Skal jeg slå op med min veninde?

Er der andre end mig der har oplevet at føle sig røvrendt af en såkaldt veninde så voldsomt at man overvejer om venskabet skal stoppe? Sådan en situation står jeg nemlig i lige nu…

Jeg har ikke mange venner eller veninder, men de der er, forventer jeg faktisk stiller op når jeg har brug for dem – både i de gode og svære tider.

Gang på gang har jeg dog oplevet at min veninde M kun har tid til at ses med mig når ingen af hendes andre veninder har tid, eller når jeg skal gøre noget for hende. Hun oplever i øjeblikket det helvede det er at gennemleve og komme på højkant efter en nedtur pga. stress. Jeg har været god til at være der for hende når hun havde det skidt. Jeg har hørt på hendes beklagelser og tolereret hendes frustrationer på trods af at jeg selv har skulle kæmpet mig igennem min daglige gøremål og problemer (dem skal I nok høre om i et andet indlæg 😉 )

M og jeg har været veninder siden jeg flyttede skole og startede i hendes klasse. Set i bagklogskabens klare lys, har hendes opførsel stort set ikke ændret sig siden – den er næsten blevet værre.

Hun rangerer sine veninder og fravælger mig til fordel for de veninder der står højere på hendes liste – eller, det er sådan jeg ser det.

F.eks. lavede vi en aftale om at tage afsted til en fest sammen – kun os to. Pludselig finder jeg ud af, via Facebook, at en af hendes andre veninder havde spurgt om hun måtte komme med og at M havde sagt ja, uden at spørge mig om det var okay først. I min verden var det en rimelig respektløs handling.

Førhen accepterede jeg hendes opførsel og var bare lykkelig for at have en veninde i den nye klasse. Den senere tid er jeg begyndt at sige fra. Jeg går reelt med tankerne om at droppe vores venskab for good. Især fordi hun forleden dag blev vildt sur og aggressiv over at jeg konfronterede hende med min mening. Jeg synes at hun i lang tid har været en ret dårlig veninde over for mig. Set fra mit synspunkt prøvede hun på at skyde skylden på mig ved at komme med bemærkninger som: “Prøv at kigge indad” og “Fej for egen dør før du fejer for andres”. Det var sårende beskeder at få. Specielt fordi det er som om hun ikke kender mig. For er der noget jeg gør, så er det at se indad og reflektere over hvad jeg gør og hvorfor. Det er faktisk DER mit tankemylder opstår – og hun ved det.

Jeg er dog heldig at have andre mennesker i mit liv der er gode til at lytte til mig når mit tankemylder opstår. Disse mennesker værdsætter jeg højt og jeg kan kun håbe at jeg også giver noget brugbart tilbage til dem. Sådan mente jeg også om M før jeg fik øjnene op.

Selvfølgelig har mit venskab med M jo ikke kun været fyldt med dårligdomme. Vi har mange gode minder fra vores opvækst sammen. Hun er også en af de veninder jeg har haft i længst tid. Førhen var hun der også for mig når jeg havde brug for en at snakke med omkring f.eks. kærestesorger eller irriterende forældre – men det føles som meget længe siden.

Med hensyn til M kan jeg godt se at jeg har været naiv, godtroende og så har min frygt for at blive ensom HELT SIKKERT været med til at jeg har holdt fast i vores venskab i længere tid end jeg måske burde.

Et eller andet sted håber jeg i mit stille sind, at hun vil komme ud af sit egotrip og vågne op til virkeligheden, men jeg er usikker på om det nogensinde vil ske.

Nu sidder jeg bare tilbage med tankerne om hvordan jeg skal ende mit venskab med hende? Skal jeg overhovedet gøre det eller skal venskabet bare have lov til at glide ud i sandet?

Hvad ville I gøre i mit sted?