé der viser sig ikke at blive til noget, eller om det måske kunne være en af mine mange veje..

Kærlig hilsen,

Aura