Vægttab for hvis skyld?

Vægttab for hvis skyld?:

For hvis skyld? Jeg kan godt skrive under på at det er for min egen skyld, det har givet mig så megen glæde og fornøjelse at tabe 19 kg.

Der er så megen snak lige nu om, at vi skal huske at være glade for den krop vi har, så det næsten er tabu at være glad og lykkelig over et vægttab.

Men jeg vil have lov og jeg glæder mig hver eneste dag over, at min krop føles anderledes end den har gjort i snart 15 år.

Jeg kan uden besvær bøje mig ned til mine fødder og binde sandaler. Jeg kan løbe så let som en gazelle, i forhold til min alder, så går det ret godt, uden at prale. Det er en skøn let fornemmelse ikke at blive forpustet, alting er bare lettere nu. Og det handler ikke om at skulle leve op til idealer, men om at have det godt i sin krop. Og det havde jeg ikke inden jeg begyndte at tabe mig.

Overgangsalderen

I takt med at overgangsalderen sneg sig ind på min helt normale krop, jeg vejede 62 kg og jeg er 168 høj, begyndte jeg at tage på. Jeg spiste ikke ekstremt usundt eller for meget, drak ikke for meget, dyrkede regelmæssigt motion.

Det blev dog lidt mindre med motionen i de år efter jeg blev 40 år, jeg begyndte at få smerter rundt omkring, skavanker hist og her. Og som fysioterapeut vidste jeg jo godt at jeg skulle holde mig i gang, men da jeg var 44 år blev jeg ramt af stress og depression og var sygemeldt i 9 måneder.

At lytte til kroppen

I den periode forsøgte jeg igen og igen at bevæge mig rask, men det blev bare værre for hver gang, det var svært at styre mig og jeg fik hver gang taget for hårdt fat, løbet lidt for langt, eller bare gjort for meget, så jeg måtte helt holde op med at gøre noget fysisk. I stedet begyndte jeg at spise for at trøste mig selv.

Det var lidt svært for omgivelserne at acceptere at jeg intet kunne, for jeg var jo altid hende, der gjorde en masse og tog initiativer til aktiviteter, men nu måtte jeg bare ligge og stirre op i loftet. Det var en hård tid, men efterhånden begyndte jeg at kunne lidt igen. Dog skal jeg stadig i dag passe på med at tage for hårdt fat på livet på en gang. Så får jeg en advarsel fra min krop. Så får jeg hovedpine og influenza-symptomer, og må tage den med ro i et døgns tid.

Loop træning var det rigtige for mig, der kunne jeg ikke overdrive, for man skal skifte til en ny øvelse efter 45 sekunder.

Stille og roligt fik jeg styrke tilbage igen, men min vægt fik jeg aldrig kontrollen over igen. Den steg stille og roligt uanset hvad jeg gjorde. Jeg tog måneder uden sukker, måneder uden kulhydrater, uden fedt, uden alkohol osv. ligesom alle andre har jeg været på utallige kure, men der var ikke rigtig noget som hjalp.

Hypnose gav forandringen

Jeg steg fra 62 kg til 76,6 kg, næsten det samme som jeg vejede da jeg var højgravid og havde taget 18 kg på.

Men så skete der noget i efteråret 2017. Da havde jeg taget en hypnoseuddannelse og mødt en anden hypnotisør som kørte hold med vægttab og det kunne jeg godt tænke mig at gøre også.

Så jeg fulgte hendes hold en dag og da jeg kørte hjem, var noget forandret i mig. Jeg havde intet behov for at spise slik i bilen, selvom der var 1½ times kørsel hjem og det plejede at være fast med lidt køreslik. Det undrede mig lidt, men det fortsatte og da jeg selv begyndte at køre hold med hypnose, fik jeg jo også selv en dosis hver gang jeg havde et hold. Og nu næsten et år efter har jeg stille og roligt tabt næsten 19 kg.

Og mine holddeltagere har også været glade for den forandring hypnosen gør. Den klarer jo ikke alt for dig, du skal selv vælge at leve efter nogle få fornuftige leveregler, men den hjælper dig.

At mærke glæden trods den lille frygt

Nå, jeg kom fra hvor glad jeg er, det er stadig så nyt for mig at kunne være i en str. 36 at jeg bliver nødt til at kigge i spejle og butiksvinduer, jeg kommer forbi. Kan det nu passe? Og der ligger en lille bitte frygt derinde og lurer, kan det mon vare ved? Vil jeg tage på igen?

Men indtil videre går det rigtig godt, og jeg kan stadig mærke at min krop siger nej tak, hvis jeg forsøger at spise som jeg gjorde før. Så det er bare dejligt, at jeg kan mærke hvad min krop siger og jeg lytter og retter mig efter det. Jeg behøver ikke længere at spise op, eller få en portion til af de store, og chokolade er ikke længere en del af min hverdag.

Jeg oplever en utrolig frihed, ikke at skulle tage stilling til hvad for noget usundt, jeg skal spise i dag. For jeg ved at jeg kan lade være, jeg har ikke brug for det.

Bagsiden af medaljen

Dog har vægttabet gjort min alder tydelig for mig selv, der er jo altid en bagside af medaljen. Ens hud er jo ikke så smidig som den var engang, så den har ikke trukket sig helt sammen igen, og det kommer den nok heller ikke til.

Derfor er der lidt flere rynker end jeg havde for 1 år siden, men jeg vil ikke bytte. Jeg har hørt om folk som tog på igen, fordi de ikke kunne lide de rynker de fik, da de havde tabt sig. Men jeg vil til enhver tid foretrække at kunne bevæge mig som jeg kan nu, hoppe rundt uden at blive forpustet til Skovfitnes, og være mere bevægelig under sex uden at føle en stor pude på maven, og hofter som ikke kunne bevæges så meget;-) Og jeg har færre smerter i hele kroppen end jeg havde. Det tror jeg handler om at jeg stort set undgår sukker som er en af de ting der fremkalder inflammation i kroppen.

Psyken skal med

Men alfa og omega er, at jeg har det godt i min krop, og det er det jeg synes er vigtigt, uanset om den vejer lidt eller meget, og jeg havde det ikke godt før, men det har jeg nu. Det er en skøn fornemmelse at tage tøjet af og fornemme at alting er nemmere end før.

Så jeg kan kun anbefale at finde sin idealvægt, altså den man har det godt med. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at du skal have psyken med, slankekure og træningsprogrammer kan ikke gøre det alene.  For at komme derhen, hvor man kan nyde at være i sin krop, er man nødt til at have selvværdet og psyken med. Gør noget ved det, hvis du ikke tilfreds, så du kan elske dig selv og din krop.