Den 29. Juli 2016, fødte jeg vores første søn Christian. Jeg havde termin den 18. Juli, og blev sat igang den 28. Juli. Jeg fødte først 17 timer efter veerne havde taget til og var regelmæssige.
Lige da han kom til verden var han helt blå! Jeg havde ikke registreret de 10 læger der var kommet ind på fødestuen, og tog ham med det samme han kom ud, for at få liv i ham. Min første tanke var “er han død”? Har jeg lige gennemgået de 9 måneder + 11 dages smertehelvede, for ingenting”. Vi begyndte at græde, og lægen fik heldigvis liv i ham og gav os en 👍🏻 – det så Rasmus, jeg kiggede den anden vej. Og så fik jeg ham over efter måling, vejning og masser af varmelys.
Graviditeten var en forfærdelig tid! Jeg var ramt af kvalme/opkast i 4 måneder. Så havde jeg en god måned – og så syntes baby at han skulle mase mig, så jeg skulle tisse hele tiden og havde konstante plukveer de sidste 4 måneder. Det var også en varm sommer i 2016, så endte med at tage 35+ kg på – jeg lignede virkelig en hval der var træt af at leve. Og tro mig; det var jeg også.. Oveni den elendighed, var jeg også begyndt at blive skrækslagen for fødslen, fordi jeg var blevet så stor – og det var ellers noget jeg virkelig havde glædet mig til. Tosset som jeg er, men så glædede jeg mig faktisk til at mærke hvor ondt det egentlig gør? Og JA det gør ondt; og alt gik galt! En Overlæge JM, sagde i 16. Time, at jeg skulle tage mig sammen – jeg var den eneste på hele fødegangen der skreg sådan. Hun gjorde mig så gal, at jeg fødte en time efter.
Hele oplevelsen husker jeg som var det igår.
Efter jeg havde født, og ikke længere var bedøvet, var det helt sikkert at jeg skulle i bad. Jeg følte mig så ulækker, og badet gjorde det bestemt ikke bedre…
Vi tog hjem kl 18:00, fødte 13:23, men jeg/vi ville bare hjem. Rasmus hentede min mor, og jeg prøvede at amme imens, men puha det føltes ikke normalt – ingenting føltes normal. Jeg var ked af det, og ville bare gerne væk – jeg kørte min mor hjem om aftenen. Og det var rart med noget luft og plads.
Kl 01:00 vågnede Rasmus og jeg ved et barneskrig, og vi kiggede kort på hinanden og tænkte “hvad fanden er det? Når ja, Gud det er vores dreng der græder – “han må være sulten”! Vi gik fuldstændig i panik – og lige der, fandt vi ud af, at nu var vi forældre..
Den følelse kunne jeg slet ikke forholde mig til, eller relatere til.
Jeg blev mere og mere indelukket, ked af det og frustreret. Ramt af dårlig samvittighed, tog jeg mig selv i at tænke “hvorfor døde han ikke bare”. Tænk, det har jeg aldrig sagt højt før. Ugerne gik, og jeg fik konstateret fødselsdepression. Jeg kom i gruppeterapi og enkelte samtaler, det var guld værd!
Men stadig stod jeg tilbage med en ekstrem dårlig samvittighed. Hvorfor kunne jeg ikke elske som alle andre mødre gør ved deres nyfødte barn, tænk at jeg hellere så ham forsvinde. Den dårlige samvittighed er der stadig og engang imellem kommer den op.
Men den dag (omkring 6-8 uger EFTER fødsel), hvor min kærlighedsfølelse kom til Christian. Den følelse glemmer jeg aldrig.
Rasmus havde sendt mig ud for at få noget luft, og jeg var taget op til en veninde og fik 1 mokai – den sad jeg så og suttede i, i 2-3 timer før jeg traskede hjem igen.
Så var Christian vågen, og jeg sad med ham. Op af benene og holdte ham i hænderne, og sad bare og kiggede på ham – han kiggede på mig og klemte mine fingre og smilede til mig. Lige der, kom kærligheden – og jeg smilte mens jeg græd. Og Rasmus sagde hvad sker der, og jeg prøvede at forklare det, men han kunne se kærligheden kom tilbage i mine øjne og krammede os begge.
Jeg kæmpede med den dårlige samvittighed til behandlingen, for min kærlighed var jo endelig kommet. Men alle de ting jeg frygtede at blive dømt for som mor (det kommer i et andet indlæg) var markante.
Men derfor er jeg sentimental i juli, min dreng bliver 2 år i år, og aldrig er jeg blevet testet og sat på prøve så meget som i de 2 år. Men Christian og mig har noget helt specielt sammen idag, og for fanden hvor jeg elsker ham. Nogle gange hader jeg ham også, og nogle gange elsker jeg at hade ham og omvendt – men faktum er, at for 2 år siden ændrede mit liv sig fuldstændigt.
Og nogle gange drømmer jeg mig stadig tilbage til tiden uden børn.
Kram Kia
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
