Jeg har før skrevet om, hvordan omverden måske ikke altid reagerer helt pænt på de ting, man vælger at dele med den. Nu bevæger jeg mig lige ind på området igen, da det er relevant at lave en opfølgning. Mit seneste indlæg, ’Skilsmissebarn’, blev emne i en artikel på Ekstrabladet.dk, nationen d. 22 januar. PÅ FORSIDEN endda. Man kan sige meget om Ekstra Bladet, men for mig føles det ret stort at blive omtalt der!
Du kan læse artiklen her
Nogen tippede en journalist om mit indlæg, fordi vedkommende fandt det og min vinkel interessant. Og journalisten syntes det samme, tydeligvis. Det gør mig glad! Det betyder at det her virker – at vi ved at dele vores livserfaringer og tanker med hinanden, finder ud af, at vi har noget tilfælles og ikke er alene. Vi har en masse at tilbyde hinanden. I EB’s kommentarfelt blev jeg dog også budt en masse andet end pæne ting – helt som forventet. Jeg følte mig rustet til det, men som tidligere nævnt har jeg været spændt på at se, hvordan jeg ville have det med at blive haglet ned for nogle af de ting, jeg skriver herinde.
Her er nogle af de kommentarer på EB der stikker mest ud (læs: af):
”Jeg kender nogen som burde blive skilt, men mest fordi jeg så kan hoppe på damen i stedet for”
”Er man blevet gift så bliver man sammen, færdig med det”
”Og så skulle du Aura komme hjem til mig og blive passet”
”Lol, ingen kommentarer på bloggen, dvs at meget få læser den. Hun må kende nogen meget godt….! der kender nogen, siden det kan finde vej til forsiden. Men hun er da lækker, helt sikkert!”
”SERIØST?! EB når et nyt lavmål denne gang. Hvorfor er dette blevet en ”artikel”? Det RAGER jo folk hvad denne deltidsjobber synes om noget?!”
”ja ja, så fik hun reklame på nationen, men hvor mange herinde køber brudekjoler”
”Ubehagelige kvindemenneske!”
Såeh, ja. Jeg lader lige disse interessante kommentarer bundfalde sig i dig. Der er jo obviously meget dybde og eftertænksomhed i dem…..
Mens jeg læste dem, kunne jeg ikke lade være med at grine. Og den reaktion er jeg en smule overrasket over, faktisk. Dengang jeg var en usikker, lille pige, bekymrede jeg mig lidt for meget om hvad andre syntes og sagde om mig. Jeg havde ikke lyst til at lade mig kontrollere af deres meninger dog, og jeg var meget bevidst om, at jeg ikke ønskede at lave om på mig selv, eller holde mig selv tilbage for at please andre. Jeg var dybest set bare for ung og hvilede endnu ikke nok i mig selv til, at være ligeglad – uanset hvor meget jeg ville ønske, jeg kunne være det. Det har ændret sig meget, og særligt inden for de sidste 3 år. Derfor så jeg også artiklen i EB som en test for mig – til at se hvor meget jeg har udviklet mig, når det kommer til stykket. Om jeg bare har bildt mig ind at jeg nu er nået til et punkt, hvor jeg er ligeglad. Men den er sgu god nok. Jeg kold i røven.
Som sagt grinede jeg højlydt et par gange. Det morede mig hvor fuldstændig uintelligente og åndssvage nogle af kommentarerne er. Nogle af dem giver ingen mening overhovedet og er skrevet helt ude af kontekst. Andre er tydeligt skrevet for at ramme mig. I mine øjne er det blot virkelig sørgeligt at nogle mennesker – og voksne, I may add – føler behov for at skrive ting for at påvirke en person negativt. Man må godt nok være en trist mand eller kvinde for at gøre det.. Og stakkels den person.
Der er en del konstateringer fra folk derinde om ting, jeg slet ikke har nævnt i indlægget. Jeg har med vilje, af respekt for mine forældre, ikke nedfældet særlig konkrete situationer. For mig var det vigtigt at sætte ord på stemningen – ikke udstille min familie. Jeg vil dog nævne, til dem der skulle være i tvivl (som nok ikke er nogen af jer læsere her på Kvinderudenfilter.dk, men alligevel), at jeg ikke har en holdning til hvad der er rigtigt og forkert. Jeg mener heller ikke nødvendigvis, at man skal opgive et forhold tidligere, end hvad der er ”normalen”/gennemsnittet her i Danmark – det kommer jo an på så meget, jeg hverken kan eller vil forholde mig til. Den historie man har, hvor meget man har prøvet at gøre for at ”finde gnisten” igen, og om man overhovedet tror på at det kan lykkes – eller allerede har givet op et sted.. Mine forældre havde prøvet alt, sådan som jeg ser det. Også parterapi, som nogen nævnte. Parterapi – og terapi i det hele taget – kan give en nogle nyttige værktøjer, der kan hjælpe i mange situationer. Nogle gange er ‘værktøjer’ bare ikke nok, eller det der skal til.
Men hvor er det fedt at opdage, at jeg langt om længe er nået dertil, hvor folk egentlig bare kan rende og hoppe med deres negative holdninger. Det handler jo på ingen måde om mig, de nedladende ting der bliver skrevet. Det hersker der ingen tvivl i mig om, whatsoever. Så hvis nogen har noget dårligt at sige – bring it on. Jeg er endelig skudsikker.
Til gengæld var det ikke heller ikke all bad, det der blev skrevet i kommentarfeltet. Indimellem er der faktisk nogle ganske fornuftige nogle – og her taler jeg ikke kun om dem, der er enige med mig/mit indlæg, men også dem, der indeholder et andet synspunkt, bare skrevet på en moden måde med plads til andres meninger. Den slags der inviterer til en ”rigtig” debat, man faktisk kan blive klogere af.
Derudover har jeg efterfølgende fået rigtig mange henvendelser. Både fra venner, bekendte, folk der kender mine forældre, og også fra nogle jeg slet ikke kendte i forvejen. De har alle sagt at de nikker genkendende til det jeg skriver i indlægget, og roser mig for at sætte ord på sådan en kompleks situation, som det jo er. Jeg er super taknemmelig for alle der på en konstruktiv måde har deltaget i debatten på EB, kontaktet mig, eller bare har taget mit indlæg med sig til overvejelse.
Så tak for jer, og tak for at læse med herinde! Det varmer mit hjerte.
Kærlig hilsen,
Aura
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Skønne dejlige ærlige Aura,
Tak for både dit indlæg om skilsmissebørn/forældre, som jeg så godt kan nikke genkende til at have haft den samme fornemmelse og følelse overfor mine forældre – men min historie er dog en anden end din, ikke mindst fordi min far blev alvorlig syg da jeg var teenager og derfor har mine forældre haft andre problemer i deres ægteskab, men holdt sammen trods alt.
Til dit indlæg her.. Gud hvor er der mange tarvelige mennesker, som gemmer sig bag skærmen og skriver alt muligt “lort” – uden at tage stilling til og hensyn til at der faktisk er et menneske bag den anden skærm, som læser med og tager det ind, der bliver sendt deres retning.
Jeg tænker tit over om folk virkelig turde sige alt det de skriver, hvis de stod Face-to-face til den person de har vælte alt deres “gylle” ud over ???!! Det tror jeg næppe, for så er de virkelig et lavt menneske uden noget ordentlig selvværd.
Jeg tror ofte at det er mennesker, der skriver sådanne nedladende og intetsigende holdninger og meninger, til andre, som ikke har det godt med sig selv og derfor føler at de får det bedre ved at gøre andre mennesker ondt eller kede af det.
Tror rent faktisk at sådanne mennesker – har brug for det største kram i verden, for det må de da mangle i deres liv.
OG så til sidst.. DU er et stærkt menneske og hvor det er sejt gået, at du kan skubbe alle de negative dumme kommentar væk fra dig og ikke lade dig påvirke af det.
You go girl.. sådan – du er en kæmpe inspiration (også for en gammel tøs som mig 😉 )
Kærligst Charlotte