Efter en lang tænkepause fra bloggen er jeg kommet frem til at jeg egentlig gerne vil dele noget med jer, kun mine nærmeste ved om mig:
De seneste 2 år har jeg kæmpet mig igennem 2 stressperioder, hvoraf den sidste udviklede sig til en depression.
Første gang jeg oplevede stressen, var jeg nyuddannet pædagog og i gang med mit første rigtig job. Det var sensommeren 2016. Blot et år senere havde jeg været på alle 3 stuer i institutionen. Det føltes som om at min chef ikke rigtig kunne finde en plads til mig. Men da jeg endte nede i vuggestuen, gik det helt galt. Der oplevede jeg en udelukkelse fra personalet, en oplevelse jeg ikke ønsker, selv for min værste fjende. Hver gang jeg spurgte indtil deres rutiner og hvad jeg skulle gøre, blev der sagt at jeg bare skulle gøre noget eller at de ingen rutiner havde?!
Altså undskyld mig … Selvfølgelig har en vuggestue rutiner. Det er jo super vigtigt for børnenes udvikling at de oplever en kontinuitet i deres hverdag – specielt når de ikke er særlig gamle! Jeg blev simpelthen godt og gammeldags udelukket fra deres fællesskab. Jeg følte heller ikke at jeg kunne gå til min chef for at klage min nød – det var jo ham der havde bestemt min placering og det hjalp heller ikke at det gik skidt på privatfronten, så jeg blev sygemeldt i oktober 2017 og gennemgik et forløb på arbejdsmedicinsk klinik som gjorde at jeg IKKE vendte tilbage til den arbejdsplads.
Jeg var heldig og fik et andet job med start januar måned 2018. Dette job virkede i første omgang rigtig spændende. Lønnen var dog ikke særlig høj, men det kunne LIGE akkurat løbe rundt for mig.
Jeg startede til stresscoach for ikke at gå ned igen, men sådan et forløb indeholder kun 8 samtaler, så det kunne jeg ikke bruge til ret meget. Til sidst blev min økonomiske situation dog for stressende for mig. Samtidig havde jeg set mig irriteret på en af mine kollegaer, som jeg følte fyldte alt for meget.
Jeg gik ned med stress igen, men denne gang havde det udviklet sig til en depression, som fik mig så langt ud at jeg overvejede at begå selvmord. Uf, bare jeg skriver det, løber det mig koldt ned af ryggen. For mig var det mere et råb om hjælp end et ønske om at forlade denne verden. Derfor ringede jeg til min læge som rådede mig til at besøge den nærmeste psykiatriske skadestue. Jeg tog min mor med og det endte med at vi sad og ventede i 3 stive timer, før de fortalte os at jeg var for “rask” til at de kunne hjælpe mig. Spild af tid. Først da min egen læge gav mig en henvisning til psykolog, fik jeg den hjælp jeg havde behov for.
I november 2018 startede jeg på mit tredje job og det er jeg stadig rigtig glad og taknemmelig for. Kollegaerne tog godt i mod mig og vigtigst af alt – jeg føler at min chef er en mand jeg godt tør betro nogle ting og som vil mig det bedste. Han kender godt min sygehistorie.
Mit forløb hos psykologen sluttede i sidste uge. Det synes jeg er vildt! Jeg har været ude på noget af en rejse og kan mærke at jeg har ændret mig på nogle områder – forståeligt nok. Jeg gået fra at være 25 til 27 år. Jeg har fået en “no-bullshit” holdning og er blevet mere hård i filten, på den gode måde 😉
Jeg er blevet meget mere bevidst om at det er MIG træffer de valg der skal træffes i MIT liv. Jeg har dog en manglende lyst til at date, men det er helt min egen beslutning at være single! Basically er det fordi jeg ikke har lyst til at være kærester med andre end min tidligere – K. Det store problem ved det er, at han har en anden kæreste nu, så mit ønske er umuligt. Eller rettere, jeg er ikke modig nok til at prøve at ændre på det, men det er en helt anden historie…